PARADOKS: Kvinder runder sidste forbrugsdato før mænd - selvom de lever længere

PARADOKS: Kvinder runder sidste forbrugsdato før mænd – selvom de lever længere

Vi mennesker lever længere og længere. Især kvinder. I dag lever kvinder faktisk længere tid end mænd i næsten alle verdens lande.  Hvorfor det er, er der vist ingen, der har det endelige svar på. Nogen siger, at det kan skyldes mændenes større forbrug af tobak, alkohol og stoffer, samt at de generelt har færre hæmninger end kvinder. At de kører mindre forsigtigt, spiser mere usundt og sjældent tager til lægen. Noget forskning peger på, at kvinderne har en fordel rent biologisk, når det kommer til overlevelse. Og så er der Palle, der skriver for Ugeavisen Faaborg. Han mener, at mænd dør tidligere af stress, fordi de altid skal vente på kvinderne.

Der findes mange spændende teorier til at besvare gåden om, hvorfor kvinder lever længere. Det helt store spørgsmål – og paradoks – er dog, hvorfor kvinder bliver stemt ude af skønhedsspillet lang tid før mænd gør? Og er det netop på grund af det paradoks, at mange kvinder ivrigt forsøger at stritte imod deres alder med diverse skønhedsindgreb? Eller har den trend bare ikke nået mændene endnu?

 

I en artikel fra magasinet KK, forsøger fremtidsforsker Liselotte Lyngsø, at finde ud af, hvorfor ageism findes og hvorfor vi har det så svært med at blive ældre.

 

Ungdommen på en piedestal

Selvom det især er kvinder, der oplever ageism, så rammer det alligevel begge køn. Især på arbejdsmarkedet. Vi lever længere, og skal derfor også arbejde længere. Ergo skal vi holde os godt, så vi ikke bliver diskvalificeret og byttet ud med en yngre udgave. For det er nemlig de unge, arbejdsgiverne er ude efter. De er symbolet på innovation, fleksibilitet og omstillingsparathed.

Presset er stort, når det kommer til at holde sig ung og frisk. Meget tyder på, at det ikke er nok at spise sundt og bruge dyre cremer. Engang var det at få foretaget en skønhedsoperation et kæmpe tabu, som folk nægtede at have fået gjort. I dag er det normalen at få puffet læberne op en gang om måneden eller udfyldt rynkerne. Det er dog stadigvæk ikke os allesammen, der har hverken råd eller lyst til at leve op til den tendens. Og er det så okay? Har man lov til at lade sit hår blive gråt og rynkerne fortsat ikke-udfyldt?

 

Det handler om sex

Mænd er bedre stillet end kvinder. På mange områder men især når det gælder deres alder. Tag bare Hillary Clinton og Donald Trump. Hillary Clinton er et helt år yngre end Trump, og alligevel var mange usikre på, hvorvidt hun kunne klare præsidentposten! Når kvinder både lever længere, sundere og passer bedre på dem selv end de fleste mænd, hvordan kan det så være, at de er mere udsatte end mænd, når det gælder ageism?

Vi er efterhånden kommet langt med at få vores samfund væk fra gammeldags og krænkende kultur som sexisme og andre anti-ligestillingsværdier. De fleste af os arbejder på at gøre vores samfund så inkluderende og antikrænkende som muligt. Desværre er vores biologi endnu ikke hoppet med på moden – endnu! For når det kommer til vores biologiske ur, så tikker mændenes i mange flere år, end kvindernes. Faktisk kan mænd frit få børn stort set hele deres liv, hvor kvinden stopper med at være frugtbar ca. halvvejs i sit liv. Kan det virkelig være på grund af mænds større frugtbarhed, at flere kvinder bliver diskrimineret for deres alder end mænd?

Biologien ikke er hoppet med på ligestillingsbølgen endnu. Heldigvis udvikles der konstant ny teknologi og muligheder, der giver kvinderne et lille forspring. Måske stopper ageism den dag, kvinder kan fryse deres æg ned, og gå på pension og barsel samtidigt?

 

Ageism kommer fra os selv

Hvad sker der den dag, hvor vi allesammen render rundt og lader som om vi er 20 år yngre, end vi i virkeligheden er? Hvem skal så være de voksne?

“Det sjove er, at de unge er trætte af, at generationen over dem ikke står for den, de er. At de ikke vil være myndige og ikke tager ansvar. Derfor søger de institutioner med strenge regler og rammer. Til militæret og alle mulige steder, hvor der er nogen, der tør være voksen.”

-Liselotte Lyngsø. 

 

Vores omverden – samfundet og biologien – presser os til at have et problem med alder. Vi presser os selv til at have et problem med alder. Vi kender allesammen typen, der i flere år har påstået at fylde 35 til sin fødselsdag. Det ligger også i vores ordforråd. Vi komplimenterer hinanden ved at sige, at vi ser yngre ud, end vi er.

Måske skal ageism bekæmpes ved, at vi nedbryder det tabu, det er at blive ældre? Det, at vi en dag skal dø af alderdom, er næsten ikke noget, vi snakker om længere. Skal vi fremover til at gå til alderdoms- og dødsforberedelse, ligesom når vi går til fødselsforberedelse?

 

Læs hele artiklen med Liselotte Lyngsø og find ud af, hvordan hun selv har det med at blive ældre.

 

LÆS OGSÅ: “Gå på pension og barsel samtidigt” med Liselotte Lyngsø.

 

Vil du lære at trendspotte og oversætte fremtiden til strategi, idéer og handling for dig og din organisation? Så meld dig til et intensivt kursus i fremtidssans med Liselotte Lyngsø.

Link til fysisk kursus.

Link til online kursus.