Sådan gør vi virksomhederne post corona-krise klar!

Sådan gør vi virksomhederne post corona-krise klar

Om lidt skal virksomhederne åbnes op igen. De har overlevet en lock down. Nu skal de overleve en genåbning i et samfund, hvor alt er anderledes og hvor nye regler gælder. Men hvordan ved de, hvad kunderne har brug for?

I podcasten Inspire Monday, tager erhvervscoach Helena Risager en spændende og inspirerende snak med fremtidsforsker Liselotte Lyngsø. Her snakker de om, hvad fremtidsforskning er og hvordan man kan bruge det til at få fut i virksomhederne. Og så forsøger de at finde svar på, hvad vi skal forvente af den fremtid, der banker på døren når vores samfund skal være normalt igen. Mon vi nogensinde får lyst til at kramme andre igen?

 

Slut med nærvær?

Det at vi har været tvunget til at holde afstand har kridtet banehalvdelene tydeligt op, når det gælder typer. På den ene banehalvdel har vi dem, der har været lettede over at have en undskyldning for at undgå fysisk nærkontakt. De stortrives i vores nye, kram- og håndtryksløse verden. På den anden banehalvdel findes de typer, for hvem det gør kæmpe indtryk, at de skal undgå fysisk kontakt. Det er dem, der udtrykker deres følelser for andre gennem kærtegn, og som kan gå helt ned over ikke at måtte kramme deres nære.

Udeblivelsen af fysisk kontakt har tvunget os til at træne vores samtaleevne. Vi må ikke være sammen mange mennesker, og derfor udøver vi 1 til 1 walk’n talks som aldrig før. Vi får skabt nogle buddyteams, som i dykkerverdenen betyder, at vi har nogen, der har vores ryg og omvendt. Nogen, der hjælper os og giver os hudløs ærlig feedback. Det får vi ikke meget af i den tid, vi står i lige nu. Kun fra sociale medier og vores chatbots, der giver os de svar, vi gerne vil have! Mon buddyteams bliver et etableret begreb hos virksomhederne efter krisen?

 

Hop med på dovenskabsbølgen!

Det, der især får sin opblomstring lige nu, er teknologien. Hvor mange af os var skeptiske og tilbageholdende overfor digitaliseringen af hverdagen før, er flere begyndt at åbne op og se mulighederne i den. Vi har for eksempel set, hvor let det egentlig er at holde virtuelle møder. Det er gået op for os, hvor tidskrævende det var at tage hele vejen hen til kontoret, når man lige så godt kunne arbejde hjemme fra sengen. Mon vi går 100% tilbage til fysiske møder og 9-17 kontortider, når lock down bliver ophævet? Næppe, for dovenskab er den allerstørste drivkraft til innovation. Hvis der kan udvikles en lettere måde at gøre tingene på, så gør vi det! Se bare på avocadokniven…

Det, at vi konstant skaber nyere, smartere og lettere muligheder gør, at vores forventninger til service stiger og stiger. Og automatisering sætter turbo på kvalitetsskabelse ude i virksomhederne. Om lidt bliver den umotiverede kassemedarbejder skiftet ud med robotten. Men supermarkedernes personale skal ikke udryddes. De skal være en blanding mellem salgsassistenter og life coaches. Teknologien overvåger os allerede nu. Den kan se, hvilket slags tøj vi foretrækker og hvad vores madpræferencer er. Om lidt ved den også, om vi helst køber økologisk eller om vi er laktoseintolerante. Og det bliver et vigtigt værktøj, når medarbejderne i supermarkederne skal coache os til, hvad vi skal shoppe og hvorfor.

“Interessant – spændende!”

En anden stor drivkraft for nytænkning og innovation er vores irritation. Hvornår blev du sidst rigtig frustreret over noget? For Liselotte Lyngsø var det dengang hun altid skulle køre 30 kilometer hele vejen frem og tilbage fra sin farmor for at købe hendes yndlings te til hende. Hun var nemlig den eneste, der vidste hvor man kunne få den. Hun stillede ofte spørgsmålstegn til, hvorfor en af hendes naboer ikke kunne købe den med. De handlede alligevel i samme butik, som solgte teen. Men vi er i det hele taget ikke særlig gode til at bede om hjælp fra hinanden, i vores samfund. Og det er et stort problem – en irritation. Det resulterede i appen “Sammenholdet”, der gør det lettere for kræftpatienter at bede andre om hjælp i hverdagen. Den opretter nemlig et netværk af hjælpere, der kan slå til under sygdomsforløbet.

Virksomhederne gør altså klogt i at øve sig i at sige “interessant, spændende”, når de bliver frustrerede over noget. Hvem ved? Måske bliver deres irritation koden til en helt ny opfindelse.

Den tabte ungdom

Finanskrise, klimakrise og coronakrise vil koste den næste generation dyrt i forhold til manglende praktikophold, høje adgangskrav til uddannelse, arbejdsløshed og en klimaudfording, der stadigvæk skal løses. De er lagt i kakkeloven til generationskonflikter. Med mindre genopbygningen af samfundet bliver med en dobbelt bundlinje, der både har fokus på vækst og grøn omstilling.

Hør hele podcastepisoden med Helena Risager og Liselotte Lyngsø. 

Tag et kursus i fremtidsforskning

Kunne du tænke dig at få redskaber til, hvordan du skal gøre din virksomhed interessant og relevant? Så tag onlinekurset i trend-spotting. En masterclass, der træner dig til at navigere i fremtiden og hoppe med på bølgen fremfor at drukne i den!

Tilmeld dig her.