Posts

Bæredygtig bundlinje #3: Fra samfundssind til samfundsvind

Det er tid til at få gang i hjulene igen i oplevelsesøkonomien – og med helt nye features! Læs med og find ud af, hvordan vi går fra samfundssind til samfundsvind.

 

I Bæredygtig Bundlinje, Gate 21, udvikler cirka 100 virksomheder i Region Hovedstaden nye forretningsmodeller i samarbejde med rådgivere og vidensinstitutioner.

Fremtidsforsker Liselotte Lyngsø fra Future Navigator er blevet sat i stævne hos Sølyst. Her giver hun sit bud på, hvad de små og mellemstore virksomheder i oplevelsesindustrien skal tage med sig ud af både første og anden bølge af coronakrisen. Vil den grønne omstilling stadig have plads i toppen af virksomhedernes dagsorden, når vi kommer ud på den anden side?

 

Lad os nu ikke presse citronen!

Covid-19 er en gevaldig mavepuster for virksomhederne rundt i verden. Nogle har måtte fyre en masse medarbejdere. Andre har været nødt til at lukke helt ned. Og selvom anden bølge af pandemien brager derudaf i det kolde efterår, skal vi alligevel forsøge at komme i gang igen. Derfor er feriepenge, og en lille slat ekstra SU, blevet delt ud i samfundet. Og derfor er det på tide, at virksomhederne lægger en ny slagplan for, hvordan de skal komme bedst ud af krisen.

Det ligger lige til højrebenet at frygte, at ansatte kommer til at løbe dobbelt så hurtigt under genopbygningen af samfundets virksomheder. Meget er gået tabt under nedlukningen, og nu er det bare om at få det skovlet ind igen. Men hvad nu, hvis vi tænkte i helt andre baner, end at presse vores medarbejdere helt ud til kanten? Hvad ville der ske, hvis vi ikke bare gik tilbage til måden, vi altid har gjort tingene på, men begyndte at tænke i helt nye baner?

 

Fra kvantitetsbuffet til kvalitetsbuffet

ALLE er pressede, og vi er tvunget til at tænke alternativt. Hoteller stiller værelser, der alligevel står tomme, til rådighed for folk i karantæne og sundhedspersonale, der ikke kan tage hjem. Vores samfundssind er blevet boostet. Stort set alle i restaurationsbranchen udbyder nu også takeaway. Alkoholproducenter er blevet en del af håndspritsindustrien! Det er innovation i en nøddeskal, og det er den slags tænkning, vi skal genåbne og genskabe vores virksomheder og samfund med.

Vi skal i gang med at brainstorme på, hvad vi skal bruge de tomme kontorlokaler til, efter at langt flere begynder at arbejde hjemme. Eller hvad, vi skal bruge de ekstra penge på, når vi ikke behøver at leje kontorer længere. Måske skal alle medarbejdere have et abonnement til Joes & Cos, hvor de får adgang til alle co-working spaces?

For hotel- og restaurationsbranchen bliver tiden efter Covid-19 en kærkommen lejlighed til at tænke ud af boksen. Buffeten har i lang tid været en stor kilde til madspild. Nu er den også corona UVENLIG! Der går ikke længe, før synet af en buffet vil få alle gæster til at løbe skrigende bort. Spørgsmålet er, hvad der skal erstatte den? Skal fremtidens hotelgæster styre hele deres ophold på en app? Så kan de købe behandlinger, lave tilkøb og bestille mad, helt uden at skulle røre ved andet end deres eget tastatur.

 

Hvilke nye anvendelsesformer kan du se for din virksomhed? Og hvorfor er det så vigtigt at invitere kunder og leverandører med ind i skabelsesprocessen?

 

Se videoen med Liselotte Lyngsø, om hvordan vi går fra samfundssind til samfundsvind.

 

Du kan høre mere om projektet Bæredygtig Bundlinje, fra Gate 21, i denne video.

 

TAG ET KURSUS I FREMTIDSFORSKNING

Vil du lære at trendspotte og oversætte fremtiden til strategi, idéer og handling for dig og din organisation? Så meld dig til et intensivt kursus i fremtidssans med Liselotte Lyngsø.

Link til fysisk kursus.

Link til online kursus.