Fremtiden vil favorisere dem, der kan syntetisere – ”bygge sammen”, dem der kan konstruere, løfte sig op over detaljen og se helheden. Enhver idiot kan påpege et problem, det kræver mod at foreslå løsninger. At kunne skabe overblik, se sammenhænge, finde mening og tegne det. I en fremtid, hvor livet kan køres på GPS, bliver det fedt at være streetsmart. At have lært at være i verden – sanse, mærke, tænke, føle, smage og være lige så nysgerrig som 10 opdagelsesrejsende. Syntese betyder at sætte sammen. Analyse at skille ad. Og syntese bliver magi: Dem der kan se sammenhænge, designe, modellere, illustrere, skabe overblik og få andre til “at se” er fremtidens helte.

At være villig til at lære nyt. Aflære sig det gamle, som du ikke kan bruge mere og genlære på nye måder.  Fremtidens analfabeter er ikke dem, der ikke kan læse og skrive – det er dem, der ikke kan lære, aflære og genlære. Vi skal lære, hvordan vores egen hjerne lærer – hvilke teknikker vi skal bruge for at huske noget, glemme noget, og at hjernen kan programmeres og data slettes ligesom på en computer.

Vores forældre kunne klare sig med én uddannelse livet igennem. De voksne i dag kommer til at genopfinde sig selv mindst én gang (enten fordi vi keder os eller vores uddannelse er blevet overflødig), og vores børn 3-4-6-7 gange. Du er helt og aldeles ok som du er, men din hjerne kører måske på dårligt software. Og lærer du at opdatere din hjernes programmer, så har det bl.a. den fantastiske konsekvens, at du ikke skal “grow old”, men i stedet kan “grow young”.

Dygtighed kender ingen grænser, og i fremtiden vil dygtige mennesker have mere tilfælles med andre dygtige mennesker, end med folk indenfor deres eget fag. Det giver f.eks. ingen mening at en dygtig og professionel sygeplejerske ikke må give en sprøjte til en patient, men skal bestille en læge til det. Og journalist bliver man ikke af, at at have gået på journalisthøjskolen, ved at arbejde i et mediehus, eller ved at skrive mange artikler. Man bliver journalist ved at dedikere sig til de journalistiske principper, lære de journalistiske teknikker og i mange år eksperimentere med dem, så man kan finde sin egen professionalisme.

Start med: At dyrke dygtigheden indenfor et eller andet. Og især med børnene – bare lad dem blive dygtige til et eller andet: fodbold, matematik, parkour. Det er mindre vigtigt med gode karakterer, og mere at man lærer “at gøre sit bedste”. Er det det rigtige, de bliver gode til, er det selvfølgeligt fantastisk, men knækker man først koden til det professionelle virke, er det langt nemmere at tilegne sig ekspertise indenfor andre fag. Og husk at skubbe og udfordre faggrænsen – det er trods alt en grænse, vi selv har fundet på.

At være (blive ved med at være) i stand til at arbejde i partnerskaber med andre zoneterapeuter, læger, forskere, patienten, de pårørende osv. Om ti år vil vi føle, at det var os selv og de nære omsorgsfulde fællesskaber, der “reddede os”, og så gider vi ikke høre mere politisk varm luft eller acceptere de store virksomheders umoral. Vi vil føle os meget mere kompetente og robuste ved at være en del af et fællesskab, der har brug for os.

Fremtidens zoneterapeuter skal være omstillingsparate – selvom det er irriterende at skulle ændre vaner og måder at arbejde på.

Start med: At give dem, der irriterer dig ret. For der er kun én årsag til at folk er irriterende, og det er, at de har ret. Uddannelse og inspiration er fint nok, men hvis man vil rykke, sig hedder det altså træning og irritation. Hjernen beskytter dig mod forandring for at bevare energien, og når man bliver rigtig irriteret, smider hjernen en røgbombe af forsvars-ord i hjernen, samt udløser en bølge af ubehag, for at undgå den dybere refleksion (også kaldet en kognitiv dissonans). Her skal man altid tænke “hov stop”, og træde et lille skridt ind i ubehaget, dvs. ikke løbe og smække med døren. Sig herefter “du har ret – jeg ved ikke hvad du har ret i, men der er noget her, jeg ikke forstår. Sig noget mere”, eller bare gå en lille tur.