UDDYBELSE AF TRENDKORT OM SYNSNING

Af Elise Lyhne Hansen

Konsulent
Center for udsatte voksne, Socialstyrelsen
Jeg vil prøve at forklare og er godt klar over, at jeg er vildt generaliserende i mit forsøg 😉
Fornuft til følelse er kun en del af det, og måske kan jeg i så fald bedre lide ordet ’synsning’. Jeg mener i denne forbindelse borgerne, da det offentlige med centraladministrationen i spidsen har det stik modsatte fokus, nemlig på evidens. Der er dermed et gab mellem udgangspunktet for borgerne og systemet, som stiller store krav til den dialog, de ansatte skal forsøge at etablere.
En del af min pointe er også, at vi går fra at have en kollektiv bevidsthed om, hvad der er rigtigt og forkert til en individuel bevidsthed. Hvis vi møder nogen på gaden eller på nettet, som mener noget andet end lægen, politiet, skolelæreren, jobcentermedarbejderen etc., er det ikke sikkert, at vi tror på autoriteterne – vi opfatter dem nemlig ikke som autoriteter, men som en individuel læge, politibetjent, skolelærer, jobcentermedarbejder, som har en individuel mening, som vi kan op imod. Dermed er der grobund for en individuel mistillid, som kan forværre arbejdsmiljø for den enkelte offentlige ansatte, og som kan være en hindring for, at borgeren rent faktisk får glæde af de tilbud, systemet kan give. Men der skabes også en mistillid til det system, den enkelte ansatte er en del af, fordi andre borgere/medier fortæller om (reelle eller påståede) uretfærdigheder, som bekræfter ens synsning eller følelse.
Når der ikke er en accepteret kollektiv ’sandhed’, søges der efter en anden ’sandhed’ – ofte i forsimplet form, som ikke giver plads til nuancerer og vidensbasering.

Det er den ene måde at reagere på som opposition til den kollektive ’sandhed’. Den anden er den mere vilde antiautoritære forståelse, som udfordrer viden og organisering på en ny måde. Det er den, der får borgere til at skabe kunst, opfindelser, nye virksomheder, nye fællesskaber.

Fælles for de to måder er, at de påvirker forholdet til arbejde, idet det for begge skal give en individuel mening at gå på arbejde. For meget længe siden (jeg er en årgang 1955) gik man på arbejde, fordi det var en del af den kollektive bevidsthed, at det gjorde man, så samfundet kunne fungere. Nu har den politiske verden fået sat fokus på, at ’det skal kunne betale sig’ at arbejde. Den politiske verden har altså sat spørgsmålstegn ved det almengyldige i at arbejde. Så kan man sætte så mange andre spørgsmålstegn: Skal jeg tage det arbejde, fordi jobcentermedarbejderen siger det? Passer det med min øvrige behov? Er det et arbejde, som jeg sympatiserer med? Etc.
De to grupper vil reagere forskelligt. Gruppe et vil yde modstand. Gruppe to vil formentlig kun gå på et anvist arbejde, hvis de ikke har noget bedre at tage sig til, som fx selv at skabe et produkt, en virksomhed. De vil derfor forsvinde ud af systemet.

Tendenserne her stiller enorme krav til dialog – både den kollektive (som system inkl. lovgivning) og den individuelle (som ansat i et system).

Jeg ved ikke, om det blev klarere. Som sagt er det vildt generaliserende, men det må det vel være, når det er tendenser, der skal beskrives.

En lille anekdote omkring det med autoriteter: Som sagt er jeg en årgang 55 og min far var lærer – en meget demokratisk indstillet og langt fra hovskisnovski én af slagsen. Alligevel var det sådan, at når jeg var med min mor i byen og vi ville spise en is, foregik det inde i ismejeriet, fordi ’skolelærerens kone ikke kunne spise i på gaden’. Ikke en ønsketilgang, men der vil nok være lærere i dag, der kunne ønske sig bare en lille smule færre spørgsmålstegn ved deres virke