At have en eksperimentel, videnskabelig tilgang til verden. Kunne lave research og tjekke fakta. Arbejde med algoritmer, designe apps og programmere i java. Kunne lave film, infographics, holde virtuelle møder og udgive egne værker, som bruges af de andre elever. Dele den viden og læring man oparbejder med sine kolleger og tage imod feedback og konstruktiv kritik. Turde stjæle og kopiere med stil, og vide hvilken sidemand man skal kigge efter, når man er i krise. Det vigtige er, at vi tilegner os nye færdigheder og er nysgerrige på alt det der it.

At være menneskelig, empatisk og omsorgsfuld – men på trods af teknologien. Jo flere robotter og computere vi får, jo vigtigere bliver det for os med de menneskelige relationer. På Middelfart Sygehus var der en patient, der sagde: “Selv i telefonen ser I mig!” Og sådan skal det være! High touch og patient involvering går hånd i hånd.
Der er forskel på at kurere sygdomme og behandle patienter. Patient oplevelsen bliver der sat lige så meget pris på, som medicinsk effektivitet på fremtidens hospital.

At kunne spørge sig selv: Gir det mening for patienten? At sætte patienterne i centrum og inddrage dem. Dyb social intelligens forfalder ikke til manipulation og uetisk opførsel, men rummer medmenneskelighed, venskab, kærlighed, familie. Vi skal lære, at man sagtens kan skændes og blive gode venner igen. Ofte bedre venner eller kolleger.

Fremtiden vil favorisere dem, der kan syntetisere – ”bygge sammen”, dem der kan konstruere, løfte sig op over detaljen og se helheden. Enhver idiot kan påpege et problem, det kræver mod at foreslå løsninger. At kunne skabe overblik, se sammenhænge, finde mening og tegne det. I fremtiden er analyse ikke et job. Stillesiddende kontorarbejde hvor man skriver rapporter og laver analyser, sidder i møde og kigger på powerpoint-præsentationer findes ikke. Kundefokus bliver essentielt i de fleste jobs. I en fremtid, hvor livet kan køres på GPS, bliver det fedt at være streetsmart. At have lært at være i verden – sanse, mærke, tænke, føle, smage og være lige så nysgerrig som 10 opdagelsesrejsende. Syntese betyder at sætte sammen. Analyse at skille ad. Og syntese bliver magi: Dem der kan se sammenhænge, designe, modellere, illustrere, skabe overblik og få andre til “at se” er fremtidens helte.

At have gåpåmod, når det nye it-system skal fx implementeres. At være villig til at lære nyt. Aflære sig det gamle, som du ikke kan bruge mere og genlære på nye måder.  Fremtidens analfabeter er ikke dem, der ikke kan læse og skrive – det er dem, der ikke kan lære, aflære og genlære. Vi skal lære, hvordan vores egen hjerne lærer – hvilke teknikker vi skal bruge for at huske noget, glemme noget, og at hjernen kan programmeres og data slettes ligesom på en computer.

At fokusere på mening – det er alligevel fremtidens primære succeskriterie. At finde mening i monitorerings-data er ligesom at finde guld i Australien – man skal bruge indikatorer, blande ekspertiser og kunne tænke i kombinationer for at det lykkes. Så i sidste ende behøves det ikke være de store virksomheder, der drager fordel – det kan ligeså godt være dem, der kan reflektere, stille meningsfulde spørgsmål, som kan eksperimentere og lytte højere. Jo mere man øver sig i at kunne rumme kompleksitet, ny viden og hvorfor-spørgsmålet, jo bedre.

Vores forældre kunne klare sig med én uddannelse livet igennem. De voksne i dag kommer til at genopfinde sig selv mindst én gang (enten fordi vi keder os eller vores uddannelse er blevet overflødig), og vores børn 3-4-6-7 gange. Du er helt og aldeles ok som du er, men din hjerne kører måske på dårligt software. Og lærer du at opdatere din hjernes programmer, så har det bl.a. den fantastiske konsekvens, at du ikke skal “grow old”, men i stedet kan “grow young”.

Dygtighed kender ingen grænser, og i fremtiden vil dygtige mennesker have mere tilfælles med andre dygtige mennesker, end med folk indenfor deres eget fag. Det giver f.eks. ingen mening at en dygtig og professionel sygeplejerske ikke må give en sprøjte til en patient, men skal bestille en læge (der har travlt nok i forvejen) til det. Så husk at skubbe og udfordre faggrænsen – det er trods alt en grænse, vi selv har fundet på. De kompetencer der tager træningstid, bliver de knappe og dyre ressourcer – det andet kan man klikke sige til på YouTube.

Du lader dig ikke stille tilfreds med opnåede resultater, men har appetit på at gå videre, gå nye veje og finde løsninger for patienten, afdelingen eller hele hospitalet, som I måske ikke har været ude i før. Hvis vi bliver for “mætte” falder vi let hen på sovepuden og bliver kørt over af dem, der bliver ved med at være nysgerrige.

At være (blive ved med at være) i stand til at arbejde i partnerskaber med læger, forskere, patienten, de pårørende osv. og kunne styrke patienterne gennem et effektivt samarbejde er afgørende som fremtidens læge. Medicinsk personale har et ansvar for at kommunikere og samarbejde med andre hold og fagfolk for at sikre patienter får smidig og effektiv pleje i hele social- og sundhedsområdet system. Hvis vi fortsætter, som vi gør nu, hvor vi kræver, at vi skal yde noget bedre, for flere mennesker, med færre midler, så vil det betyde, at de store visioner dør. Om ti år vil vi føle, at det var os selv og de nære omsorgsfulde fællesskaber, der “reddede os”, og så gider vi ikke høre mere politisk varm luft eller acceptere de store virksomheders umoral. Vi vil føle os meget mere kompetente og robuste ved at være en del af et fællesskab, der har brug for os.

Fremtidens læger skal være omstillingsparate både med hensyn til typen af patienter og ændringerne i jobbene. Selvom det er irriterende at skulle ændre vaner og måder at arbejde på.

Start med: At give dem, der irriterer dig ret. For der er kun én årsag til at folk er irriterende, og det er, at de har ret. Uddannelse og inspiration er fint nok, men hvis man vil rykke, sig hedder det altså træning og irritation. Hjernen beskytter dig mod forandring for at bevare energien, og når man bliver rigtig irriteret, smider hjernen en røgbombe af forsvars-ord i hjernen, samt udløser en bølge af ubehag, for at undgå den dybere refleksion (også kaldet en kognitiv dissonans). Her skal man altid tænke “hov stop”, og træde et lille skridt ind i ubehaget, dvs. ikke løbe og smække med døren. Sig herefter “du har ret – jeg ved ikke hvad du har ret i, men der er noget her, jeg ikke forstår. Sig noget mere”, eller bare gå en lille tur.