Flere familier flytter sammen
Det skyldes ifølge lektor, at det er praktisk at bo sammen, fordi familier kan være sammen om f.eks. børnepasning. Forsker forudser, at udviklingen vil fortsætte, men mener ikke, at måden der bliver bygget på i de store byer, er tidssvarende.
Der var engang, da beboerne i kollektiverne delte stort set alt lige fra tøj til mad og kærester. Det var i 1970’erne under Ungdomsoprøret. Da det dampede af, betød det samtidig, at kollektiverne blev revet ned eller omdannet til familieboliger med samtalekøkkener og stuer en suite.
De seneste år er udviklingen vendt igen, og flere flytter tilbage i kollektiver. På fem år er antallet af familier, der bor sammen med andre familier i bl.a. kollektiver og bofællesskaber, steget fra 171.000 til 197.000.
Den udvikling vil fortsætte, mener fremtidsforsker Liselotte Lyngsø. Måden, hvorpå der bliver bygget lejligheder og huse på, skal laves om, så den passer bedre til de ønsker, danskerne har.
»Der bliver stort set kun bygget lejligheder til én familie. Hvorfor bevarer man ikke ghettoerne i stedet for at rive dem ned og indretter dem til moderne kollektiver?« spørger Liselotte Lyngsø.
Praktisk fællesskab
Tiden, da beboerne i kollektiverne delte alt, er forbi, mener Hans Thor Andersen, der er lektor i socialgeografi og bypolitik fra Aalborg Universitet. Han mener, at flere familier flytter sammen af praktiske årsager.
»Det er ikke en ideologi om, at nu skal vi leve i kosmos og harmoni med universets skjulte kræfter. Man går mere op i at dele materielle ting som biler, græsslåmaskiner, en motorsav eller et stort værksted i kælderen – for man bruger det jo sjældent, når det kommer til stykket. Og så er det jo praktisk, hvis man ikke har råd til alle disse ting, at man kan deles om dem,« siger han.
Behov for socialt liv
Det bakker Marie Stender, ph.d. fra Statens Byggeforskningsinstitut, op om.
»I en travl børnefamilie, hvor begge forældre arbejder fuld tid og skal have en hverdag til at hænge sammen, har det mange praktiske fordele at flytte sammen med andre børnefamilier i enten kollektiver eller bofællesskaber,« siger hun.
Når man flytter i kollektiv med vennerne, kan man se dem meget oftere, end hvis man bor hver for sig, og det tiltaler mange i den travle hverdag, siger Marie Stender.
»Selv om vi lever i en individualistisk tid, har vi stadig et stort behov for at være sociale, og derfor passer kollektivet godt ind i danskernes hverdag,« siger hun.
Leave a Reply
Want to join the discussion?Feel free to contribute!