Posts

Hvem er fremtidens ledere?

I Kenneth Sejlø Andersens podcast “Mennesker, Meninger og Ledelse” finder du fremtidsforsker Anne Skare Nielsen i en dialog om, hvordan fremtidens ledelse kommer til at handle om forpligtende fællesskaber, vores etiske kompas og det at træffe beslutninger og gøre dem til de rigtige.

Lær at mestre dygtighed 

En vigtig del af, at kunne tænke i nye baner og acceptere forandring er, at kunne være nysgerrig. Hvis du er nysgerrig, vil du hele tiden være åben for at opdage og lære nyt, hvilket vil skabe en naturlig plads til diversitet. Problemet er, at vi ikke får evnen til nysgerrighed ind med modersmælken, som vi burde. evnen til at spørge ind og blive forundret burde være en del af skolesystemets læringsmetoder, sådan at fremtidens ledere, som lige nu er i gang med deres uddannelse, vil føre det videre ind i deres arbejdsliv. Fremtidens ledere skal kunne tage fat i en opgave og løse den med hensigt på at lære noget nyt og udvikle sig selv i stedet for blot at tjene penge.

Hvis fremtidens ledere er nysgerrige, så vil man kunne udskifte den hierarkiske ledelsesordning og Dronning Margrethe-syndromet, hvor de vante rammer altid vil herske, med beslutningstagere og forpligtende fællesskaber.

Elever burde kunne gå til eksamen i dygtighed i stedet for de gamle, firkantede fag som matematik, dansk og engelsk. Dygtighed = at mestre noget, og hvis man kan det, så kan man klare sig overalt.

 

Fra Human Doings til Human beings 

Dit arbejde behøver ikke at fylde hele dit liv, hvis du ikke vil have det. Vi er gået fra at være human doings, der kun fokuserer på at løse problemet, til at være human beings, hvor vi selv får noget ud af problemløsningen og udvikler os i takt med vores personlige præstationer. Fremtidens ledere og arbejdere skal kunne skabe og genskabe sig selv om og om igen i stedet for at bygge deres personlighed op om deres visitkort.

Det hele handler om relationer og personlighed. I takt med, at robotterne og digitaliseringen hersker mere og mere på arbejdspladsen, vil vi begynde at værtsætte personligt nærvær meget mere. Det handler om at hjælpe hinanden gennem fællesskaber, der holder dig i ørene på bedst mulig vis.

Er du fremtidens leder? Så notér dig disse tre gode fremtidsforsker-råd

  1. Vær nysgerrig og lær at sige “nå”.
  2. Vær dit eget personlige kompas.
  3. Træf en beslutning og gør den selv til den rigtige.

Hør mere om de tre råd til fremtidens leder i Kenneth Sejlø Andersens podcast med Anne Skare Nielsen og få flere svar på fremtidens forventninger til en ledelse.

Lyt her