Fremtidens superhygiejniske samfund

Selvom vores samfund er begyndt at åbne mere og mere op, så florerer Corona virussen stadigvæk iblandt os. Derfor holder vi stadigvæk afstand, giver ikke hånd og krammer kun vores nærmeste. Men hvad med om nogle år, når virussen – forhåbentlig – er væk? Vil håndspritten da stadigvæk være en fast nødvendighed i tasken? Er krammet ved at uddø?

I radioprogrammet ‘Ordet er dit’ fra P1, taler fremtidsforsker Liselotte Lyngsø og forsker i betydningen af menneskets evolutionshistorie for moderne politiske adfærd, Michael Bang Petersen om hvorvidt det øgede hygiejnefokus vil holde ved i fremtidens samfund.

 

Hvad tager vi med os?

Der er ingen tvivl om, at coronaen har gjort kæmpe indtryk på alle – både lande og mennesker. Det er en tid, der vil blive skrevet ind i historien. Men hvad bliver nøgleordene for tiden? Vil vi se tilbage på vores samfund og tænke, at det var dér, alle begyndte at tage afstand fra hinanden? Var coronatiden i virkeligheden teknologiens og digitaliseringens opblomstring? Hvordan er vi blevet formet af, at verden har været ramt af et virusudbrud?

Ifølge Michael Bang Petersen, er vi blevet mere beredskabsdygtige. Nu ved vi, hvad vi skal gøre i en krisesituation. Han påpeger, at man i Danmark har håndteret Covid-19 situationen med en hel anden mentalitet end i asiatiske lande, som har oplevet noget lignende før. De kendte proceduren, og det gør resten af verden også nu.

Det er ikke kun vores beredskabsmentalitet, der har ændret sig. Vi også blevet mere bevidste om, hvad vi som individer, gerne vil have ud af livet. Det har vi nemlig fået tid til at tænke over i vores pause væk fra vores vante hverdag. Hvad giver mening for os? Hvilke værdier har vi, og hvordan kan vi bidrage med dem i vores privat- og arbejdsliv. Hvordan kan vores værdier gavne vores samfund?

“Vi går fra work-life balance til life-work balance. Vi har sat vores eget liv meget mere i fokus. Vores arbejdsliv skal tilpasse sig os og ikke omvendt.”

-Liselotte Lyngsø. 

 

Dovenskab er menneskets største drivkraft

De tendenser, der oftest hænger ved i samfundet, er dem, der kommer ud af dovenskab. Mennesker er drevet af dovenskab. Alt, der kan gøre tingene lettere for os, modtages med kyshånd og fastholdes med jerngreb. Det, at vi ikke har skulle køre helt hen til kontoret for at holde møder, og i stedet har kunne gøre det virtuelt, er ikke noget vi bare sådan vil give slip på. Det samme gælder online indkøb og andre ting, vi kan gøre direkte fra sengen.

Ifølge Michael Bang Petersen er det dog ikke så let for os give slip på vores gamle vaner og rutiner. Han frygter, at vi hopper direkte tilbage til en hverdag fyldt med stress og jag.

Jeg frygter, at vi hurtigt ser en tilbagevenden af de normale rutiner. Ifølge Max Weber, så er samfundet en form for jernbur. Når samfundet først kommer op i tempo igen, er det ekstremt svært for den enkelte at holde fast i nærhed og work-life balance.”

-Michael Bang Petersen. 

 

Men er det overhovedet muligt for os at gå tilbage til en distanceret, stresset hverdag, efter at vi har levet med det modsatte i næsten 3 måneder? Mændene har endelig fået tid i hverdagen sammen med deres børn. Pludselig har de fået den samme erfaring som kvinderne får, når de går på barsel. Vil de mon acceptere et arbejde, der holder dem væk fra de vigtige ting i livet, når nu de har smagt på alternativet?

 

Var det i virkeligheden så slemt?

Vi spritter af og holder afstand som aldrig før. Forældre er nægtet adgang på institutionerne, når de afleverer deres børn. I fitnesscentrene skal alle redskaber sprittes af før og efter brug og i supermarkederne skal vi have handsker på, når vi handler ind. Er det i virkeligheden nogle tiltag, vi burde holde fast i, i fremtiden?

Hør hele udsendelsen fra P1 med Liselotte Lyngsø og Michael Bang Petersen. 

 

LÆS OGSÅ: “Slut med Netflix og dårlige vaner, nu vil vi spille hovedrollen i vores eget liv”, med Liselotte Lyngsø.

 

Vil du lære at trendspotte og oversætte fremtiden til strategi, idéer og handling for dig og din organisation? Så meld dig til et intensivt kursus i fremtidssans med Liselotte Lyngsø.

Link til fysisk kursus.

Link til online kursus.

Teknologi gør os både klogere og dummere

De seneste samfundstendenser tyder på opblomstrende teknologi, demokratisering af uddannelserne og en helt nye form for professionalisme.

 

I en episode af podcasten Transformator, fra Teknologiens Mediehus, tager fremtidsforsker Liselotte Lyngsø os med under det kæmpestore lup, som coronaen har sat vores samfund under. Sammen med vært, Henrik Heide, får hun de seneste samfundstendenser vendt og drejet. Spørgsmålet er, om tendenserne får lov at blive, eller om vi falder tilbage i vores gamle vaner når vi når den anden side?

 

Nu ændres hele den globale læringsmetode

I snart to måneder har undervisningen af de danske skoleelever forgået virtuelt. Projekter er blevet præsenteret, opgaver er blevet afleveret og billedkunst er blevet ferniseret. Alt sammen over en skærm. Men det er ikke kun de danske elever, hvis skolegang er blevet vendt på hovedet. Lige nu kan hele verdens uddannelsessystem betragtes som et stort eksperimentarium. Hvor helt nye og banebrydende læringsmetoder bliver testet. For hvor meget er det egentlig muligt at lære hjemmefra?

På det überpopulære sociale medie Tik Tok, deler unge, helt ned til 7-års alderen forskellige “hacks” med hinanden. Fra at brygge en “simple iced-latte”, lave perfekte proptrækkerkrøller ved brug af strømper til at fabrikere slim i alle regnbuens neonfarver. Youtube kan lære selv den mest amatøragtige musiker at spille klaver med video på 3 minutter. Og på Netdoktor.dk kan vi spare os selv for en tur til lægen. De yngre generationer er allerede vant til at indhente deres viden fra internettet. Nu skal resten – lærere, ledere og undervisningsministrer – følge trop. Den klassiske frøken lærer skal gentænkes. Coronaen har startet revolution af verdens skolesystemer.

 

Alle vil have fat i fleksible arbejdstider

Det at have fleksible arbejdstider er ikke noget nyt koncept. I lang tid har folk taget deres laptop under armen og rejst ud for at arbejde på den anden side af kloden. Men det er langt fra de fleste arbejdspladser, der har kunne – og ville – tilbyde deres medarbejdere en sådan fleksibilitet. Nu står vi midt i en krise, hvor alle arbejdspladser er tvunget til at sadle om. De har måtte sende deres ansatte hjem fra kontorerne og 9-17 arbejdstiderne. Og vupti. Pludselig sad folk og arbejdede lige der, hvor det passede dem bedst. Og lige på det tidspunkt, der matchede deres behov.

Potentialet begyndte at vise sig – både for arbejdsgiveren og medarbejderen. Fordelen ved ikke at skulle pendle frem og tilbage hver dag. Ikke at skulle snakke almindeligheder før man kommer i gang med nødvendighederne. Coronaens hjemmekontorer har skabt et opbrud med arbejdsmarkederne som vi kendte dem engang. 9-17 arbejdstid er død. Nu vil vi være tidsejere fremfor tidsslaver.

Vi får brug for feedback

Vi bliver konstant forkælet med ny, fantastisk og banebrydende teknologi. Kunstig intelligens vil revolutionere inden for møder. Forestil dig at have en robot til at skrive referatet og desuden kun opsummere de allervigtigste pointer. At have teknologi, der kan undersøge, hive viden ind og generelt gøre møder mere intelligente end de nogensinde har været før! Men hvad så med alle de fordele, der var ved det fysiske kontorfællesskab? Når vi sms’er i stedet for at snakke. Når vores eneste og vigtigste sparringspartner pludselig er vores chatbot. Får vi så muligheden for at udvikle os, få ægte feedback og lytte højt? Hvis vi skal blive ved med at holde afstand lang tid endnu, så forstærker det kun den feedback krise, vi allerede var på vej ind i. Teknologi gør os klogere på rigtig mange ting. Men den kan også være med til at gøre os dummere.

 

Profession til professionalisme

 

Det er ikke alle, der har kunne arbejde hjemme. For nogen har krisen betydet, at de har måtte sidde derhjemme og trille tommelfingre, og vente på at kunne komme på arbejde igen. Og det har skabt en helt ny trend. Det har vist sig, at det at være stillestående for en stund ikke nødvendigvis er negativt. Folk har fået mulighed for at reflektere og gentænke deres arbejdsliv som aldrig før. Nu bryder flere og flere frem med helt nye måder at udføre deres arbejde på. Sprutproducenen producerer og sælger nu også håndsprit. Pizzamanden, der ikke har kunne åbne i 2 måneder, laver nu online madlavningskurser. Vi arbejder ikke længere i de samme gamle baner. Nu gentænker vi og udnytter hvert aspekt af vores profession.

Krisen har haft store konsekvenser for mange virksomheder. Men den har også givet et blik på, hvad der sker, når vi får lov til at stoppe op for en stund. Så skal vi i virkeligheden til at holde flere pauser gennem livet i stedet for at gå på pension? Og give os selv muligheden for at kan lære noget nyt og optimere os selv og vores evner. Revurdere vores arbejdsliv og tænke over, hvilken værdi vi har at bidrage med. Reflektere over, om det man laver virkelig er det vigtigste man overhovedet kunne tænke sig at lave.

 

 

Må din arbejdsgiver gerne bruge teknologi til at overvåge dit fysiske og mentale helbred? Lyt til podcasten med Liselotte Lyngsø og lær meget mere om, hvad coronakrisen kommer til at ændre på i samfundet.

 

LÆS OGSÅ: Sådan gør vi virksomhederne post corona-krise klar, med Liselotte Lyngsø.

 

Vil du lære at trendspotte og oversætte fremtiden til strategi, idéer og handling for dig og din organisation? Så meld dig til et intensivt kursus i fremtidssans med Liselotte Lyngsø.

Link til fysisk kursus.

Link til online kursus.

Slut med Netflix og dårlige vaner, nu vil vi spille hovedrollen i vores eget liv

Hvilke vaner havde du før coronaen, som du ikke har længere? Og hvilke nye vaner har du fået?

I podcasten ‘Du er ikke Alene’ med Britt Berglund, taler fremtidsforsker Liselotte Lyngsø om de nye vaner, vi kan se frem til at få i fremtiden. For eksempel skal vi til at tage mere ansvar for vores egen lykke, og så bliver vi langt mere klimabevidste, end vi var før.

 

Skal du tilbage til dit gamle job efter krisen?

Kan du huske den hverdag du havde før coronaen? De fleste af os levede et liv med smæk på. Konstant på farten, hele tiden nye ting, der skulle ordnes og gøres. Det at have stress var nærmest ikke en diagnose længere, men nærmere en tilstand, vi alle levede med og var vandt til at være i. Tænk engang, at mange af os lod stress blive én af vores dårlige vaner! En anden vane, mange af os sikkert kan nikke genkendende til, var binging. Det der med at sluge en hel sæson af en serie på 2 dage. Det var det vi gjorde, når vi endelig fik tid til at slappe af.

Nu fik vi en pause. Vi har haft tid til at reflektere og tænke over vores tilværelse som aldrig før. Tid til at overveje, om vi laver det vi allerhelst vil lave. Og til at tænke over, hvad vi eventuelt kunne tænke os at lave i stedet. Hos de yngre generationer er prioriteringerne og interesserne kridtet tydeligt op. De er nærmest blevet til en hel håndarbejdegeneration. De er vandt til at indhente læring fra internettet og blive inspireret på de digitale platforme. For mange af dem, er det meget mere relevant at kombinere praktiske, fysiske færdigheder her og nu med viden, end at sidde på skolebænken i 5 år og få undervisning, de ikke ved, om de kan bruge til noget i fremtiden.

Der er blevet gjort op med vores gamle vaner. Refleksionstiden har mindet os om, at vi alle er herre over vores egne liv. Nu vil vi binge den serie, vi selv spiller hovedrollen i. Nemlig vores egne liv. Spørgsmålet er, hvem der formår at tage skeen i egen hånd og leve sine egne drømme ud. Og hvad med dem, der ikke gør?

 

Klimakrisen lurer i det skjulte

Refleksionstiden har ikke kun startet en selvrealiseringsbølge. Den har også givet os mulighed for at stoppe op og tænke over de valg, vi tager i løbet af vores travle hverdag. Selvom vi ikke har kunne snakke om andet end corona i lang tid nu, så ligger de gamle diskussionsemner og problematikker stadigvæk og lurer under overfladen. Når coronakrisen er slut, banker klimakrisen straks på døren. Og den er kommet for at blive.

De yngre generationer vil stå med en kæmpe regning, når det kommer til at sørge for både at beskytte de ældre og planeten. Under coronakrisen, har de måtte ligge deres vaner om og droppe deres sociale liv så de, sammen med resten af samfundet, kunne passe på de ældre. Når de så har overstået det, så skal de også lige redde kloden, og fikse det rod, industrisamfundets vækstlogik har efterladt. Det kommer til at ligge som en undertone i alt hvad vi gør og derfor bliver det slut med at give den gas med produktbulimi. At passe på klimaet bliver en prioritering, der bliver endnu vigtigere, end den var før. Vores gamle hverdag og de vaner, der kom med den, vil ophøre med at eksistere.

Det er slut med dyr latte og takeaway retter på vej hjem fra en travl arbejdsdag. Vores båndbredde er blevet bredere efter at vi har fået tid til at tænke os om. Vi går ind i en ny tid. En tid, hvor der bliver tid og mod til at tage de rigtige valg.

 

Et arbejdsmarked med plads til både A og B mennesker

Distancearbejde var en kæmpe succes. Også allerede inden lockdown. Det sparer os for ligegyldig transporttid og kontorpladser. COVID-19 har sat turbo på transformationen fra vores “one size” arbejdsmarked til at være skræddersyet til den enkelte medarbejder. Vi er gået fra work-life til life-work balance. Naturmennesker kan tage arbejdet med i sommerhus, bymennesker tager det med på café. A menneskerne får fri når B menneskerne står op.

Der er selvfølgelig en bagside af medaljen, som vi især har set i coronatiden. For det kan være svært at finde en stille krog af huset, når både vuggestuebørn og teenagere også skal være der. Det skaber på sigt mange flere pop-up kontorfællesskaber. Co-working spaces, der skaber de rammer, der passer præcist til den enkelte.

Det vigtigste i fremtidens arbejdmarked er, at vi ikke kan gøre tingene alene. Vi skal vænne os af med tanken om, at vi kan klare det hele alene. I fremtidens arbejdsliv skal mennesker være gode til alt det, robotterne ikke kan tilbyde. De skal være innovative, empatiske og evne spontanitet. Men hvordan bliver vi gode til det, hvis vi arbejder alene og kun får feedback fra sociale medier og chatbots? Der er ikke plads til at drøfte tabuer og tunge emner på nettet. Vi skal dybere ind på hinanden, så vi undgår en feedbackkrise. Det gør vi ved at monitorere medarbejderne. Ikke for at se, hvor meget arbejde de får lavet. Men får at måle, hvad der motiverer dem og gør dem lykkelige.

“Dovenskab har altid været innovationens største drivkraft. Det er lettest at mødes online og tjekke ind og ud af hinandens liv. Men det er ikke der, vi udvikler os. Det er i de lange, smertefulde dage, hvor man sidder og skal løse noget, man ikke har løst før.”

-Liselotte Lyngsø. 

 

Fremtidens rejse er dybere og vigtigere for os

Meget tyder på, at vi må droppe drømmen om den eksotiske charterferie og blive i Danmark over sommeren – “Staycation!” Og det kan gå flere veje. Måske bliver det blå himmel og solskin, som får os til at overveje om vi nogensinde skal rejse væk i sommerferien igen. Det kan dog også gå den anden vej med regn, der aldrig holder op. Og så kan det godt være, at man skal passe ekstra meget på sit parforhold.

Til gengæld kan en sommer i Danmark gøre os mere klimabevidste. Når vi ser, at vi sagtens kan undvære flyrejserne, så vil vi søge nye måder at rejse på. Tog- og busruterne bliver lige så lette at navigere rundt i som når man bestiller flybilletter på Momondo. Vi vil se nogle helt nye bevægelsesformer inden for rejsebranchen, som er langt mere klimavenlige.

Når vi skal rejse igen, så vil vores prioriteringer også se helt anderledes ud. De klassiske turistattraktioner har vi allerede set før. Hvis ikke in real life, så gennem virtual reality. Men mens coronaen har stået på, har vi lært, hvordan forskellige kulturer og lande har håndteret krisen og udfordringerne. Og det er netop det, vi gerne vil ud og se, opleve og mærke. Pludselig har vi allesammen været i krig mod den samme fjende, og vi vil gerne lære vores medkrigere at kende.

 

Hvordan skal du holde din danske sommer? Skal du gå Camønoen i stedet for Caminoen? Hør hele udsendelsen af podcasten ‘Du er ikke alene’ med Liselotte Lyngsø her. 

 

LYT OGSÅ til første del af udsendelsen om vaner. Her taler Britt Berglund med læge Imran Rashid, om de digitale vaner, vi har tillagt os de seneste par måneder, hvor alt har været vendt på hovedet.

 

Vil du lære at trendspotte og oversætte fremtiden til strategi, idéer og handling for dig og din organisation? Så meld dig til et intensivt kursus i fremtidssans med Liselotte Lyngsø.

Link til fysisk kursus.

Link til online kursus.

Tilbage til Fremtiden #5: Hvad skal vi tro på?

I en verden af naturvidenskab synes der at være meget lidt plads til tro. Hvad kommer det til at have af betydning for fremtidens mennesker?

I sidste episode af podcastserien ‘Tilbage til fremtiden’ skal det handle om tro. Hvordan og hvorfor opstår tro og religion? Vært Nanna Winther, besøger Flemming Kaul, seniorforsker ved Nationalmuseet for at høre om, hvad oldtidsmenneskenes smykker og gravmonumenter kan fortælle os om deres sjæleliv. Senere taler hun med fremtidsforsker Liselotte Lyngsø fra Future Navigator om, hvordan troen kommer til at forme sig i en verden, hvor naturvidenskaben tager over.

Bliver troen skiftet ud med viden?

Tro er et ubegribeligt begreb. Hvorfor tror vi? Tror vi kun, når vi ikke ved? Engang troede vi på, at dyrene vi jagtede og grøntsagerne vi høstede, blev bragt til os af guderne. Men det var før naturvidenskaben beviste det modsatte. Helt fra gamle dage og op til nu, har vi brugt troen til at fylde et tomrum af uvidenhed ud. Vi bruger den også som et slags værn mod den bevidsthed vi har. For eksempel at vi alle skal dø en dag. Størstedelen af verdens befolkning har en religion. Men når nu vi ved så meget – om vores verden, Jorden, vores eksistens – hvorfor har folk så stadig brug for at tro?

 

Selvom vi har fået svar på rigtig mange ting, så ligger der stadig store, eksistentielle spørgsmål og lurer hos mange af os. Hvor kommer vi fra, hvad er meningen, hvad sker der med os, når vi dør? Tro er endnu ikke blevet ligegyldiggjort og erstattet af videnskaben. Mon den bliver det, hvis videnskaben på et tidspunkt kan give os svaret på alt?

 

“Folk, der tror, lever længere. Det er MEGA sundt at tro. Vi burde få det på recept fra lægen.”

-Liselotte Lyngsø.

 

En nyttefunktion eller et fokuspunkt?

Kynikere vil sige, at tro og religion blot er en nyttefunktion. Et redskab, der får folk til at reagere og leve på en belejlig måde. Måske er det det. Måske ligger der noget dybere i det. Det vil typisk være sådan, at vi ser og lægger mærke til de ting, vi har fokus på. Det er vores tankeværk og vores tro, der er med til at skabe det liv, vi lever. På den måde vil tro altid komme til at fylde meget, og fungere som en selvforstærkende effekt. Desuden er det nærmest umuligt at forholde sig til, hvad andre tror på, uden at forme sin egen mening.

Tro er ikke noget, der bare sådan forsvinder. Globaliseringen har bragt en masse forskellige religioner sammen og inspireret folk til at finde ud af, hvor de selv hører til. I vores hyperindividualiserede samfund har vi op til flere parforhold gennem livet. Hvor vi møder forskellige mennesker, vokser med og fra hinanden og finder ud af, hvad og hvem vi er til. Sådan bliver det også med religion. Vi skal ud og prøve noget forskelligt. Smage og lugte til forskellige trosretninger. Være spirituelle og udføre ritualer, indtil vi til sidst kan vælge den troskåbe, som siger os allermest.

 

Troen kan give os et sprog til at tale om tabuer

Der findes utallige religioner. Også nogen, som har ry for at være konservative og fastholde ældgamle traditioner. Men kigger man udover dem, er der stadigvæk noget helt særligt, smukt over det at tro. Troen har sit helt eget sprog i sin helt egen verden. En verden, hvor der kan tales om emner, der ellers er tabubelagte i hverdagen.

Lige nu blomstrer der en ny trend – et ældreoprør – som gør op med døden som et tabubelagt emne. De ældre vil bestemme, hvor og hvordan de skal dø. Hvor de skal begraves. Det skal være helt slut med, at døden skal være svært at tale om. Så ligesom at gravide går til fødselsforberedelse, så går de ældre til dødsforberedelse.

Der er en ny generation på vej, der vil forholde sig til døden på en ny måde, som vi aldrig har set – og tilladt – i vores samfund før. Teknologien vil kun hjælpe og fremme den tankegang. Hvad ville du sige til at blive omformet til et VR-spøgelse når du stiller træskoene? Så kan vi have filosofiske samtaler med dig om 500 år og spørge dig, hvad du oplevede og tænkte på.

Lever vi i en simulation lige nu?

Der findes også mennesker, der tror at verden er en simulation. Især mange gamers tror på, at vi alle er et produkt af et “over-jeg”, der sidder et sted og bruger os i deres eget virtuelle dukketeater. Tænk nu, hvis en af verdens største religioner bliver tech-religionen om 50 år? Vi kan jo allerede abonnere på buddhistiske apps, som flere gange om dagen minder os om, at vi skal dø. For man lever ikke livet rigtigt, før man er bevidst om, at man skal herfra!

 

Mon vi allesammen har brug for at tro? Er det overhovedet muligt ikke at tro på noget som helst? Tag med på rejsen med vært Nanna Winther, og fremtidsforsker Liselotte Lyngsø, som reflekterer over, hvordan fremtidens tro kommer til at se ud.

Hør femte afsnit af podcasten Tilbage til Fremtiden fra Heartbeats her. 

 

Kunne du lide podcasten? Så LYT OGSÅ til første afsnit af podcasten om køn.

Tilbage til Fremtiden #4: Penge er kun papir

Penge er et system, der kræver enorm tillid – og hvad sker der når tilliden brister?

Om lidt får vi et kontantløst samfund. Den chip, der sidder i vores dankort nu, skal snart sidde under huden på os eller kodes ind i vores fingeraftryk.

Gad vide, hvilken betydning det får, at penge ikke længere er fysiske? Hvad der sker, når tilliden til vores betalingsmidler smuldrer mellem fingrene på os? Det har vært, Nanna Winther, sat sig for at finde frem til i 4. afsnit af podcastserien ‘Tilbage til Fremtiden’. Og til det formål taler hun med fremtidsforsker Liselotte Lyngsø fra Future Navigator om fremtidens betalingsformer og valuta.

Lyt også til arkæolog, museumsinspektør og møntekspert Line Bjerg, som fortæller om de første mønter i verden. Hvordan værdien af en mønt sikres, og hvad der sker, når fysiske penge forsvinder fra vores samfund.

 

Det kontantløse samfund – slut med sorte penge

Det er ikke så mærkeligt, at vi bevæger os væk fra penge i sin fysiske form. Engang havde vi alle mulige slags penge i både guld, sølv, bronze og andre spændende metaller. Så droppede man 1 ørerne. Så 10 ørerne. 25 ørerne behøvede vi heller ikke. I dag har vi alle vores penge på et sølle plastikkort! Eller rettere sagt havde – for med Corona er mange af dem forsvundet!

Pengene er på vej ud af den fysiske verden. Det kommer til at løse nogen problemer, men det vil også rive op i tabuer, som vi ikke vidste fandtes.

Et problem, som digitale penge vil løse, er sorte penge, der ikke kan beskattes. Når penge digitaliseres, vil vi kunne holde øje med hver enkelt krone, og så vil det blive slut med sort arbejde og penge under bordet. Alle penge vil blive beskattede. Det potentiale er så småt begyndt at gå op for verdens magthavere. Putin har allerede regnet ud, at han vil kunne kræve 30% mere ind i skat, hvis han går den kontantløse vej. Kineserne bruger allerede ansigtsgenkendelse som betaling. I virkeligheden er idéen om kreditkortet en meget skandinavisk ting. Hvad er det mon for nogle tabuer, som holder os tilbage fra at følge den digitale pengestrøm?

Digitale penge indhenter os på den ene eller den anden måde. Næste år bliver der indført nye reguleringer, der gør det muligt for os at betale med kryptovaluta. Så bliver det slut med de fysiske mellemmænd. Vi skal ikke længere have tillid til mennesker, men til den teknologi, der skal til at have med vores penge at gøre.

 

Usynlige penge får os til at vende det blinde øje til

Betalingsmulighederne udvikler sig kontant, og de bliver både hurtigere og lettere. Dagene, hvor vi fumlede med pungen for at finde vores kreditkort, er ovre. I stedet har vi allerede aflagt ordre og betalt, før vi overhovedet er nået frem til caféen, supermarkedet eller tøjbutikken.

Det er nemt og praktisk – og hygiejnisk – at afskaffe kontanterne – med Corona har de virusbefængte mønter og sedler for alvor fået dødsstødet! Men var det alligevel dem, der fik os til at tøve i vores pengeforbrug engang? Det at kunne se pengene blive taget ud af vores hænder, fik os til at overveje, hvorvidt vi virkelig også havde brug for det, vi købte. Hvad gør det ved os, når betaling bliver så let som at blinke, og vi desuden ikke længere kan se pengene fysisk for os? En ting er de små impulskøb, vi gør os. Men hvad med de større ting? Skal vi nu også til at impuls-låne og impuls-investere?

Det er her, vi får brug for finansfolkene. De skal ikke længere håndtere pengene – det klarer teknologien. Vi bevæger os mod et samfund, hvor penge er uhåndgribelige, og derfor skal de skal sørge for, at børn og unge bliver uddannede i det digitale økonomiræs. For eksempel ved at introducere influencers, der i stedet for at råde os til hvilket tøj vi skal købe, inspirerer til, hvordan vi skal investere vores penge klogt.

 

En ny slags rigdom

Når nu vi finder helt nye måder at måle penges værdi på, skulle man så overveje, om vi også skulle finde en ny måde at måle rigdom på?

New Zealands statsminister har forslået, at vi stopper helt med at måle på BNP. I stedet skal vi til at måle på trivsel. Det bliver fuldkommen irrelevant, hvor tung eller let vores pung er. Vores succes vil blive målt på, hvor mange venner vi har, vores tilknytning til arbejdsmarkedet, hvor glade vi er, hvor aktive vi er! Penge kan ikke gøre os lykkelige når vi først har det basale dækket. Men det at et land har psykisk velvære kan til gengæld gøre os glade.

“Der er enormt mange interesser i at beholde det finansielle system som det er. Reguleringer og love gør det også utroligt svært at skabe en ny slags økonomi. Men digitaliseringen giver nogle helt nye måder at dele værdier på, som kunne være mere transparente. Det har et kæmpe potentiale.”

-Liselotte Lyngsø.

 

Hvad ville du synes om at lade en avatar bestemme over din økonomi? Er der overhovedet nogen, der skal håndtere økonomien i fremtiden, eller får vi en helt ny valuta, hvor penge spiller en anden rolle?

Hør 4. afsnit af podcasten ‘Tilbage til Fremtiden’ fra Heartbeats, med Nanna Winther og Liselotte Lyngsø.

Tilbage til Fremtiden #3: Klima og corona

Mennesket er ekstremt tilpasningsdygtigt når det er nødvendigt. Indtil for lidt siden havde vi stort set klima på dagordenen. Men så kom corona ad bagveje, og det fik os til at stoppe brat op. Og det er ikke første gang, at vi ser en så markant ændring. Også i vores oldtid ændrede omgivelserne sig ret dramatisk, hvor mennesket viste sig tilpasningsdygtigt. Ved at kigge ind i maveindholdet på det kendte moselig ‘Tollundmanden’ har Morten Fischer Mortensen fra National Museet et bud på, hvad det var for et samfund, vores danske forfædre levede i.

 

Hvordan løser vi den globale krise, som er kendetegnet ved fødevareforsyning, bæredygtighed men også sårbarhed overfor netop pandemier, hvis vores biodiversitet bliver for snæver? Og hvordan vil det ændre den måde, vi kommer til at indrette os på? Det taler vært Nanna Winther med fremtidsforsker Liselotte Lyngsø fra Future Navigator om i dette 3. afsnit af podcasten ‘Tilbage til Fremtiden’ fra Heartbeats. 

 

3 scenarier for fremtidens klima

Vi er ikke i tvivl længere. Selv dem på bagerste række ved, at det er os mennesker, der har rodet os ud i de problematikker, vi ser i klimaet. Klimaforandringerne buldrer derudaf på fuld skrue, og det er en alt-eller-intet allemandsopgave at få rodet os ud igen. Vi kommer til at stå overfor svære til- og fravalg og vi skal være mere omstillingsparate end vi nogensinde har været før.

Hvordan ender vi med at redde vores klima? På den unaturlige eller naturlige måde?

 

1. scenario: Unaturlig natur

Vi lever i en teknologisk tidsalder. Det, der karakteriserer den tidsperiode vi befinder os i lige nu, er den fantastiske teknologi, vi hele tiden spytter ud. Spørgsmålet er, om det kan blive til vores fordel i klimakampen?

 

Teknologien forventes at erstatte rigtig mange, ellers, naturlige processer. Vi kan for eksempel producere kød i laboratorier. Teknologien kan gøre os fuldkommen uafhængige af tid og sted og breddegrad. Med LED lys, solceller og tilførsel af næringsstoffer, kan vi lave vertical gardens, der kan høste hvad som helst, flere gange årligt og uden behov for jord. Vores CO2 aftryk kunne blive indfanget kemisk. Teknologien benyttes til at skabe vores helt egen unaturlige natur. På menneskets betingelser.

 

Kunstigt og godt? Hvis vi pludselig kan udlede al den CO2 vi har lyst til, fordi vi så let som ingenting kan lagre den, vil vi så gå fuldstændig amok i CO2 afledning?  Spørgsmålet er, om vi kan klare os med en kunstig livsførelse – meget tyder på det – for da vi gik fra hestevogne til biler, så gad vi jo ikke hestene længere… Dovenskab har gennem alle tider været en massiv drivkraft for vores livsførelse. Opvaskemaskinen og robotstøvsugeren har vi skabt, for at gøre livet mere behageligt for os selv. Er naturen ikke bare bøvlet og rodet?

 

2. scenario: Über-naturlig natur

Mennesker har en urforbindelse til naturen. Vi bliver glade af at være i ét med naturen og for nogen virker det helbredende. Mon der ikke også er nogen af bakterierne i naturen, som faktisk er gode for os?

 

I det andet scenarie for fremtidens klima skal ALT være bæredygtigt. Og her kommer teknologien i den grad også i spil. Vi skal nemlig til at bruge teknologien i kampen om at redde klimaet. Den har fuldstændig styr på, hvornår tingene skal vandes og hvor meget gødning der skal til før den siver ned i grundvandet.  Vores børn kommer til at lære at lave mad fra robotkokke, der har ubegrænsede mængder af opskrifter – og tålmodighed!

 

Med en megatrend kommer ALTID en mega modtrend. Når nu teknologien overtager alt praktisk arbejde, vil vi pludselig begynde at se det at få lov til at gøre tingene selv som en kæmpemæssig luksus. Fra jord til bord konceptet bliver max prestigefyldt fordi de færreste vil have tid til det.

 

 

3. scenario: stop op

Og så kom corona – det 3. Scenario som tvang os til at stoppe brat op, holde fri, lade være med at rejse og at nyde naturen fordi fitnesscentrene var lukket ned. Har vi overhovedet behov for den turbo produktion og mobilitet – eller for vi øjnene op for at globalisering, pendling og produktbulimi sagtens kan erstattes af lokalt nærvær og engagement?

 

Skal vi tilbage til naturen, skabe den på ny eller bare stoppe op? Hør det tredje afsnit af podcasten ‘Tilbage til Fremtiden’ med Nanna Winther og Liselotte Lyngsø lige her. 

 

LÆS OGSÅ: “Naturlig eller unaturlig natur?” Med Liselotte Lyngsø. 

Tilbage til Fremtiden #2: storbyer eller minisamfund?

Skal vi fortsat leve i storbyer, eller vil vi i fremtiden indrette os på helt nye måder, helt andre steder?

I dette afsnit af ‘Tilbage til fremtiden’ tager vært Nanna Winther på besøg hos Lasse Sørensen, som er forsker ved Nationalmuseet med speciale i neolitisering – den periode hvor vores forfædre gik fra at være jægere og samlere til at dyrke jorden.

Mennesket har i tusinder af år søgt anden menneskelig kontakt og haft et behov for at dele historier med hinanden. Derfor har familier samlet sig med andre familier og skabt større og større samfund, landsbyer, storbyer og megabyer. Men ifølge fremtidsforsker Liselotte Lyngsø, Future Navigator, kan det godt være, at byernes fremtid ikke nødvendigvis er større og vildere.

 

Fra storbyer til forpligtende fællesskaber

Hvordan kommer vores storbyer til at se ud i fremtiden? Vi kunne godt fremskrive den udvikling, vi allerede ser i dag. En enorm stigning i antallet af gigantbyer, hvor skyskraber efter skyskraber buldrer op. Men tænker vi lidt over hvilken generation, der skal leve i fremtidens storbyer, så ser det måske anderledes ud?

Store dele af den ungdom, der er på vej ind på boligmarkedet lige nu, er gamers. Det er et segment, der har skabt deres helt egne virtuelle samfund og fællesskaber gennem deres opvækst. De har venner fra hele verden, på kryds og tværs af både alder og køn. Godt nok er de vokset op hos en forældregeneration, der ikke har dyrket naboskabet og valgt deres egne naboer. Men det har gamerene været vant til at gøre virtuelt.

Vi har at gøre med en generation, der vil synes det fuldstændig latterligt at skulle bo med naboer, de ikke kender. Og de er ikke kun gamers. Det er også en generation, hvor størstedelen af dem har set deres forældre blive skilt – måske endda flere gange. De ved godt, at idéen om villa, Volvo og vovse ikke kan være plan A længere. De styrker sig i byer af forpligtende fællesskaber.

“Partneren kommer og går, men børnene består. Det er sindssygt vigtigt at have nogen fede rammer omkring børnene, som er mere robuste, end hvad man kan tilbyde som enkeltperson.” 

-Liselotte Lyngsø

 

Digitale nomader og selvforsynede samfund

Vi har altid strømmet til byerne, for det har altid været der, hvor arbejdspladserne har været. I dag behøver vi ikke en arbejdsplads for at være på arbejde – vores senge og sofaer er blevet til “kontorer”! Teknologien giver os mulighed for at arbejde som digitale nomader. Internettet bliver 100 gange bedre end det er i dag, så folk vil ovenikøbet kunne holde møder gennem hologrammer. Og hvis det fysiske møde alligevel bliver nødvendigt, så skal vores førerløse bil nok få os fra A til B uden at dyrebar tid går tabt.

LÆS OGSÅ: “Working together apart – will you be a time owner or a time slave?”

 

Bæredygtighed og selvforsynede byer vil blive eftertragtede. Når nu vi skal til at leve i de her minisamfund af forpligtende fællesskaber, så vil vi også være 100% uafhængige. Vi vil selv dyrke vores mad og kun få energi fra solceller og jordvarme. Så vores bosted skal give adgang til både alternative energiressourcer men også til viden og sparing.

“Vi kommer så meget længere på literen, når vi deler ressourcerne, i stedet for at købe de samme ting, parallelt.”

-Liselotte Lyngsø.

Det handler ikke kun om lige at kunne låne en græsslåmaskine. Vidensdeling bliver ekstremt vigtigt. Har man f.eks. både en læge, en advokat, en tømre, en revisor, en datanørd og en kok  i sit nabolag, så er man fuldstændig dækket ind – hvis man altså også selv har noget at byde på.

 

Bagsiden af medaljen

Hvad med alle de mennesker, der ikke bliver inviteret ind i fællesskaberne? I dag bor 40% alene – hvor kommer de til at høre til?

Vi skal til at være rigtig gode til at række ud og kommunikere med hinanden. Samtidigt udvikles der hele tiden ting, der sparer os for samtalen. Smarte højtalere genkender dine mønstrer på nul komma fem, og giver dig lige den info, du vil have. De kender dine behov bedre end du gør selv. Vi henter ikke længere hjælp ved at ringe ud. I stedet kommunikerer med chatbots, der løser vores problemer med perfektion og nøjagtighed. Vi står overfor en feedback krise, hvor teknologien fæstner os i vores egne mønstrer. Den eneste feedback vi får bliver online, gennem sociale medier eller gaming. Vi får ikke den feedback, vi har brug for. Den, der rummer følelser, empati og som tager tabuerne op.

LÆS OGSÅ: “Feedback krisen vil kradse!”

 

Et tabu, der kommer til at holde os tilbage er, at vi er helt vildt dårlige til at bede om hjælp. For at de her landsby-agtige samfund skal lykkes, skal vi kunne sænke paraderne og droppe fortidens idé om, at succes betød at have fuldstændig styr på det hele. Det skal være lige så fint at være den, der spørger om hjælp, som at være den, der giver den.

 

Skal vi til at passe mere på hinanden og leve sammen – og dele? Eller skal vi fortsætte feedbackkrisen og leve parallelt med hinanden i vores teknologiske bobler?

Hør hele episoden af 2. afsnit af podcasten “Tilbage til Fremtiden” med vært Nanna Winther, og fremtidsforsker Liselotte Lyngsø.

Tilbage til Fremtiden #1: Køn

Han, hun, hen…? Er det vigtigt at man definerer sit køn, eller må det være op til den enkelte, hvem og hvad man er?

Historien om kvinder, der kæmper for deres rettigheder, rækker langt tilbage og er stadig højaktuel i dag. Men hvor langt er vi egentlig nået i kampen om ligestilling – og kommer vi nogensinde i mål? Det tager vært Nanna Winther og fremtidsforsker Liselotte Lyngsø en snak om i dette første afsnit af podcasten “Tilbage til fremtiden”.

 

Er kvindernes undertrykkelse bare en myte?

I gamle dage var kvinder kun til for at føde børn og passe huset – mænd var “the real deal”. De var store og stærke, de skaffede føden og værnede om familien. Det er i hvert fald det, vi tolker fra historien. Men hvad nu, hvis kvindesynet i virkeligheden var helt anderledes i gamle dage, end vi tror?

Forfatter, arkæolog og museumsinspektør på Nationalmuseet, Jeanette Varberg, stiller spørgsmål til, om vi rent faktisk kan være helt sikre på den tolkning, vi har om fortidens kvindesyn. Hun tager et kig tilbage på nogen af de allermest primitive samfund, vi har haft. Den gang, hvor man sloges med svær og skjold. Plyndrede og voldtog. Din magt blev defineret af, hvor stor og stærk du var – kvinder kunne umuligt have haft nogen som helst betydning! Eller hvad?

Det viser sig, at man faktisk er stødt på flere gravsteder tilhørende kvindelige krigshelte. I starten af 1900-tallet blev en kvinde fundet med et fiskespyd ved sin side. De mandlige arkæologer troede automatisk, at de havde fundet en mand, indtil det blev bevist at hun havde født op mod ni børn! Og selv der, var de stadig ikke overbeviste om, at kvinden selv havde været kriger. Det måtte jo bare betyde, at hun havde været gift med en kriger, og var blevet begravet med hans spyd.

Hvordan kan det være, at vi så gerne vil fortolke fortiden til mændenes fordel og til kvindernes tab? Måske mangler vi en ny fortælling, der tager højde for, hvor mange forskellige kønsrollemønstrer, der har været i fortiden. Vi må indse, at køn til alle tider har været til forhandling! Det er os selv, der definerer hvem vi er.

 

“Køn” – et begreb til evig forhandling

Liselotte Lyngsø er medstifter af virksomheden Future Navigator og har været fremtidsforsker i 20 år. Da hun begyndte sin karriere, var hun overbevist om, at kønsdebatten ville være endt for længe siden. Det blev hun dog stærkt modbevist i. Der er langt fra styr på, hvad køn er og ikke er, og nogen steder er vi nærmest trådt et skridt tilbage. Kommer vi nogensinde hen et sted, hvor diskussionen om køn er outdated?

Det tyder i hvert fald på, at en lang række samfundsmæssige strukturer skal ændres, før vi kan komme videre. For eksempel har flere undersøgelser vist os, hvilke konsekvenser det har, at et fag bliver feminiseret. I sundhedsvæsenet har det, at der har været et stigende antal kvindelige læger, forøget mobiliteten. Langt færre kvindelige læger er ikke interesserede i at flytte til udkants Danmark, lige meget hvor stor en stilling der venter dem der. De vil langt hellere blive der, hvor deres børn går i skole og hvor tingene spiller bedst for familien. Nogen vil også argumentere for, at lønninger og status også er nedadgående, så snart der kommer flere kvinder end mænd i et fag. Det er en kæmpemæssig stopklods i ligestillings- og kønsdebatten, at feminiseringen af forskellige fag skal have negative konsekvenser – både for mænd og kvinder.

Det kan godt betale sig at investerer i ligestilling. Aktiveringen af kvinder på arbejdsmarkedet vil skabe enorm social vækst i vores samfund, og det kan også betale sig økonomisk på længere sigt. Men burde man ikke også investere i kvinder af den simple årsag, at de er mennesker?

“Hvorfor skal kvinder kun være noget værd, hvis det kan give X antal kroner på en eller anden bundlinje? Det handler ikke kun om kønsroller, men også om diversitet.”

-Liselotte Lyngsø.

 

Kvindernes opblomstring er mændenes revolution

Selvom vi endnu ikke kan prale med at have et 100% ligestillet samfund, så har kønsdebatten stadigvæk sat en revolution i gang hos kvinderne og deres selvopfattelse. I Japan er den helt store trend, at kvinderne gifter sig med sig selv. Det gør de som et symbol for deres egen frisættelse fra en ellers meget gammeldags samfundsstruktur. Kvindernes selvværd er i opblomstring i mange steder af verden. Vi lever i en tid, hvor de stort set kan erklære sig fuldstændig uafhængige af mænd – de behøver dem nærmest ikke engang til at lave børn med længere!

At kvinderne er blevet så frigjorte fra mænd, skaber naturligvis en modreaktion. Mændene står overfor deres egen kønsrevolution, hvor de skal kæmpe for retten til at være en anden slags mand, end man har set før. Allerede nu, har de svært ved at få lov til at være fædre. På jobbet kæmper de med at blive opfattet som uambitiøse, fordi de gerne vil have barsel. Derhjemme kæmper de med konen, som har været vant til at have hele barslen før.

Mænd, kom ind i kampen!

Hvor ligestilling før er blevet set på som værende kvindernes kamp, går vi mod en tid, hvor den også bliver mændenes. Der vil blot komme andre ting i fokus. For eksempel har vi et skolesystem, som er indrettet af og til piger, og hvor drengene har det svært. Og så vil udviklinger som p-piller til mænd, revolutionere deres rettigheder når det kommer til børn.

 

 

Hvordan vil køn udvikle sig i fremtiden? Får vi nogensinde knækket koden for lige forhold, hvad end man er mand eller kvinde? Hvis det skal lykkes, så skal vi i hvert fald igennem en ombrydning med kønnene. Det kan du høre meget med om, i podcasten med Nanna Winther og Liselotte Lyngsø her.

 

Vil du høre mere om, hvilken rolle kvinderne kommer til at spille i fremtiden? Så se denne videoblog med Liselotte Lyngsø og Kirsten Stendevad om fremtidens lederskab.

Lad os hylde kunsten i at kunne være single

I dag bor 40% alene, men den statistik kan i hvert fald ikke ses på vores single kultur! For på trods af, at vi alle sammen kommer til at have perioder i vores liv, hvor vi er singler. Så er det at være single stadigvæk tabubelagt på mange områder.

I radioprogrammet “Du er ikke alene” med Britt Berglund, taler fremtidsforsker Liselotte Lyngsø om fremtidens singleliv. Psykolog Thomas Markersen, er også med til at diskutere emnet, og til at finde svar på, hvordan vi mon bliver mere accepterende overfor tilværelsen som single. Hvad skal der til? Er det fordi, vi helst skal have 100% styr på vores eget liv, før vi vil have en kæreste? Eller er det at være sårbar, fortvivlet, ensom i virkeligheden det, der presser os til at forene os med andre?

Vores samfund rummer alle! Eller gør det?

Hvordan kan det være, at det for nogen, er tabubelagt at være single? Hvorfor skal vi absolut have fundet “vores bedre halvdel” før vi kan kalde os selv komplette. Før vi kan blive en del af den gruppe i samfundet, der er socialt acceperet – nemlig gruppen af par!

“Samfundet halter bagved. Det har stadig en kernefamilie-model med 2 voksne og 2 børn. Men ser vi på virkeligheden, så er det er patchwork tæppe af rigtig mange forskellige måder at indrette sig på.”

-Liselotte Lyngsø

 

Når det kommer til vores civilstatus, kan man vist roligt sige, at vi i 2020 har bevæget os langt væk fra 1950’ernes tendenser. Dengang fandtes en kultur, hvor kvinder kun havde ét formål med at klæde sig fint på og tage ud. Nemlig at finde en mandlig forsørger. Og hvor størstedelen af samfundet generelt var i par – for det var det der skulle til, hvis man ville have tingene til at løbe rundt. Ingen p-piller og ingen abort.

Sådan er det heldigvis ikke længere. I dag er rigtig mange mennesker singler, og det bliver der ikke kigget skævt på. Eller hvad? For rigtig mange af de servicer, der burde være allemandseje i vores samfund, virker alligevel til at være designet mest til par. Går du for eksempel ind på en café alene, vil det allerede være forudbestemt for dig, hvor du skal sidde. Caféen er nemlig indrettet således, at der er fyldt op med borde til to. Og singlerne må også gerne sidde ved bordene, men det ville være mere bekvemt, hvis de satte sig oppe i vinduet, hvor de kan sidde på display ud mod verden – og selvfølgelig med ryggen til alle parrene, der sidder bagved.

 

Vi er ikke ensomme nok

Mennesker har brug for mennesker. Vi er flokdyr og vi har brug for få vores sociale kompetencer stimuleret ved at være sammen med andre. Derfor er det heller ikke mærkeligt, at så mange af os længes efter at få en kæreste og en at gå igennem livet med. Men hvordan kan det så være, at så mange alligevel er singler?

Ifølge psykolog Thomas Markersen, findes der bland andet to mulige grunde. Den ene finder vi hos kvinderne, som på en måde har overtaget en maskulin, gammeldags måde at tænke på parforhold på. I gamle dage skulle manden nemlig have opnået visse goder, før de kunne tage en kone. På en måde kan man sige, at nogen kvinder tænker lidt på samme måde i dag. De skal både have succes på jobbet, være på toppen af deres udseende og have styr på dit og dat, før de føler sig “værd” nok til at stille sig til rådighed på datingmarkedet. Og i takt med, at de har så høje forventninger til dem selv, så stiger deres forventninger også til, hvor fantastiske andre skal være.

Den anden grund til den store mængde singler er, at vores relationsmønstrer har ændret sig. Engang havde en stor del af vores sociale færden noget at gøre med vores familie. Vi var vores families eje indtil vi giftede os og stiftede vores egen. Og derfor var det også meget vigtigt at finde en partner. I dag ser vi anderledes på det. Vi vægter stadigvæk familien højt, men ser ikke nær så traditionelt på den. Mange af os har venner, som vi kalder for vores familie og behandler ligeledes. Vi finder ikke længere kun den helt nære relation i vores kærlighedsforhold, men også i vores generelle omgangskreds, og derfor længes vi ikke efter den på samme måde.

 

Vi skal hylde singlerne

Det er faktisk mærkeligt, at det er tabubelagt at være single i dag. For ser man på, hvilken gruppe singlerne udgør så er det jo dem, der går mest ud, bruger byen og er aktive. I virkeligheden er de guf for markedskræfterne. Så hvornår begynder samfundet og virksomheder at få øjnene op for, at vi er mange, der lever alene, og som ovenikøbet også er ressourcestærke?

I andre lande er det så småt begyndt at gå op for folk, at der findes et stort marked hos singlerne. Rejsebureauerne designer ferier til solorejsende, som undgår al form for singlediskrimination. Der laves også flere og flere events, der siger “du er velkommen – også alene!”

Singleparade?

I stedet for at have så travlt med at parrer folk op med hinanden, så burde vi altså også hylde dem, der lykkes med at være alene i store perioder af deres liv. Vi lever i en tid, hvor vi nærmest aldrig kan være i fred. Vores telefoner gør, at vi altid har vores sociale liv og arbejde lige ved hånden, og der er ingen grænser for, hvor meget vi kan nå eller hvor mange mennesker vi kan nå at se på en dag. Derfor vælger nogen også singlelivet for simpelthen at skabe et rum i deres liv, der kun er til dem selv. Den tid, de er alene, bliver nærmest et ritual for dem, hvor de trækker stikket og mærker dem selv.

 

Hvordan kan vi få vores samfund til at acceptere singlerne? Med gay parade har homoseksualitet fået en langt større plads på dagsordenen, end den havde engang. Skal vi mon også have en single parade?

Lyt til episoden af podcasten “Du er ikke alene” med fremtidsforsker Liselotte Lyngsø og psykolog Thomas Markersen, og lær meget mere om, hvordan fremtidens singleliv kommer til at se ud.

Drop pensionen – tag en pause!

Hvad siger du til at droppe pensionen?

“Fra pension til pauser”. Det er et begreb, vi bør vænne os til at høre i fremtiden.

Fremfor at knokle derudaf indtil vi når pensionen, vil vi tage pauser undervejs, hvor vi træner nye færdigheder, reorienterer os og f.eks. prioriterer børn. Det bliver en naturlig reaktion på et hastigt foranderligt arbejdsmarked. Og på at one size ikke passer til alle. Vi får en generation, der selv vil tage ansvaret for at sammensætte kombinationen af uddannelser, opgaver, pauser og jobs, der får forløst deres potentiale. De går fra at få et job til at skulle skabe det. Og de nærer ingen illusioner om, at der står og venter en folkepension til dem, når de bliver gamle.

I en podcast med Nykredit, taler fremtidsforsker Liselotte Lyngsø om tendenserne i fremtidens arbejdsliv.

Indenfor fremtidsforskning er vores pensionssystem fuldstændig oldnordisk

Vi hører det igen og igen. Grænsen mellem arbejdsliv og privatliv bliver mere og mere utydelig, og flere og flere af os tager ofte arbejdet med hjem. Det vil sige, at vi arbejder mere, og vi har svært ved at give os selv fri. Heldigvis har vi en pensionsordning i Danmark. Med den ved vi, at vi ikke bare skal arbejde indtil vi dør. At vi, når vi når en vis alder, med god samvittighed kan skifte arbejdsskoene ud med sutskoene og holde vores fortjente, livsopsparede pension. Men selvom vi ved, at vi har pensionen at se frem til. Og at den i princippet burde motivere os til at arbejde, så er det ikke det, der sker. Antallet af folk, der får stress og andre arbejdsskader er stigende, og rigtig mange mennesker vil gerne på pension før tid. Men gad vide om pensionen overhovedet kommer til at eksistere i fremtiden?

Kigger vi på de nyeste generationer ser vi, at rammerne for alt traditionsbundet har ændret sig markant. De vælger selv, hvem deres familie og venner skal bestå af, hvad de skal uddanne sig som, og hvor de skal bo. Mon de virkelig kommer til at acceptere, at nogen fortæller dem, hvornår de må holde fri?

“De nye generationer har ikke lyst til, at regeringen skal sætte en “slutdato” for, hvornår de skal stoppe deres arbejdsliv.”

-Liselotte Lyngsø.

 

Hellere leve med lidt end at leve uden mening

FIRE movement (Financial Independence, Retire Early), er et klart eksempel på en af de store tendenser, vi kommer til at se indenfor fremtidens arbejdsliv. Bevægelsen søger en tilværelse, hvor de undgår forbrugerbølgen og sparer så meget de kan. Deres mål er at blive økonomisk uafhængige, så de kan finde mening i livet andre steder end på arbejdsmarkedet.

Man skulle tro, at det der med at leve et helt vildt meningsfyldt liv, hvor arbejdets økonomiske fordele ikke er i centrum hele tiden, ville være attraktivt for rigtig mange, ikke? Det sjove er, at når det kommer til stykket, så bliver folk meget hurtigt trætte af at have fri. Så selvom de har trukket stikket og svoret på det simple liv, så hopper de alligevel tilbage til arbejdet. Så hvad er det egentlig for et arbejdsliv, vi gerne vil have?

 

Begrebet “pension til pauser” dækker over en tilværelse, hvor man hverken arbejder for at kunne holde fri, eller holder fri hele tiden. Det handler om at kunne stoppe op undervejs i arbejdslivet, holde en pause og blive opladt. At man giver sig selv tid til at reflektere over, om man stadig laver det, der giver mest meningen for en, eller om man skal videre i livet og lave noget andet. I fremtiden kan vi ikke kan regne med, at vores uddannelse holder hele livet. Og vi skal heller ikke kun have én uddannelse, men nærmere aflære og genlære hele tiden, gennem livet.

Vi skal kigge mod pensionsbranchen

En af de aktører, der rent faktisk kan få noget til at ske indenfor arbejdsmarkedet, er pensionsbranchen. De skal ruste folk til at investere i dem selv, og forsikre dem om, at de har noget at komme tilbage til. Og så skal de agere sparringspartnere i forhold til, hvad vi overhovedet skal bruge pauserne på. For hvad ville du gøre, hvis du fik et år til at gøre lige hvad du havde lyst til?

Som det allerede er blevet nævnt, så kommer den livslange uddannelse til at spille en kæmpe rolle i pauserne. Det er vigtigt, at vi har lov og tid til at lære noget nyt, hvis vi ikke længere finder mening med det, vi laver i forvejen. Det kan også være, at vi gerne vil bygge videre på den viden, vi allerede har. Men pauserne kommer ikke nødvendigvis kun til at have uddannelsen til formål. Pausen skal ses som en investering i sig selv. Så hvis man har dårlig ryg, så investerer man i sig selv ved at træne sig stærkere, så man kan vende mere robust og arbejdsdygtig tilbage.

Vores samfund bliver mere og mere digitaliseret, og rigtig mange arbejdsopgaver bliver overtaget af maskiner. Derfor skal mennesker til at være ekstra gode til at være mennesker, for at få succes på arbejdsmarkedet. Men det kræver, at tager tid til at investere i os selv. Og at fremtidens arbejdspladser ser vigtigheden i, at investere i deres medarbejdere. Vi skal nå til et sted, hvor vi får det bedste frem i mennesker. Hvor alle ikke bliver behandlet som maskiner, men set på som individer med forskellige styrker og svagheder.

 

Hør meget mere om begrebet “pension til pauser” og om, hvordan det kommer til at påvirke fremtidens samfund, i denne podcast med Liselotte Lyngsø.

 

LÆS OGSÅ:

“Vi vil hellere have pauser end pension”, med Liselotte Lyngsø.