I lang tid har vi set en udvikling, hvor fokus på nærvær er blevet mindre og mindre. Vi går allesammen går rundt i hver vores boble. En boble, der symboliseres ved de høretelefoner, vi har på når vi er ude og gå. Eller den smartphone, vi søger ned i når vi tager offentlig transport.

»Vi er gået fra en kultur baseret på nærvær til andetstedsværelse. Opfindelsen af smarttech har kastet os alle ud i en kollektiv feedbackkrise.«

-Liselotte Lyngsø 

Nu står vi midt i en krise, der tvinger os væk fra hinanden. Når vi endelig bevæger os ud fra hjemmeisolationen, så holder vi 2 meters afstand og vender os væk fra en hver form for smittefare og nærkontakt. Før virkede det uhøfligt at have hovedet begravet ned i mobilen, uden at se sig for. Nu er du en helt, hvis du holder dig for dig selv. Den boble, vi befandt os i før, er kun blevet forstærket af corona-krisen.

Coronavirus sætter turbo på feedback-krisen

En af grundene til, at vi i lang tid har bevæget os længere og længere væk fra hinanden, er teknologien. Den har gjort mange af de processer, der før krævede fysisk nærvær, virtuelle. For eksempel ser vi, at især arbejdsrelaterede møder, i høj grad bliver afviklet online i stedet for fysisk. Det er fantastisk, at vi er eksponerede overfor de teknologiske muligheder, som vi ser i dag. Især i den tid vi får igennem lige nu, hvor det fysiske fremmøde er umuligt – og også ulovligt til en vis grad. Men den vænner os også mere og mere til en tilværelse, hvor fysiske relationer bliver mere og mere fremmedgjorte.

Teknologien har også givet os smarte robothøjtalere som Siri og Alexa, der kan afkode, hvad vi trænger til. De kan også fungere som en “nem” kilde til samtale, fordi de giver os ret og kender til vores behov. Til gengæld kan de ikke afkode vores skjulte sider og frustrationer. De giver os heller ikke den feedback, vi skal bruge for at udvikle og forbedre os selv.

Corona-krisen sætter turbo på feedback-krisen. Den eneste feedback vi modtager for tiden, er den, vi læser på de sociale medier. Eller når vi bliver skældt ud nede i supermarkedet, fordi vi glemte at spritte af eller tage handsker på.

Vi bliver så dårlige til nærvær at vi skal begynde at gå til det

Om lidt bliver nærvær noget, vi aktivt skal vælge at have i vores liv. Med teknologien og kriser som den, coronaen har skabt, bliver vi mere og mere vant til en hverdag uden nærvær. Folk, der arbejder på kontorer, som ikke bliver udsat for meget fysisk bevægelse i hverdagen, skal aktivt vælge at dyrke motion ved at løbe en tur eller tage i fitness. Sådan bliver det også, når vi gradvist bliver dårligere til at være tæt på hinanden. Så må vi opfinde redskaber, der kan træne og holde vores nærværsmuskel ved lige.

Her kommer brætspillene til at gøre en stor forskel. Dem kan man nemlig ikke spille alene eller med sin chatbot. Om end de går ud på at spille sammen eller mod hinanden, så fungerer de som et samlingspunkt.

Liselotte Lyngsøs eget spil Typisk!, er udviklet netop til at træne vores empatiske muskel. Det handler om personlighedstyper, hvor man både opdager, hvilken type man selv er, og samtidig skal forlade sin egen personlighedstype for at træne at se verden gennem andres øjne. Deltagerne i spillet kan kun vinde, hvis de sidder sammen, taler sammen og samarbejder.

Mon vi skal til at gå til nærvær, på samme måde som vi har gået til fitness? I så fald, kommer du så til at skrive dig op til holdet? Læs mere om tendensen til at bruge brætspil som kilden til nærvær i denne artikel fra Berlingske med Liselotte Lyngsø.

Original artikel skrevet af: Sine Gerstenberg. 

LÆS OGSÅ: “Spil Typisk! og træn dig til kærlighed” med Liselotte Lyngsø.