Posts

Hvordan ser en post-corona hverdag ud?

I disse corona tider er vi vist alle efterhånden blevet bevidste om, at vores vante hverdag og måden, vi levede på før, ikke kan opretholdes længere. Sådan er det, når noget så uhåndgribeligt og ukontrollerbart som en virus, pludselig spreder sig. Så må vi vende op og ned på alt det, vi før kaldte normalt. Omstrukturere vores samfund og gentænke rutinerne. Lige nu skaber vi det, vi i fremtiden kommer til at kalde normalen. Og selvom forandring sjældent er nogens kop te, så er det ikke nødvendigvis en dårlig ting, at vi får rusket lidt op i vanerne.

Fremtidsforskere Daria Krivonos og Liselotte Lyngsø giver i denne artikel fra TV2 deres bud på, hvad corona-epidemien kommer til at betyde for fremtidens hverdag.

Med corona er vi blevet tvunget til at udforske vores teknologiske muligheder

Når vi snakker om fremtiden, så er det ofte i vendinger som “det kommer til at ske” og “lige om lidt er alt helt anderledes!”. Det har vi længe gjort med den teknologi, der gør, at vi kan mødes virtuelt. I lang tid har vi diskuteret fordelene ved både fjernundervisning og det virtuelle mødelokale, men først nu, i corona-krisen, er vi begyndt at få det til at ske. Nu udvikler uddannelsesområdet sig med en hastig fart. Hvor mon vi ender henne?

Når vi først har set og mærket, at forandring fryder, så går vi sjældent tilbage til måden, vi gjorde ting på før. Vi må antage, at krisen på et tidspunkt kommer til at slutte, og så vil de positive erfaringer fra perioden leve videre.

 

“Man skal typisk bruge seks uger på at ændre adfærd, og det vel at mærke for ting, man ikke har lyst til at ændre på. Når man ser det gode ved ændringerne, tager det ikke så lang tid.”

-Liselotte Lyngsø. 

 

Selvdesignede arbejdstider

De virtuelle møder boomer derudaf og vi hjemmearbejder på livet løs. Det har vist sig at være fuldkommen uproblematisk at lade folk være ejere over deres egne arbejdstider. Nogen sover længe og arbejder sent ud på aftenen. Andre kombinerer arbejdet med morgenmad på sengen. Og kontorene? Ja, de savner ikke deres ejermand mere end de allerede gjorde før. Der stod de nemlig alligevel tomme om aftenen og i weekenderne.

Vi kan betragte den her corona lock-down som et eksperiment. Eksperimentet gik ud på at finde ud af, hvorvidt vi virkelig behøvede af et 9-17 skema og et kontor. Og konklusionen er – for rigtig mange af os – at nej, det gjorde vi ikke. Det skaber tværtimod kæmpe fordele for vores arbejdspladser. De vil ikke længere behøve at bruge ressourcer på plads, der ikke bliver udfyldt. Forskudte og fleksible arbejdstider lever videre efter epidemien. Og det giver arbejdspladserne mulighed for at skabe det bedst mulige arbejdsliv for deres ansatte.

 

Et kropsforskrækket, kontantløst samfund

Hvis der er én positiv ting, vi har lært efter coronavirussen så er det at være opmærksom på vores egen hygiejne. Der er opstået en fælles bevidsthed om, hvordan bakterier og virus spreder sig, og hvordan man undgår smitte. Det får os automatisk til at holde to meters afstand, når vi passerer hinanden på gaden, og flere af os er allerede nede på tredje hudlag efter al den håndvask.

Samfundet bliver forhåbentlig snart åbnet igen. Mon vi bare kan gå tilbage til knus og kram og “vil du smage min is?” igen? Kan den kropsforskrækkelse, krisen har påført os, udviskes?

 

“Nærkontakt bliver en luksus, storrummet erstattes af distancearbejde, og når vi endelig mødes, skal gruppen aldrig være større, end den kan dele to pizzaer, så vi kan få fuld gavn og feedback af hinanden.”

-Liselotte Lyngsø. 

Det er ikke kun nærkontakt, vi får problemer med at finde efter krisen. Kontanternes udfasning er i den grad også blevet sat på turbo. Mange butikker nægter at tage imod betaling, hvis det ikke er med kreditkort. De bakteriebefængte kontanter har ingen plads i et coronaramt samfund. Mon de kommer til at have det i post-corona tidsalderen?

 

Læs hele artiklen med Daria Krivonos og Liselotte Lyngsø og reflekter over, hvordan du tror vores samfund kommer til at se ud på den anden side.

 

LÆS OGSÅ: 10 bud på hvordan Corona-krisen vil skærpe din fremtidssans, med Liselotte Lyngsø.

Hvad står vi tilbage med efter Corona?

Vi står midt i en tid, der tvinger os allesammen til at kigge udover vores egen næsetip og stå sammen. Det er nu, vi skal vise omstillingsparathed, medmenneskelighed og næstekærlighed. Corona-krisen kommer til at have kæmpemæssige konsekvenser – personligt, økonomisk og samfundsmæssigt. Mange af dem vil være negative, det ved vi. Men hvordan kan det her komme til at få en positiv indflydelse på os? Hvad har vi vundet, når vi kommer ud på den anden side? Det har Villabyerne spurgt Karen Stevnsbak, Grøn Guide i Gentofte, Peter Birch, provst i Gentofte, Signe Wenneberg, forfatter og foredragsholder i Hellerup og Liselotte Lyngsø, Future Navigator om.

Vores forbundenhed med naturen bliver genskabt

Den mest optimale måde, vi allesammen kan forholde os på lige nu er at blive hjemme. Hele dagen. Det er bare ikke altid så let, hvis man har tre skrigende unger, der er vandt til at brænde al deres krudt af i skolegården. Eller hvis man ikke har en have, man kan sætte sig ud og nyde solen i. I denne tid er der derfor mange, der bruger naturen som et pusterum fra deres selvdesignede karantænebobler. Går vi en tur i skoven eller på stranden, vil vi se mange flere mennesker, end vi gjorde før. I hvert fald på den her årstid. Og næsten FOR mange mennesker. Selvom vi går igennem en svær tid lige nu, så vil mange af os nok også huske 2020 får det år, hvor vi rent faktisk så foråret folde sig ud.

Karen Stevnsbak er biolog og naturvejleder og håber netop på, at krisen vil åbne vores øjne op for, hvor dejlig naturen er og hvor meget glæde den kan give. Så vi, på den anden side af Corona-tiden, ikke kun suser tilbage på caféerne i indre by, men også husker at nyde den natur, vi har.

 

”Vi bliver mere afslappede og glade, når vi er i naturen. Og vores børn kan bevæge sig mere og bruge deres høje stemmer, uden det gør noget.”

-Karen Stevnsbak.

 

Det er tid til at tage kontrollen

Hvad skal vi gøre med al den tid, vi lige pludselig har fået foræret? Ironisk nok er mange af os mere stressede nu, end vi er i vores vante hverdag. Vi stresser over alt det, vi burde få gjort, nu hvor vi har tiden. Vi føler, at vi mister kontrollen over vores eget liv. Og det gør vi måske også, hvis vi bare lader os drukne i Netflix, lægger os fladt ned og venter på at blive lukket ud igen. Men sådan behøver det ikke at være. Det er netop nu, vi skal tage kontrollen. Sætte serien på pause og begynde at spille hovedrollen i vores egne liv.

En måde, vi kan tage kontrollen på, er ved at udnytte vores hjem. Nu hvor vi absolut skal blive inde, så bliver vi hurtigere rastløse. Især, når vi render rundt i det hjem, vi altid har boet i og som altid har set ud som det gør. Desuden fungerer vores bolig ikke kun som vores hjem længere. Nu skal det også være vores kontor, vores fitnesscenter og vores restaurant.

 

”Vi får multifunktionelle hjem lige nu, og vi bygger huler på livet løs derhjemme: Så er stuen et mødelokale. Så er det yoga retreat-sted. Så er det workshop for børn, der skal lave kreative malerier.”

-Liselotte Lyngsø.

 

Vi vil se en revurdering af det fysiske fremmøde

Corona-krisen har i den grad sat mange af os på prøve, når det kommer til teknologi. Lærerne underviser online og SFO’ernes aktiviteter forgår i en live stream. Der er aldrig blevet holdt så mange Skypemøder, som der bliver gjort i denne tid. Det åbner op for en helt ny og løsningsorienteret tilgang på arbejdsmarkedet. En tilgang, hvor man revurderer, hvor vigtigt det fysiske fremmøde egentlig er.

 

“Måske vi indser, at vi ikke behøver lange og hyppige møder? Det væsentlige ligger i at få løst det, vi skal sammen, og lige nu lærer vi hinanden at kende som nogen, der gerne vil få tingene til at hænge sammen også for andre end os selv.”

-Provst Peter Birch.

 

Vores rytmer er vendt på vrangen. Der er mindre run på, mindre stress. Det giver os ro til at tænke over tingene og finde ud af, hvad der faktisk betyder noget. Lige nu bliver vi allesammen mindet om, hvor meget det betyder at kunne kramme og have hud-til-hud kontakt med hinanden. Selvom vi, for tiden, nøjes med FaceTime opkald og virtuelle fredagsbarer, så bliver vi mere og mere hudsultne! Empatien spiller en kæmpe rolle. Vi hjælper hinanden, spørger ind til, hvordan hinanden har det, køber ind og laver mad til hinanden. Det er ikke kun eksperterne og eliten, der kan bidrage med noget. Det er os alle sammen.

 

Slut med ligegyldige flyture og billigt bras

Corona-krisen er et paradigmeskifte, der vil forandre os for altid. Noget, der allerede har forandret sig, er vores forbrug. Vi er gået fra at shoppe fra de store kædebutikker til at støtte vores lokale forretninger. Og det, at vi ikke har mulighed for at flyve ud af landet, har inspireret mange til at udforske mere indenrigs.

 

”Jeg håber inderligt, at der ikke kommer så mange fly på vingerne igen. At der ikke kommer så meget forbrug af alt muligt billigt bras”

-Signe Wenneberg.

 

 

Hvad tror du, der kommer til at ændre sig i vores samfund, på den anden side af krisen? Hvordan kan vi udnytte situationen på den bedst mulige måde? Læs hele artiklen i Villabyernes Corona-refleksionstema lige her.