Fremtidens landsby

Fremtidens landsby

Er du en af dem, som har et brændende ønske om at bo på landet, men som bor i storbyen fordi det er tættere på arbejde, mere praktisk og meget nemmere? Så glæd dig til fremtidens landsby, som måske vil lade din drøm gå i opfyldelse, helt uden bøvl og besvær.

Er du gamer, så er du vandt til at bygge dit eget virtuelle samfund. Har du disciplinen til at arbejde hjemme, så kan du lige så godt bo på landet med de andre digitale nomader, som i storbyen. Bliver biler førerløse, så bliver det nemmere end nogensinde før, at bo langt væk fra centrum med børn. Og så har du måske en drøm om at være selvforsynende? Ifølge fremtidsforsker Liselotte Lyngsø, skal vi til at ændre vores forestilling om, at vokseværk er noget, storbyerne har patent på. I stedet skal vi komme ensomhedstrenden til livs selv ved at skabe landsbyer der kan få os længere på literen.

 

Fra luksus til nærvær

Vi prioriterer ikke længere ejerskab af den dyre bil eller lejlighed, men vil langt hellere have adgang til forpligtende fællesskaber og nærvær med naboer, som vi selv har valgt. Fremfor at flytte alene bliver forhindringerne for at flytte i flok gradvist fjerne så vi kan bo, arbejde og holde os sunde sammen med dem vi holder af.
Rasmus Johnsen tog i 2006 skridtet, og rykkede hele sin familie fra storbyen til Klitmøller, og den lille by på kanten af Vesterhavet er et af de områder, som har undergået en stor forandring på grund af øget tilflytning. Der er nemlig efterhånden mange danskere, som søger at bo et sted, hvor de kan slappe af og koble af, hvilket kan være svært at give sig selv lov til, når man bor i storbyen.
Liselotte opfordrer kommunerne til at droppe den nuværende forestilling om, hvad der skal til for at skabe vækst i landdistrikterne og begynde at tænke i fællesskab fremfor individ:
“Forestillingen om, at man skal gøre sig attraktiv for den enkelte børnefamilie er helt forfejlet, man skal tænke meget større og være sig bevidst om, at man henvender sig til en kritisk masse. Vi flytter ikke kun for at få et billigt hus, men også for at leve et sted, der passer til vores værdier.”

Læs hvad Liselotte Lyngsø mener, at fremtidens landsby kommer til at byde på, og samtidigt hvad kritikpunkterne kommer til at være, i artiklen fra Aoh.dk her.

 

Læs desuden artiklen Det tager en landsby at opdrage et barn,  med Liselotte Lyngsø.