Posts

Tilbage til Fremtiden #4: Penge er kun papir

Penge er et system, der kræver enorm tillid – og hvad sker der når tilliden brister?

Om lidt får vi et kontantløst samfund. Den chip, der sidder i vores dankort nu, skal snart sidde under huden på os eller kodes ind i vores fingeraftryk.

Gad vide, hvilken betydning det får, at penge ikke længere er fysiske? Hvad der sker, når tilliden til vores betalingsmidler smuldrer mellem fingrene på os? Det har vært, Nanna Winther, sat sig for at finde frem til i 4. afsnit af podcastserien ‘Tilbage til Fremtiden’. Og til det formål taler hun med fremtidsforsker Liselotte Lyngsø fra Future Navigator om fremtidens betalingsformer og valuta.

Lyt også til arkæolog, museumsinspektør og møntekspert Line Bjerg, som fortæller om de første mønter i verden. Hvordan værdien af en mønt sikres, og hvad der sker, når fysiske penge forsvinder fra vores samfund.

 

Det kontantløse samfund – slut med sorte penge

Det er ikke så mærkeligt, at vi bevæger os væk fra penge i sin fysiske form. Engang havde vi alle mulige slags penge i både guld, sølv, bronze og andre spændende metaller. Så droppede man 1 ørerne. Så 10 ørerne. 25 ørerne behøvede vi heller ikke. I dag har vi alle vores penge på et sølle plastikkort! Eller rettere sagt havde – for med Corona er mange af dem forsvundet!

Pengene er på vej ud af den fysiske verden. Det kommer til at løse nogen problemer, men det vil også rive op i tabuer, som vi ikke vidste fandtes.

Et problem, som digitale penge vil løse, er sorte penge, der ikke kan beskattes. Når penge digitaliseres, vil vi kunne holde øje med hver enkelt krone, og så vil det blive slut med sort arbejde og penge under bordet. Alle penge vil blive beskattede. Det potentiale er så småt begyndt at gå op for verdens magthavere. Putin har allerede regnet ud, at han vil kunne kræve 30% mere ind i skat, hvis han går den kontantløse vej. Kineserne bruger allerede ansigtsgenkendelse som betaling. I virkeligheden er idéen om kreditkortet en meget skandinavisk ting. Hvad er det mon for nogle tabuer, som holder os tilbage fra at følge den digitale pengestrøm?

Digitale penge indhenter os på den ene eller den anden måde. Næste år bliver der indført nye reguleringer, der gør det muligt for os at betale med kryptovaluta. Så bliver det slut med de fysiske mellemmænd. Vi skal ikke længere have tillid til mennesker, men til den teknologi, der skal til at have med vores penge at gøre.

 

Usynlige penge får os til at vende det blinde øje til

Betalingsmulighederne udvikler sig kontant, og de bliver både hurtigere og lettere. Dagene, hvor vi fumlede med pungen for at finde vores kreditkort, er ovre. I stedet har vi allerede aflagt ordre og betalt, før vi overhovedet er nået frem til caféen, supermarkedet eller tøjbutikken.

Det er nemt og praktisk – og hygiejnisk – at afskaffe kontanterne – med Corona har de virusbefængte mønter og sedler for alvor fået dødsstødet! Men var det alligevel dem, der fik os til at tøve i vores pengeforbrug engang? Det at kunne se pengene blive taget ud af vores hænder, fik os til at overveje, hvorvidt vi virkelig også havde brug for det, vi købte. Hvad gør det ved os, når betaling bliver så let som at blinke, og vi desuden ikke længere kan se pengene fysisk for os? En ting er de små impulskøb, vi gør os. Men hvad med de større ting? Skal vi nu også til at impuls-låne og impuls-investere?

Det er her, vi får brug for finansfolkene. De skal ikke længere håndtere pengene – det klarer teknologien. Vi bevæger os mod et samfund, hvor penge er uhåndgribelige, og derfor skal de skal sørge for, at børn og unge bliver uddannede i det digitale økonomiræs. For eksempel ved at introducere influencers, der i stedet for at råde os til hvilket tøj vi skal købe, inspirerer til, hvordan vi skal investere vores penge klogt.

 

En ny slags rigdom

Når nu vi finder helt nye måder at måle penges værdi på, skulle man så overveje, om vi også skulle finde en ny måde at måle rigdom på?

New Zealands statsminister har forslået, at vi stopper helt med at måle på BNP. I stedet skal vi til at måle på trivsel. Det bliver fuldkommen irrelevant, hvor tung eller let vores pung er. Vores succes vil blive målt på, hvor mange venner vi har, vores tilknytning til arbejdsmarkedet, hvor glade vi er, hvor aktive vi er! Penge kan ikke gøre os lykkelige når vi først har det basale dækket. Men det at et land har psykisk velvære kan til gengæld gøre os glade.

“Der er enormt mange interesser i at beholde det finansielle system som det er. Reguleringer og love gør det også utroligt svært at skabe en ny slags økonomi. Men digitaliseringen giver nogle helt nye måder at dele værdier på, som kunne være mere transparente. Det har et kæmpe potentiale.”

-Liselotte Lyngsø.

 

Hvad ville du synes om at lade en avatar bestemme over din økonomi? Er der overhovedet nogen, der skal håndtere økonomien i fremtiden, eller får vi en helt ny valuta, hvor penge spiller en anden rolle?

Hør 4. afsnit af podcasten ‘Tilbage til Fremtiden’ fra Heartbeats, med Nanna Winther og Liselotte Lyngsø.

Tilbage til Fremtiden #3: Klima og corona

Mennesket er ekstremt tilpasningsdygtigt når det er nødvendigt. Indtil for lidt siden havde vi stort set klima på dagordenen. Men så kom corona ad bagveje, og det fik os til at stoppe brat op. Og det er ikke første gang, at vi ser en så markant ændring. Også i vores oldtid ændrede omgivelserne sig ret dramatisk, hvor mennesket viste sig tilpasningsdygtigt. Ved at kigge ind i maveindholdet på det kendte moselig ‘Tollundmanden’ har Morten Fischer Mortensen fra National Museet et bud på, hvad det var for et samfund, vores danske forfædre levede i.

 

Hvordan løser vi den globale krise, som er kendetegnet ved fødevareforsyning, bæredygtighed men også sårbarhed overfor netop pandemier, hvis vores biodiversitet bliver for snæver? Og hvordan vil det ændre den måde, vi kommer til at indrette os på? Det taler vært Nanna Winther med fremtidsforsker Liselotte Lyngsø fra Future Navigator om i dette 3. afsnit af podcasten ‘Tilbage til Fremtiden’ fra Heartbeats. 

 

3 scenarier for fremtidens klima

Vi er ikke i tvivl længere. Selv dem på bagerste række ved, at det er os mennesker, der har rodet os ud i de problematikker, vi ser i klimaet. Klimaforandringerne buldrer derudaf på fuld skrue, og det er en alt-eller-intet allemandsopgave at få rodet os ud igen. Vi kommer til at stå overfor svære til- og fravalg og vi skal være mere omstillingsparate end vi nogensinde har været før.

Hvordan ender vi med at redde vores klima? På den unaturlige eller naturlige måde?

 

1. scenario: Unaturlig natur

Vi lever i en teknologisk tidsalder. Det, der karakteriserer den tidsperiode vi befinder os i lige nu, er den fantastiske teknologi, vi hele tiden spytter ud. Spørgsmålet er, om det kan blive til vores fordel i klimakampen?

 

Teknologien forventes at erstatte rigtig mange, ellers, naturlige processer. Vi kan for eksempel producere kød i laboratorier. Teknologien kan gøre os fuldkommen uafhængige af tid og sted og breddegrad. Med LED lys, solceller og tilførsel af næringsstoffer, kan vi lave vertical gardens, der kan høste hvad som helst, flere gange årligt og uden behov for jord. Vores CO2 aftryk kunne blive indfanget kemisk. Teknologien benyttes til at skabe vores helt egen unaturlige natur. På menneskets betingelser.

 

Kunstigt og godt? Hvis vi pludselig kan udlede al den CO2 vi har lyst til, fordi vi så let som ingenting kan lagre den, vil vi så gå fuldstændig amok i CO2 afledning?  Spørgsmålet er, om vi kan klare os med en kunstig livsførelse – meget tyder på det – for da vi gik fra hestevogne til biler, så gad vi jo ikke hestene længere… Dovenskab har gennem alle tider været en massiv drivkraft for vores livsførelse. Opvaskemaskinen og robotstøvsugeren har vi skabt, for at gøre livet mere behageligt for os selv. Er naturen ikke bare bøvlet og rodet?

 

2. scenario: Über-naturlig natur

Mennesker har en urforbindelse til naturen. Vi bliver glade af at være i ét med naturen og for nogen virker det helbredende. Mon der ikke også er nogen af bakterierne i naturen, som faktisk er gode for os?

 

I det andet scenarie for fremtidens klima skal ALT være bæredygtigt. Og her kommer teknologien i den grad også i spil. Vi skal nemlig til at bruge teknologien i kampen om at redde klimaet. Den har fuldstændig styr på, hvornår tingene skal vandes og hvor meget gødning der skal til før den siver ned i grundvandet.  Vores børn kommer til at lære at lave mad fra robotkokke, der har ubegrænsede mængder af opskrifter – og tålmodighed!

 

Med en megatrend kommer ALTID en mega modtrend. Når nu teknologien overtager alt praktisk arbejde, vil vi pludselig begynde at se det at få lov til at gøre tingene selv som en kæmpemæssig luksus. Fra jord til bord konceptet bliver max prestigefyldt fordi de færreste vil have tid til det.

 

 

3. scenario: stop op

Og så kom corona – det 3. Scenario som tvang os til at stoppe brat op, holde fri, lade være med at rejse og at nyde naturen fordi fitnesscentrene var lukket ned. Har vi overhovedet behov for den turbo produktion og mobilitet – eller for vi øjnene op for at globalisering, pendling og produktbulimi sagtens kan erstattes af lokalt nærvær og engagement?

 

Skal vi tilbage til naturen, skabe den på ny eller bare stoppe op? Hør det tredje afsnit af podcasten ‘Tilbage til Fremtiden’ med Nanna Winther og Liselotte Lyngsø lige her. 

 

LÆS OGSÅ: “Naturlig eller unaturlig natur?” Med Liselotte Lyngsø. 

Tilbage til Fremtiden #2: storbyer eller minisamfund?

Skal vi fortsat leve i storbyer, eller vil vi i fremtiden indrette os på helt nye måder, helt andre steder?

I dette afsnit af ‘Tilbage til fremtiden’ tager vært Nanna Winther på besøg hos Lasse Sørensen, som er forsker ved Nationalmuseet med speciale i neolitisering – den periode hvor vores forfædre gik fra at være jægere og samlere til at dyrke jorden.

Mennesket har i tusinder af år søgt anden menneskelig kontakt og haft et behov for at dele historier med hinanden. Derfor har familier samlet sig med andre familier og skabt større og større samfund, landsbyer, storbyer og megabyer. Men ifølge fremtidsforsker Liselotte Lyngsø, Future Navigator, kan det godt være, at byernes fremtid ikke nødvendigvis er større og vildere.

 

Fra storbyer til forpligtende fællesskaber

Hvordan kommer vores storbyer til at se ud i fremtiden? Vi kunne godt fremskrive den udvikling, vi allerede ser i dag. En enorm stigning i antallet af gigantbyer, hvor skyskraber efter skyskraber buldrer op. Men tænker vi lidt over hvilken generation, der skal leve i fremtidens storbyer, så ser det måske anderledes ud?

Store dele af den ungdom, der er på vej ind på boligmarkedet lige nu, er gamers. Det er et segment, der har skabt deres helt egne virtuelle samfund og fællesskaber gennem deres opvækst. De har venner fra hele verden, på kryds og tværs af både alder og køn. Godt nok er de vokset op hos en forældregeneration, der ikke har dyrket naboskabet og valgt deres egne naboer. Men det har gamerene været vant til at gøre virtuelt.

Vi har at gøre med en generation, der vil synes det fuldstændig latterligt at skulle bo med naboer, de ikke kender. Og de er ikke kun gamers. Det er også en generation, hvor størstedelen af dem har set deres forældre blive skilt – måske endda flere gange. De ved godt, at idéen om villa, Volvo og vovse ikke kan være plan A længere. De styrker sig i byer af forpligtende fællesskaber.

“Partneren kommer og går, men børnene består. Det er sindssygt vigtigt at have nogen fede rammer omkring børnene, som er mere robuste, end hvad man kan tilbyde som enkeltperson.” 

-Liselotte Lyngsø

 

Digitale nomader og selvforsynede samfund

Vi har altid strømmet til byerne, for det har altid været der, hvor arbejdspladserne har været. I dag behøver vi ikke en arbejdsplads for at være på arbejde – vores senge og sofaer er blevet til “kontorer”! Teknologien giver os mulighed for at arbejde som digitale nomader. Internettet bliver 100 gange bedre end det er i dag, så folk vil ovenikøbet kunne holde møder gennem hologrammer. Og hvis det fysiske møde alligevel bliver nødvendigt, så skal vores førerløse bil nok få os fra A til B uden at dyrebar tid går tabt.

LÆS OGSÅ: “Working together apart – will you be a time owner or a time slave?”

 

Bæredygtighed og selvforsynede byer vil blive eftertragtede. Når nu vi skal til at leve i de her minisamfund af forpligtende fællesskaber, så vil vi også være 100% uafhængige. Vi vil selv dyrke vores mad og kun få energi fra solceller og jordvarme. Så vores bosted skal give adgang til både alternative energiressourcer men også til viden og sparing.

“Vi kommer så meget længere på literen, når vi deler ressourcerne, i stedet for at købe de samme ting, parallelt.”

-Liselotte Lyngsø.

Det handler ikke kun om lige at kunne låne en græsslåmaskine. Vidensdeling bliver ekstremt vigtigt. Har man f.eks. både en læge, en advokat, en tømre, en revisor, en datanørd og en kok  i sit nabolag, så er man fuldstændig dækket ind – hvis man altså også selv har noget at byde på.

 

Bagsiden af medaljen

Hvad med alle de mennesker, der ikke bliver inviteret ind i fællesskaberne? I dag bor 40% alene – hvor kommer de til at høre til?

Vi skal til at være rigtig gode til at række ud og kommunikere med hinanden. Samtidigt udvikles der hele tiden ting, der sparer os for samtalen. Smarte højtalere genkender dine mønstrer på nul komma fem, og giver dig lige den info, du vil have. De kender dine behov bedre end du gør selv. Vi henter ikke længere hjælp ved at ringe ud. I stedet kommunikerer med chatbots, der løser vores problemer med perfektion og nøjagtighed. Vi står overfor en feedback krise, hvor teknologien fæstner os i vores egne mønstrer. Den eneste feedback vi får bliver online, gennem sociale medier eller gaming. Vi får ikke den feedback, vi har brug for. Den, der rummer følelser, empati og som tager tabuerne op.

LÆS OGSÅ: “Feedback krisen vil kradse!”

 

Et tabu, der kommer til at holde os tilbage er, at vi er helt vildt dårlige til at bede om hjælp. For at de her landsby-agtige samfund skal lykkes, skal vi kunne sænke paraderne og droppe fortidens idé om, at succes betød at have fuldstændig styr på det hele. Det skal være lige så fint at være den, der spørger om hjælp, som at være den, der giver den.

 

Skal vi til at passe mere på hinanden og leve sammen – og dele? Eller skal vi fortsætte feedbackkrisen og leve parallelt med hinanden i vores teknologiske bobler?

Hør hele episoden af 2. afsnit af podcasten “Tilbage til Fremtiden” med vært Nanna Winther, og fremtidsforsker Liselotte Lyngsø.

Tilbage til Fremtiden #1: Køn

Han, hun, hen…? Er det vigtigt at man definerer sit køn, eller må det være op til den enkelte, hvem og hvad man er?

Historien om kvinder, der kæmper for deres rettigheder, rækker langt tilbage og er stadig højaktuel i dag. Men hvor langt er vi egentlig nået i kampen om ligestilling – og kommer vi nogensinde i mål? Det tager vært Nanna Winther og fremtidsforsker Liselotte Lyngsø en snak om i dette første afsnit af podcasten “Tilbage til fremtiden”.

 

Er kvindernes undertrykkelse bare en myte?

I gamle dage var kvinder kun til for at føde børn og passe huset – mænd var “the real deal”. De var store og stærke, de skaffede føden og værnede om familien. Det er i hvert fald det, vi tolker fra historien. Men hvad nu, hvis kvindesynet i virkeligheden var helt anderledes i gamle dage, end vi tror?

Forfatter, arkæolog og museumsinspektør på Nationalmuseet, Jeanette Varberg, stiller spørgsmål til, om vi rent faktisk kan være helt sikre på den tolkning, vi har om fortidens kvindesyn. Hun tager et kig tilbage på nogen af de allermest primitive samfund, vi har haft. Den gang, hvor man sloges med svær og skjold. Plyndrede og voldtog. Din magt blev defineret af, hvor stor og stærk du var – kvinder kunne umuligt have haft nogen som helst betydning! Eller hvad?

Det viser sig, at man faktisk er stødt på flere gravsteder tilhørende kvindelige krigshelte. I starten af 1900-tallet blev en kvinde fundet med et fiskespyd ved sin side. De mandlige arkæologer troede automatisk, at de havde fundet en mand, indtil det blev bevist at hun havde født op mod ni børn! Og selv der, var de stadig ikke overbeviste om, at kvinden selv havde været kriger. Det måtte jo bare betyde, at hun havde været gift med en kriger, og var blevet begravet med hans spyd.

Hvordan kan det være, at vi så gerne vil fortolke fortiden til mændenes fordel og til kvindernes tab? Måske mangler vi en ny fortælling, der tager højde for, hvor mange forskellige kønsrollemønstrer, der har været i fortiden. Vi må indse, at køn til alle tider har været til forhandling! Det er os selv, der definerer hvem vi er.

 

“Køn” – et begreb til evig forhandling

Liselotte Lyngsø er medstifter af virksomheden Future Navigator og har været fremtidsforsker i 20 år. Da hun begyndte sin karriere, var hun overbevist om, at kønsdebatten ville være endt for længe siden. Det blev hun dog stærkt modbevist i. Der er langt fra styr på, hvad køn er og ikke er, og nogen steder er vi nærmest trådt et skridt tilbage. Kommer vi nogensinde hen et sted, hvor diskussionen om køn er outdated?

Det tyder i hvert fald på, at en lang række samfundsmæssige strukturer skal ændres, før vi kan komme videre. For eksempel har flere undersøgelser vist os, hvilke konsekvenser det har, at et fag bliver feminiseret. I sundhedsvæsenet har det, at der har været et stigende antal kvindelige læger, forøget mobiliteten. Langt færre kvindelige læger er ikke interesserede i at flytte til udkants Danmark, lige meget hvor stor en stilling der venter dem der. De vil langt hellere blive der, hvor deres børn går i skole og hvor tingene spiller bedst for familien. Nogen vil også argumentere for, at lønninger og status også er nedadgående, så snart der kommer flere kvinder end mænd i et fag. Det er en kæmpemæssig stopklods i ligestillings- og kønsdebatten, at feminiseringen af forskellige fag skal have negative konsekvenser – både for mænd og kvinder.

Det kan godt betale sig at investerer i ligestilling. Aktiveringen af kvinder på arbejdsmarkedet vil skabe enorm social vækst i vores samfund, og det kan også betale sig økonomisk på længere sigt. Men burde man ikke også investere i kvinder af den simple årsag, at de er mennesker?

“Hvorfor skal kvinder kun være noget værd, hvis det kan give X antal kroner på en eller anden bundlinje? Det handler ikke kun om kønsroller, men også om diversitet.”

-Liselotte Lyngsø.

 

Kvindernes opblomstring er mændenes revolution

Selvom vi endnu ikke kan prale med at have et 100% ligestillet samfund, så har kønsdebatten stadigvæk sat en revolution i gang hos kvinderne og deres selvopfattelse. I Japan er den helt store trend, at kvinderne gifter sig med sig selv. Det gør de som et symbol for deres egen frisættelse fra en ellers meget gammeldags samfundsstruktur. Kvindernes selvværd er i opblomstring i mange steder af verden. Vi lever i en tid, hvor de stort set kan erklære sig fuldstændig uafhængige af mænd – de behøver dem nærmest ikke engang til at lave børn med længere!

At kvinderne er blevet så frigjorte fra mænd, skaber naturligvis en modreaktion. Mændene står overfor deres egen kønsrevolution, hvor de skal kæmpe for retten til at være en anden slags mand, end man har set før. Allerede nu, har de svært ved at få lov til at være fædre. På jobbet kæmper de med at blive opfattet som uambitiøse, fordi de gerne vil have barsel. Derhjemme kæmper de med konen, som har været vant til at have hele barslen før.

Mænd, kom ind i kampen!

Hvor ligestilling før er blevet set på som værende kvindernes kamp, går vi mod en tid, hvor den også bliver mændenes. Der vil blot komme andre ting i fokus. For eksempel har vi et skolesystem, som er indrettet af og til piger, og hvor drengene har det svært. Og så vil udviklinger som p-piller til mænd, revolutionere deres rettigheder når det kommer til børn.

 

 

Hvordan vil køn udvikle sig i fremtiden? Får vi nogensinde knækket koden for lige forhold, hvad end man er mand eller kvinde? Hvis det skal lykkes, så skal vi i hvert fald igennem en ombrydning med kønnene. Det kan du høre meget med om, i podcasten med Nanna Winther og Liselotte Lyngsø her.

 

Vil du høre mere om, hvilken rolle kvinderne kommer til at spille i fremtiden? Så se denne videoblog med Liselotte Lyngsø og Kirsten Stendevad om fremtidens lederskab.

Bliver din smartphone kinesisk i 2020?

Man kan roligt sige, at Apple har haft deres storhedstid. Engang var deres smartphone den eneste rigtige at have! Iphone, Ipod, Iwatch – ALLE skulle have den nyeste teknologi fra den populære tech producent. Det rimede på at være innovativ. Nu rimer det snarere på at være et vanedyr. Vigtigere prioriteringer kommer på dagsordenen. Prioriteringer, som bliver til trends. Og som morgendagens smartphones leverandører skal kunne leve op til, for at vi gider at købe fra dem.

Konkurrencen inden for smartphones bliver benhård. Den skal nå helt nye højder for, at den er pengene værd. Alternativet bliver downscaling til billigere modeller. Og her er kineserne godt med.

 

Hvad skal din smartphone kunne tracke?

I en artikel fra Berlingske, beskriver Liselotte Lyngsø, Future Navigator, og Morten Bay, forsker i teknologi, udviklingen i vores valg af smartphones og diverse gadgets. Det er nemlig ikke nødvendigvis kun et lækkert design, der kan overvinde os længere.

Flere og flere vil hoppe med på “trackerbølgen”. Gennem vores lille lommecomputer vil vi måle vores sundhed, fysiske aktivitet, kalorieindtag og hvad ellers, vi gerne vil holde styr på. Og nu, hvor klimadebatten raser, vil vi også gerne holde øje med vores CO2 aftryk.

 

»Fremover vil vi kunne holde øje med, hvor meget vores flyrejse eller måltid påvirker miljøet. Og der kommer en generation, som ikke bare vil spises af med lappeløsninger, men vil have reel substans på bordet.« 

-Liselotte Lyngsø.

 

En anden megatrend inden for teknologi er smarte højtalere. Vi kender dem som Alexa eller Siri. Det er højtalere, der fungerer som en slags digitale butlere. De fortæller dig om vejret eller hvad den hurtigste vej til jobbet er. Og så tuner de sig ind på dine behov og interesser, så de kan forudsige hvad du trænger til, inden du selv er kommet på det.

 

Læs om, hvilke tendenser vi skal holde øje med inden for fremtidens teknologi, i denne artikel med Liselotte Lyngsø.

 

LÆS OGSÅ: Digital wellness – det blev vi budt på i 2019 med Liselotte Lyngsø.

Downsizing på dagsordenen

Hvor mon du kunne have brug for lidt downsizing?

Mange af os kender følelsen af at have brug for noget nyt. Nyt lækkert outfit, nyt badeværelse, nye støvler. Muligheden for at købe ind og købe nyt er hele tiden omkring os. Butikkerne lukker aldrig i vores samfund af online hjemmesider og ekspresforsendelser. Vi vil have nyt hele tiden, og jo mere nyt vi køber, jo hurtigere bliver det også gammelt igen. Og så hober det sig op som ind i helvede. Men tænk lige over det. “Følelsen af at have brug for noget nyt”. Hvornår har man egentlig rigtigt BRUG for noget nyt?

“Downsizing” er et begreb, der dækker over en tendens i vores ellers meget materialistiske samfund. Når vi downsizer, så skærer vi alt overflødigt indhold i vores liv fra, for at opnå en mere meningsfuld tilstand. Det handler om at gå fra mere til bedre, og det er folk i alle aldersgrupper, der hopper med på trenden.

I en artikel fra ugebladet Søndag, kan du læse om to kvinder, der med hver deres grund, har valgt at downsize deres liv. Og så giver fremtidsforsker Liselotte Lyngsø sit bud på, hvorfor trenden både er populær for unge børnefamilier og de ældre generationer.

“Ordet downsizing lyder, som om det går ned af bakke, men det handler først og fremmest om, at man optimerer sig selv ved at finde ud af, hvad der er vigtigt for en.”

-Liselotte Lyngsø.

To grunde til downsizing

For Louise Scheele og Abelone Glahn har downsizing haft en kæmpestor betydning for begge deres liv. For Louise, har det været den nyfundne tid til socialt samvær med venner familie, sport og et helt nyt pusterum, der har gjort forskellen. Hende og familien skiftede deres 300 kvadratmeter ud med langt mindre plads og 76 bofæller i alle aldre.

Hvor meget tid tror du, du bruger på huslige pligter derhjemme? Lave mad, gøre rent, gøre hovedrent, rydde op, slå græs, vande blomster… Der er ingen grænser for, hvad man lige skal have gjort derhjemme, før man kan tage fri. Efter at have flyttet i et bofællesskab, har Louise Scheele og hendes familie fire årlige arbejdsdage i bofællesskabet. De behøver kun at købe stort ind og lave mad til de andre beboere én gang hver femte uge! Forestil dig, hvad du ville bruge tiden på, hvis ikke du skulle klare en masse ting derhjemme først.

Abelone Glahn er 64 år gammel. En dag valgte hun at luge sin gårdsplads med en plæneklipper – simpelthen fordi hun ikke havde tid til at gøre det i hånden. Da hun bagefter stod med en gårdsplads, med gruset sprøjtende til begge sider og to smadrede vinduer vidste hun, at hun måtte lave en ændring i sit liv. Hun valgte downsizing, og brugte en hel sommer på at rydde ud i alle de flyttekasser med gamle ting og sager, der havde hobet sig op. Under oprydningen gik det op for hende, at der blandt skrammel og ligegyldigheder, også var skatte og gode minder fra fortiden, og fandt værdi i det, selv at kunne vælge, hvad der skulle smides ud og hvad der fik lov at blive.

 

Den grønne omstilling

Det er langt nemmere at leve bæredygtigt, hvis man bor sammen med flere mennesker. Så er der flere at arve tøj fra og give sit brugte tøj til. I det hele taget er der flere til at blive enige om en grøn livsstil med alt, hvad det indebærer. Sortering af affald, varme- og vandbesparelser etc. Downsizing betyder også, at man ikke behøver at eje alt. Og derfor er det vigtigt, at man samler sig omkring folk, der har det man ikke selv har. Bor man for eksempel i et bofællesskab, behøver alle ikke at eje en bil. Så kan det være, at den ene har en bil, men den anden har en blender. På den måde deles man om tingene, så man ikke får fuldstædig overflod af materielle sager.

 

Downsizing = optimering

Tendensen til at downsize passer godt til nutidens samfund, hvor flere og flere begynder at værne om klimaet og indgå aktivt i samarbejdet om at værne om kloden. Men downsizing er faktisk ikke en helt nyopstået tradition.

 

“For de ældre generationer gælder det, at første halvdel af deres liv har været rig på produkter, mens anden halvdel bliver fyldt med immaterielle værdier, aktiv selvrealisering og bidrag til samfundet.”

-Liselotte Lyngsø.

Downsizing er altså ikke kun noget, de yngre generationer er optagede af. De ældre generationer er også med på trenden, og har været det længe.

Downsizing er på mange måder lidt det samme som at optimere sig selv. Altså at ændre sig selv til det bedre, og på en måde, der følges ad med de værdier og principper, der er vigtige for en. Men hvornår er det egentlig, at vi får brug for at downsize – at optimere os selv? Måske bliver vi skilt eller mister vores job. For ældre mennesker kan det være, at børnene flytter hjemmefra. Pludselig synes huset alt for stort til kun to personer, og så flytter de i noget mindre, mens de stadig er fysisk i stand til det.

Behovet for at downsize bliver altså typisk udløst af en stor ændring i vores livssituation. Men burde vi i virkeligheden skabe endnu flere grunde til downsizing? Får vi i fremtiden mulighed for at tage på downsizing-weekend, hvor vi skærer ned, udveksler erfaringer og idéer med hinanden?

 

Læs hele artiklen fra Søndag om downsizing, med fremtidsforsker Liselotte Lyngsø her.

 

LÆS OGSÅ: Boligindretning 2019: et opgør med nutidens produktbulimi

Lad os hylde kunsten i at kunne være single

I dag bor 40% alene, men den statistik kan i hvert fald ikke ses på vores single kultur! For på trods af, at vi alle sammen kommer til at have perioder i vores liv, hvor vi er singler. Så er det at være single stadigvæk tabubelagt på mange områder.

I radioprogrammet “Du er ikke alene” med Britt Berglund, taler fremtidsforsker Liselotte Lyngsø om fremtidens singleliv. Psykolog Thomas Markersen, er også med til at diskutere emnet, og til at finde svar på, hvordan vi mon bliver mere accepterende overfor tilværelsen som single. Hvad skal der til? Er det fordi, vi helst skal have 100% styr på vores eget liv, før vi vil have en kæreste? Eller er det at være sårbar, fortvivlet, ensom i virkeligheden det, der presser os til at forene os med andre?

Vores samfund rummer alle! Eller gør det?

Hvordan kan det være, at det for nogen, er tabubelagt at være single? Hvorfor skal vi absolut have fundet “vores bedre halvdel” før vi kan kalde os selv komplette. Før vi kan blive en del af den gruppe i samfundet, der er socialt acceperet – nemlig gruppen af par!

“Samfundet halter bagved. Det har stadig en kernefamilie-model med 2 voksne og 2 børn. Men ser vi på virkeligheden, så er det er patchwork tæppe af rigtig mange forskellige måder at indrette sig på.”

-Liselotte Lyngsø

 

Når det kommer til vores civilstatus, kan man vist roligt sige, at vi i 2020 har bevæget os langt væk fra 1950’ernes tendenser. Dengang fandtes en kultur, hvor kvinder kun havde ét formål med at klæde sig fint på og tage ud. Nemlig at finde en mandlig forsørger. Og hvor størstedelen af samfundet generelt var i par – for det var det der skulle til, hvis man ville have tingene til at løbe rundt. Ingen p-piller og ingen abort.

Sådan er det heldigvis ikke længere. I dag er rigtig mange mennesker singler, og det bliver der ikke kigget skævt på. Eller hvad? For rigtig mange af de servicer, der burde være allemandseje i vores samfund, virker alligevel til at være designet mest til par. Går du for eksempel ind på en café alene, vil det allerede være forudbestemt for dig, hvor du skal sidde. Caféen er nemlig indrettet således, at der er fyldt op med borde til to. Og singlerne må også gerne sidde ved bordene, men det ville være mere bekvemt, hvis de satte sig oppe i vinduet, hvor de kan sidde på display ud mod verden – og selvfølgelig med ryggen til alle parrene, der sidder bagved.

 

Vi er ikke ensomme nok

Mennesker har brug for mennesker. Vi er flokdyr og vi har brug for få vores sociale kompetencer stimuleret ved at være sammen med andre. Derfor er det heller ikke mærkeligt, at så mange af os længes efter at få en kæreste og en at gå igennem livet med. Men hvordan kan det så være, at så mange alligevel er singler?

Ifølge psykolog Thomas Markersen, findes der bland andet to mulige grunde. Den ene finder vi hos kvinderne, som på en måde har overtaget en maskulin, gammeldags måde at tænke på parforhold på. I gamle dage skulle manden nemlig have opnået visse goder, før de kunne tage en kone. På en måde kan man sige, at nogen kvinder tænker lidt på samme måde i dag. De skal både have succes på jobbet, være på toppen af deres udseende og have styr på dit og dat, før de føler sig “værd” nok til at stille sig til rådighed på datingmarkedet. Og i takt med, at de har så høje forventninger til dem selv, så stiger deres forventninger også til, hvor fantastiske andre skal være.

Den anden grund til den store mængde singler er, at vores relationsmønstrer har ændret sig. Engang havde en stor del af vores sociale færden noget at gøre med vores familie. Vi var vores families eje indtil vi giftede os og stiftede vores egen. Og derfor var det også meget vigtigt at finde en partner. I dag ser vi anderledes på det. Vi vægter stadigvæk familien højt, men ser ikke nær så traditionelt på den. Mange af os har venner, som vi kalder for vores familie og behandler ligeledes. Vi finder ikke længere kun den helt nære relation i vores kærlighedsforhold, men også i vores generelle omgangskreds, og derfor længes vi ikke efter den på samme måde.

 

Vi skal hylde singlerne

Det er faktisk mærkeligt, at det er tabubelagt at være single i dag. For ser man på, hvilken gruppe singlerne udgør så er det jo dem, der går mest ud, bruger byen og er aktive. I virkeligheden er de guf for markedskræfterne. Så hvornår begynder samfundet og virksomheder at få øjnene op for, at vi er mange, der lever alene, og som ovenikøbet også er ressourcestærke?

I andre lande er det så småt begyndt at gå op for folk, at der findes et stort marked hos singlerne. Rejsebureauerne designer ferier til solorejsende, som undgår al form for singlediskrimination. Der laves også flere og flere events, der siger “du er velkommen – også alene!”

Singleparade?

I stedet for at have så travlt med at parrer folk op med hinanden, så burde vi altså også hylde dem, der lykkes med at være alene i store perioder af deres liv. Vi lever i en tid, hvor vi nærmest aldrig kan være i fred. Vores telefoner gør, at vi altid har vores sociale liv og arbejde lige ved hånden, og der er ingen grænser for, hvor meget vi kan nå eller hvor mange mennesker vi kan nå at se på en dag. Derfor vælger nogen også singlelivet for simpelthen at skabe et rum i deres liv, der kun er til dem selv. Den tid, de er alene, bliver nærmest et ritual for dem, hvor de trækker stikket og mærker dem selv.

 

Hvordan kan vi få vores samfund til at acceptere singlerne? Med gay parade har homoseksualitet fået en langt større plads på dagsordenen, end den havde engang. Skal vi mon også have en single parade?

Lyt til episoden af podcasten “Du er ikke alene” med fremtidsforsker Liselotte Lyngsø og psykolog Thomas Markersen, og lær meget mere om, hvordan fremtidens singleliv kommer til at se ud.

Feedback krisen vil kradse!

Du skal til at holde tungen lige i munden for at navigere som leder i fremtiden. Det vil ikke længere bare handle om at svinge med dirigentstaven og få folk til at gøre deres arbejde. Offentlig ledelse står overfor komplekse problemstillinger, som for eksempel manglen på ressourcer, det stigende antal ældre, nye samarbejdsstrukturer og kæmpe forventninger fra politikernes side.

I magasinet Offentlig Ledelse, beskriver fremtidsforsker Liselotte Lyngsø, hvorfor vi vil få sværere ved at lede. Ifølge fremtidsforskeren, vil vi blive ramt af en feedbackkrise, forsaget af blandt andet dovenskab. Ud med det fysiske møde og ind med chatbots og digitale spejlkabinetter.

 

Kompetenceudvikling kun gennem en chatbot

Vi befinder os i stigende grad i en feedbackkrise. Vi får ikke nok input på, hvad vi gør rigtigt og forkert. Og når vi endelig giver noget feedback, så er det ikke i en dur, der rent faktisk gør en forskel. I stedet for at kigge hinanden i øjnene, så sender vi en besked. Vi gider ikke at ringe til hinanden længere – det er lettere at sende en sms eller et memo. Og det samme vil gælde på nettet, hvor alt kommunikation vil forgå via chatbots, når vi skal have hjælp til noget.

Øjenkontakt, kropssprog og fysisk berøring er uundværligt også når vi skal give og modtage feedback i fremtiden. Det er ikke kun medarbejderne, der skal vurderes. Lederne er dem, der har mest brug for det. I fremtiden må vi alle løfte i samlet flok, og ikke lægge ansvaret over på én person. Hvordan kan vi stille vores leder til ansvar for vores utilfredshed, hvis vi ikke udtrykker den og giver mulighed for forandring? Feedback går begge veje. Modtager vi den, motiveres vi til at gøre noget bedre eller fortsætte med det, vi allerede gjorde rigtigt. Giver vi den, motiveres vi ved at føle os vigtige og værdsatte.

 

Som leder er du rollemodel for dine medarbejdere

Feedback skal altså bestå af nærvær og øjenkontakt, hvis den skal kunne bruges til noget. Måske skal fremtidens evalueringssamtale altid ende med en krammer?

Det handler ikke om, at feedback på en arbejdsplads pludselig skal tage al tiden og suge energien ud af folk. Tværtimod behøver vi ikke at bruge mere tid på den. Den skal bare gøres lettere og mere nærværende. Ved at supplere nærvær med teknologi, der monitorerer og rådgiver os, får fremtidens feedback potentialet til både at blive skalerbart og brugbart med et mere skræddersyet arbejdsmiljø, designet til den enkelte medarbejder.

 

Læs hele artiklen med Liselotte Lyngsø og find ud af, hvordan fremtidens job bliver en udviklingsrejse og endnu mere om, hvordan teknologien kan benyttes til at skabe bedre feedback og større motivation.

Vores rejser skal ikke inspirere os, de skal transformere os

Vi skandinavere rejser sindssygt meget. Vi elsker det, og vi smider gerne mange penge for at komme ud og opleve verden. Men tænk, at man engang skulle fysisk ned i en butik for at bestille en rejse. Man gik ned, talte med ekspedienten om, hvad man kunne tænke sig. Ville man et varmt sted hen, på badeferie? Eller var det skiferien, man lige gik og drømte om? I dag er det fysiske rejsebureau blevet digitalt. På få klik kan vi nemt og hurtigt få bestilt vores drømmeferie. Faktisk er det at skulle op fra stolen og ud og hente kreditkortet i pungen efterhånden den mest krævende del af købsprocessen.

En DIBS årsrapport om nordic e-commerce viser, at hver fjerde danske krone i nethandlen bliver brugt på køb af rejser. Og at danskerne desuden brugte hele 33,3 milliarder DKK på rejser online i 2018. Nordmændenes forbrug ligger lige under vores, og svenskernes er helt i top med et svimlende beløb på 113 milliarder SEK i 2018. Men er det, at det er blevet lettere og hurtigere at bestille en rejse grunden til, at vi rejser så meget i dag? Eller kan der være en anden årsag til vores kæmpemæssige rejsetrang?

I en artikel fra IT-Kanalen, fortæller fremtidsforsker Liselotte Lyngsø om nutidens rejsetendenser og om, hvad de måske skyldes.

 

Jo større en investering, jo mindre plads er der til fejl og spild

Når vi beslutter os for at trække stikket, vende arbejdet ryggen og forkæle familien, vennerne eller blot sig selv med en rejse, så er det er modsvar til vores daglige rutiner. Grænsen mellem arbejds- og privatliv er blevet så flydende i dag. Det kan være svært at finde ro og pause, hvis man ikke aktivt flytter sig selv et helt andet sted hen – måske endda til et helt andet land.

Mange af os sætter vores lid til rejsebureauerne, og vælger pakkerejse-løsningen. Men det skyldes ikke nødvendigvis, at vi er dovne eller ikke har tid til selv at nørkle med planlægningen. Rigtig ofte bunder det faktisk i præstationsangsten i at skulle designe den perfekte rejse. Vi har ikke tid eller penge til, at den mislykkes. At vi ikke bliver genopladet eller ikke vender hjem med unikke oplevelser. Rejsen er ikke bare en destination, men noget, der skal flytte os. Og den skal ikke bare inspirere os – den skal transformere os.

 

Vores behov for at rejse skyldes altså i høj grad det udbytte, vi får af det. Det er vores pause, vores frirum, vores mulighed for at blive transformeret. Men ligesom med så meget andet, så spiller de sociale medier også en stor rolle indenfor rejsetendensen.

 

“Vi er blevet græshopper, som spejler os i hinandens oplevelser. Vi rejser først virtuelt og så i virkeligheden. Det gør os langt mere eksperimenterende end tidligere.”

-Liselotte Lyngsø

 

Hvad er en god rejse for dig? Hvorfor bliver vi ved med at rejse? Hvordan kommer vi til at rejse i fremtiden? Læs hele artiklen med Liselotte Lyngsø om, hvorfor vi rejser så meget her. 

 

Vil du læse mere om tendenserne inden for rejser? Så læs også denne artikel om solorejsende med Liselotte Lyngsø.

3 ejerformer: er du rødvinsdrikker, ryger eller bange for skimmelsvamp?

Når det kommer til vores bolig, kan vi alle placeres i én af tre ejerformer. Vi kan være ejere, lejere eller andelshaver. Men vidste du at vores rødvinforbrug, hvor tætte vi er med vores naboer eller hvorvidt vi har et sommerhus, kan forudsiges udfra vores boligform?

Læs artiklen fra Bolius om ejerformer med fremtidsforsker Liselotte Lyngsø og bliv klog på, hvordan vi er ejere, lejere og andelshavere.

 

Økonomien skiller de tre ejerformer

“Danskerne i det byggede miljø (2019)” er en ny undersøgelse, som Kantar Gallup har lavet for Videncentret Bolius og Realdania. Den viser, at der er knyttet særlige værdier, livsstil og forbrug til de tre ejerformer. Her er nogle af resultaterne:

 

Boligvalg

  • Ejere: boligvalg skyldes nærhed til naturen.
  • Lejere: boligudgiftens niveau har stor betydning.
  • Andelshavere: nærhed til byen har stor betydning.

Mad- og drikkevaner 

  • Rødvin: ejerne bruger dobbelt så mange penge på rødvin om året som lejerne.
  • Sødmælk: lejerne køber over dobbelt så meget sødmælk som ejerne om året.
  • Fisk og skaldyr: ejerne spiser dobbelt så meget fisk og skaldyr om året som lejerne.
  • Rygning: lejerne ryger betydeligt mere end ejerne. Andelshaverne bruger færrest penge på tobak.

Største bekymringer 

  • Ejere: stigende skatter.
  • Lejere: stigende husleje.
  • Andelshavere: råd og skimmelsvamp.

 

Resultaterne viser, at økonomisk formåen ligger som en tydelig forklaringshætte over forskellen på de tre ejerformer.

 

Fra ejerskab til adgang til i trygge rammer

Overordnet set vil de fleste af os helst gerne bo i en ejerbolig. Økonomi og prioriteringer gør dog alligevel, at vi oftest starter med at leje i stedet for, i mens vi studerer eller lige når vi får børn. På det tidspunkt i vores liv, vil vi hellere bruge pengene på andre ting og det er først når børnene bliver store, at vi slår rødder. Når vi bliver gamle, fuldender vi ofte livscirklen og slår os ned i en lejebolig igen. På den måde skal vi ikke bekymre os om at stå for praktiske gøremål selv.

I dag taler flere og flere om, at vi i fremtiden ikke kommer til at være ejere længere. Til gengæld bliver vores samfund fyldt med mindre landsbyer af forpligtende fællesskaber, hvor alle har adgang til hinandens materielle og kompetencemæssige goder. Mon trenden med deleøkonomi kommer til at spejle sig i danskernes boligvalg? Eller bliver det netop endnu vigtigere for os, at vores bolig er vores egen, så vi i trygge rammer kan smide alt andet – bil, blender og biksemad – ind på fælleskontoen?

 

Læs artiklen “Sådan er vi ejere, lejere og andelshavere”, fra Bolius med Liselotte Lyngsø og reflekter over hvad, der afspejler dine egne boligvalg.