fbpx
Fire trends i fremtidens familie

Fire trends i fremtidens familie

I tilbageblik har “den perfekte familie” set meget anderledes ud, end hvad den gør i dag. Rammebetingelserne for at være en familie ændrer sig konstant, og selv om familiebegrebet ikke har udviklet sig nær så hurtigt som for eksempel arbejdslivet, vil også morgendagens “perfekte familier” blive defineret af den nye type samfund vi er på vej hen imod. Typisk vil de værdier, som ikke alle er forundt, få status – dvs i et samfund kendetegnet ved ensomhed vil fællesskabet blive attråværdigt.
I en artikel for Gjensidige, byder fremtidsforsker Liselotte Lyngsø ind med fire scenarier for fremtidens familie. Scenarierne er tænkt som debatoplæg, som den enkelte familie aktivt kan forholde sig til.
“Det kan føles som om, at vi ikke kan andet end at se passivt til, mens fremtiden overrumpler os – især, når der samtidig skal passes familie og karriere. Men vi skal kigge fremtiden i øjnene, så vi kan tage stilling til, hvem vi har lyst til at være og hvilke værdier vi har. Fremtiden kommer ikke om 50 år, men inden for de næste fem til ti år.”
-Liselotte Lyngsø

Børnene med førertrøjen på 

Det helt utrolige ved forholdet mellem børn og deres forældre i dag er, at deres generationer adskiller sig så tydeligt fra hinanden på grund af børnenes opvækst i et meget mere teknologisk og digitaliseret samfund. Børnene lever nærmest i et virtuelt parallelunivers hvortil de færreste voksne har adgang og indsigt. I scenariet kan du læse om, hvorfor det vil resultere i, at barnet i stigende grad bliver “den voksne” for de voksne. Sommerens diskussioner om, hvor vidt børn skal have adgang til online universet i skoletiden er et godt eksempel på nogle af de spørgsmål som er svære for de voksne at svare på.

Den alvidende offentlighed

Fremtiden er spækket med information, som er tilgængeligt for den enkelte hele tiden. Med blot få klik kan du få svar på din usikkerhed i stedet for at skulle basere en beslutning på din egen fornemmelse. Dette gælder også for forældre, der spørger læreren til råds. På den måde bliver det offentligheden, der kommer til at styre børneopdragelsen. Denne trend vil få medvind af kunstig intelligens og dataforudsigelse, der for eksempel kan udpege skole-drop-outs, depression, ADHD og misbrugstendenser længe inden mor og far.

Fremtidens landsbysamfund 

Den næste generation af familier er vant til at designe deres egne spillelister, uddannelser og venskabspræferencer. De vil nægte at bo i en “boks” sammen med tilfældige naboer. De har gennem hele deres opvækst designet deres egne drømmesamfund gennem diverse computerspil, og det vil få stor indflydelse på deres deltagelse i samfundet. I spil som Minecraft og The Sims har børnene bygget minisamfund, som de vil vække til livs i den virkelige verden. På den måde vil fremtidens børnefamilie ikke kun have deleøkonomi indenfor hjemmets rammer, men også i det samfund, de lever i. De vil med førerløse biler og et hurtigere WIFI blive sat fri til at planlægge og bygge deres egne familiefællesskaber lige der hvor de har lyst.

Læs mere om landsbysamfundet i en anden artikel med Liselotte Lyngsø her.

Den superambitiøse familie

Der ses en stigning i antallet af meget ambitiøse børnefamilier der ser børneopdragelsen som projekt, som var det en virksomhedsopstart. Udover sex er den gode børneopdragelse blevet det mest efterspurgte emne i søgemaskinerne. Den ambitiøse familie har typisk kun et barn, er oppe i årene og hunderæd for, at børneprojektet ikke bliver en megasucces. Det er en familie som sætter hensynet  til gode skoler langt højere end hensynet til arbejdslivet. For eksempel forældre, der spiller klassisk musik for deres børn under graviditeten, tager barnets navn til numerolog, henter barnet tidligt “men aldrig tidligt nok” og gerne kører de ekstra 30 km til den gode (privat)skole. Den ambitiøse familie vil fylde meget i det offentlige rum, fordi de er ekstremt engagerede i skolebestyrelser, på SkoleIntra, på some og nogle vil endda deltage i barnets første ansættelsessamtale. De vil sætte fokus på rene toiletter, retten til økologisk mad og alkoholkontrakter i stedet for feks inklusion, integration, lus og fravær.

Læs artiklen med Liselotte Lyngsø, og mere om tendenserne indenfor fremtidens børnefamilie her.