Posts

Backpack to the future

Fremtidens rejse skal være en transformation. Den skal kunne mærkes helt nede i maven, og sætte hele dit sanseregister igang. I dag kan aha-oplevelsen man i gamle dage fik ved at rejse ud i verden, dækkes af teknologiske alternativer som VR (Virtual Reality) og hologrammer – Japan har enda skabt hologrammer du kan røre ved. I fremtiden vil den klassiske “oplevelse” altså være tilgængelig, ligegyldigt hvor i verden du befinder dig. Derfor går vi fra at opsøge inspiration til at ville skabe en transformation, på vores rejser.

Her er der ikke tale om påske-charterferien, hvis all-inclusive får din hjerne til at skrumpe ind, imens du sidder og brokker dig over, at der ikke er nok bobler i velkomstdrinken. Der opstår nemlig et problem når du bliver serviceret i stedet for at blive aktiveret. Man lavede nogle målinger på folk der blev plantet i en storby de ikke var familiær med. De vidste ikke hvor de skulle sove, hvilke gader der var sikre…  kort sagt blev deres hjerne konstant aktiveret med problemer de måtte finde en løsning på. Det interessante ved denne undersøgelse er at disse mennesker var i stand til at huske langt mere fra rejsen, end charterturisten var. På charterturen er alting nemlig så skemalagt og gennemskueligt, at vores hjerner på ingen måde aktiveres, hvilket forvandler os til små børn, der brokker sig over petitesser. Fremtidens rejse skal derfor give os det lille skub der gør, at vi kommer et spadestik dybere ned i den kultur vi befinder os i. Vi vil mærke en forandring hos os selv ved rejsens slutning.

Det kan vi gøre på en rejse til den anden side af jorden, men også bare en tur rundt i København. Altså ikke hvor du sidder passivt på toppen af en bus og kigger ned på Den Lille Havfrue, Rådhuset mv, men du aktivt deltager i oplevelserne. For eksempel ved at besøge kulturhuset i Absalons Kirke på Sønder Boulevard, og spille bingo med andre gæster. På den måde lærer du nye mennesker at kende, hører om hvordan det er at være ung, studerende, jobsøgende, gammel eller professor i København. Du får  altså et stykke kultur med hjem, som du ikke ville blive eksponeret for som traditionel turist.

Hør hele interviewet med Liselotte Lyngsø om fremtidens rejse her på P1 Morgen, eller nedenfor i en kortere version som video.

 

Læs også Fremtidens Rejse – En Transformation.