Posts

Drop pensionen – tag en pause!

Hvad siger du til at droppe pensionen?

“Fra pension til pauser”. Det er et begreb, vi bør vænne os til at høre i fremtiden.

Fremfor at knokle derudaf indtil vi når pensionen, vil vi tage pauser undervejs, hvor vi træner nye færdigheder, reorienterer os og f.eks. prioriterer børn. Det bliver en naturlig reaktion på et hastigt foranderligt arbejdsmarked. Og på at one size ikke passer til alle. Vi får en generation, der selv vil tage ansvaret for at sammensætte kombinationen af uddannelser, opgaver, pauser og jobs, der får forløst deres potentiale. De går fra at få et job til at skulle skabe det. Og de nærer ingen illusioner om, at der står og venter en folkepension til dem, når de bliver gamle.

I en podcast med Nykredit, taler fremtidsforsker Liselotte Lyngsø om tendenserne i fremtidens arbejdsliv.

Indenfor fremtidsforskning er vores pensionssystem fuldstændig oldnordisk

Vi hører det igen og igen. Grænsen mellem arbejdsliv og privatliv bliver mere og mere utydelig, og flere og flere af os tager ofte arbejdet med hjem. Det vil sige, at vi arbejder mere, og vi har svært ved at give os selv fri. Heldigvis har vi en pensionsordning i Danmark. Med den ved vi, at vi ikke bare skal arbejde indtil vi dør. At vi, når vi når en vis alder, med god samvittighed kan skifte arbejdsskoene ud med sutskoene og holde vores fortjente, livsopsparede pension. Men selvom vi ved, at vi har pensionen at se frem til. Og at den i princippet burde motivere os til at arbejde, så er det ikke det, der sker. Antallet af folk, der får stress og andre arbejdsskader er stigende, og rigtig mange mennesker vil gerne på pension før tid. Men gad vide om pensionen overhovedet kommer til at eksistere i fremtiden?

Kigger vi på de nyeste generationer ser vi, at rammerne for alt traditionsbundet har ændret sig markant. De vælger selv, hvem deres familie og venner skal bestå af, hvad de skal uddanne sig som, og hvor de skal bo. Mon de virkelig kommer til at acceptere, at nogen fortæller dem, hvornår de må holde fri?

“De nye generationer har ikke lyst til, at regeringen skal sætte en “slutdato” for, hvornår de skal stoppe deres arbejdsliv.”

-Liselotte Lyngsø.

 

Hellere leve med lidt end at leve uden mening

FIRE movement (Financial Independence, Retire Early), er et klart eksempel på en af de store tendenser, vi kommer til at se indenfor fremtidens arbejdsliv. Bevægelsen søger en tilværelse, hvor de undgår forbrugerbølgen og sparer så meget de kan. Deres mål er at blive økonomisk uafhængige, så de kan finde mening i livet andre steder end på arbejdsmarkedet.

Man skulle tro, at det der med at leve et helt vildt meningsfyldt liv, hvor arbejdets økonomiske fordele ikke er i centrum hele tiden, ville være attraktivt for rigtig mange, ikke? Det sjove er, at når det kommer til stykket, så bliver folk meget hurtigt trætte af at have fri. Så selvom de har trukket stikket og svoret på det simple liv, så hopper de alligevel tilbage til arbejdet. Så hvad er det egentlig for et arbejdsliv, vi gerne vil have?

 

Begrebet “pension til pauser” dækker over en tilværelse, hvor man hverken arbejder for at kunne holde fri, eller holder fri hele tiden. Det handler om at kunne stoppe op undervejs i arbejdslivet, holde en pause og blive opladt. At man giver sig selv tid til at reflektere over, om man stadig laver det, der giver mest meningen for en, eller om man skal videre i livet og lave noget andet. I fremtiden kan vi ikke kan regne med, at vores uddannelse holder hele livet. Og vi skal heller ikke kun have én uddannelse, men nærmere aflære og genlære hele tiden, gennem livet.

Vi skal kigge mod pensionsbranchen

En af de aktører, der rent faktisk kan få noget til at ske indenfor arbejdsmarkedet, er pensionsbranchen. De skal ruste folk til at investere i dem selv, og forsikre dem om, at de har noget at komme tilbage til. Og så skal de agere sparringspartnere i forhold til, hvad vi overhovedet skal bruge pauserne på. For hvad ville du gøre, hvis du fik et år til at gøre lige hvad du havde lyst til?

Som det allerede er blevet nævnt, så kommer den livslange uddannelse til at spille en kæmpe rolle i pauserne. Det er vigtigt, at vi har lov og tid til at lære noget nyt, hvis vi ikke længere finder mening med det, vi laver i forvejen. Det kan også være, at vi gerne vil bygge videre på den viden, vi allerede har. Men pauserne kommer ikke nødvendigvis kun til at have uddannelsen til formål. Pausen skal ses som en investering i sig selv. Så hvis man har dårlig ryg, så investerer man i sig selv ved at træne sig stærkere, så man kan vende mere robust og arbejdsdygtig tilbage.

Vores samfund bliver mere og mere digitaliseret, og rigtig mange arbejdsopgaver bliver overtaget af maskiner. Derfor skal mennesker til at være ekstra gode til at være mennesker, for at få succes på arbejdsmarkedet. Men det kræver, at tager tid til at investere i os selv. Og at fremtidens arbejdspladser ser vigtigheden i, at investere i deres medarbejdere. Vi skal nå til et sted, hvor vi får det bedste frem i mennesker. Hvor alle ikke bliver behandlet som maskiner, men set på som individer med forskellige styrker og svagheder.

 

Hør meget mere om begrebet “pension til pauser” og om, hvordan det kommer til at påvirke fremtidens samfund, i denne podcast med Liselotte Lyngsø.

 

LÆS OGSÅ:

“Vi vil hellere have pauser end pension”, med Liselotte Lyngsø.

Vi vil hellere have pauser end pension

Før i tiden var pension noget, som alle så frem til. Det betød, at vi endelig blev frie for at arbejde, så vi kunne nyde livet. Over de seneste år har idéen om pension ændret sig – nu vil vi blive på arbejdsmarkedet. 

Fremtidsforsker Liselotte Lyngsø kommer i denne artikel fra Søndag med flere bud på, hvad der får os til at ønske at blive ved med at arbejde efter pensionsalderen. 

Vores arbejde er en vigtig del af vores identitet

1968-generationen, som er i pensionsalderen nu, er langt mindre udslidte end tidligere generationer. De foretrækker pauser i deres arbejdsuge, og har derfor ikke behov for at gå på pension. Nutidens ældre er også mere uddannede end tidligere generationer, og de er gode til at tænke ud af boksen. Hvis de ikke er i stand til at fortsætte med det, de plejer at gøre, så vælger nogle for eksempel at starte for dem selv.

De ældre har bolden i deres banehalvdel når de når pensionsalderen. Selvom de har et drive for at arbejde, og finder det meningsfuldt og identitetsdannende, så bliver det stadigvæk arbejdsgivernes opgave at gøre arbejdsmarkedet attraktivt for de ældre. At give dem mulighed for at skræddersy deres arbejdsliv, så det passer til deres behov og det, de er i stand til. 

Arbejdet opfylder vores behov for både sundhed og socialisering

Vores samfund har en dårligere sammenhængskraft end tidligere og 40 procent af den danske befolkning bor alene. Derfor bliver arbejdet et af de primære steder, hvor vi får opfyldt vores behov for socialt nærvær.

Udover vores behov for socialt samvær, kræver vi også at blive holdt igang, og de er de ældre meget opmærksomme på. Arbejdspladsen er som et fitnesscenter, hvor man træner både hjerne og krop. 

Der er altså mange forskellige grunde til at blive længere på arbejdsmarkedet fremfor at gå på pension. Læs mere om dem i artiklen med Liselotte Lyngsø. 

Læs artiklen i ugebladet Søndag eller lige herunder.

Fremtidens ældrekultur: pension i paradis

Hvad er det, der holder os i Danmark, når vi først er gået på pension? På 10 år er antallet af pensionerede, der flytter til udlandet, steget med 65%.

I en artikel fra Berlingske, forudser fremtidsforsker Liselotte Lyngsø at det bliver en stigende tendens.

“Det er generationer med gode engelskkundskaber, som samtidig har taget den digitale virkelighed til sig, hvor arbejde, sundhed og sociale relationer i vidt omfang kan plejes online.”

-Liselotte Lyngsø.

 

Fra ungdomskultur til ældrekultur

68erne skabte en ungdomskultur og nu skaber de også en ældrekultur, som ikke føler sig forpligtede af lokale familiestrukturer og børnebørn. For dem gælder det om at lytte til sine drømme. De tiltrækkes af forskellige kulturer og bosætter sig i den, de tænder på.

 

Dyre Danmark

Udover kulturen, spiller økonomi en kæmpe rolle i valget om, hvor de ældre vil bo. Det er dyrt at bo i Danmark, og man skal ikke flytte særligt langt væk, for at få pensionen til at række længere. Flytter man til Polen eller Tyrkiet, rækker pengene 2-3 gange længere end i Danmark. Rejser man lidt længere væk til Indonesien, vil pengene også række 3 gange så langt – i eksotiske omgivelser.

 

Læs mere om fremtidens pension og ældrekultur i artiklen fra Berlingske, skrevet af Louise Kastberg.

Læs artiklen her

 

LÆS OGSÅ: Pension – derfor skal du spare op til fremtiden

Pension – derfor skal du spare op til fremtiden

Pension er super relevant i en tid hvor vi bliver ældre og skal genopfinde os selv mange gange. Alligevel er pension er ikke noget, vi lærer om i skolen eller finder sexet at snakke om.
I forbindelse med vores pensions- og sundhedsordninger, har PFA lavet en podcast, hvor Thomas Skov udforsker pension. Han snakker med Carsten Holdum, forbrugsøkonom hos PFA om hvorfor vi burde gå mere op i at spare op til vores fremtidige “jeg” og fremtidsforsker Liselotte Lyngsø tegner et billede af, hvordan fremtiden kommer til at se ud i løbet af de næste halvtreds år.

 

Husk at spare op imens du har noget at spare af 

Ifølge Carsten Holdum, er det at have en pension vigtigt af mange forskellige grunde. Det er ikke mange mennesker, der har let ved at se sig selv som gammel og derfor er det sværere for os at lægge penge til side til vores pension, end det er at bruge dem på noget, vi finder glæde ved lige nu. Derfor skal man forestille sig at sætte sig tidsmaskine og gøre noget godt for den person, man kommer til at være i fremtiden.

Lyt til podcasten og find desuden ud af, hvornår du burde begynde at tænke på din pension og hvordan.

 

Fremtidens pension – pauser gennem livet

Vi skal ruste os til et mere bæredygtigt arbejdsliv, hvor vi bliver ældre og ældre og genopfinder os selv mange gange. Det skal vi gøre ved at kigge ud af vinduet og tage fat i de opgaver og problemer, som skal løses for at gøre verden til et bedre sted, og aller vigtigst skal vi give vores børn blod på tanden til at gøre det.
Hvilken slags verden er det overhovedet, vi sparer op til? Liselotte Lyngsø peger på en udvikling hvor vi ikke kommer til at se på pension som slutningen. I stedet kommer vi til at tage flere små pauser gennem livet, hvor vi træner og reorientere os til at arbejdsmarked i stor forandring.
Lyt til podcasten “Tidsmaskinen” med Thomas Skov og find ud af hvorfor det giver mening at tænke fremtiden ind i nutiden

Lyt her.