ejerformer

3 ejerformer: er du rødvinsdrikker, ryger eller bange for skimmelsvamp?

Når det kommer til vores bolig, kan vi alle placeres i én af tre ejerformer. Vi kan være ejere, lejere eller andelshaver. Men vidste du at vores rødvinforbrug, hvor tætte vi er med vores naboer eller hvorvidt vi har et sommerhus, kan forudsiges udfra vores boligform?

Læs artiklen fra Bolius om ejerformer med fremtidsforsker Liselotte Lyngsø og bliv klog på, hvordan vi er ejere, lejere og andelshavere.

 

Økonomien skiller de tre ejerformer

“Danskerne i det byggede miljø (2019)” er en ny undersøgelse, som Kantar Gallup har lavet for Videncentret Bolius og Realdania. Den viser, at der er knyttet særlige værdier, livsstil og forbrug til de tre ejerformer. Her er nogle af resultaterne:

 

Boligvalg

  • Ejere: boligvalg skyldes nærhed til naturen.
  • Lejere: boligudgiftens niveau har stor betydning.
  • Andelshavere: nærhed til byen har stor betydning.

Mad- og drikkevaner 

  • Rødvin: ejerne bruger dobbelt så mange penge på rødvin om året som lejerne.
  • Sødmælk: lejerne køber over dobbelt så meget sødmælk som ejerne om året.
  • Fisk og skaldyr: ejerne spiser dobbelt så meget fisk og skaldyr om året som lejerne.
  • Rygning: lejerne ryger betydeligt mere end ejerne. Andelshaverne bruger færrest penge på tobak.

Største bekymringer 

  • Ejere: stigende skatter.
  • Lejere: stigende husleje.
  • Andelshavere: råd og skimmelsvamp.

 

Resultaterne viser, at økonomisk formåen ligger som en tydelig forklaringshætte over forskellen på de tre ejerformer.

 

Fra ejerskab til adgang til i trygge rammer

Overordnet set vil de fleste af os helst gerne bo i en ejerbolig. Økonomi og prioriteringer gør dog alligevel, at vi oftest starter med at leje i stedet for, i mens vi studerer eller lige når vi får børn. På det tidspunkt i vores liv, vil vi hellere bruge pengene på andre ting og det er først når børnene bliver store, at vi slår rødder. Når vi bliver gamle, fuldender vi ofte livscirklen og slår os ned i en lejebolig igen. På den måde skal vi ikke bekymre os om at stå for praktiske gøremål selv.

I dag taler flere og flere om, at vi i fremtiden ikke kommer til at være ejere længere. Til gengæld bliver vores samfund fyldt med mindre landsbyer af forpligtende fællesskaber, hvor alle har adgang til hinandens materielle og kompetencemæssige goder. Mon trenden med deleøkonomi kommer til at spejle sig i danskernes boligvalg? Eller bliver det netop endnu vigtigere for os, at vores bolig er vores egen, så vi i trygge rammer kan smide alt andet – bil, blender og biksemad – ind på fælleskontoen?

 

Læs artiklen “Sådan er vi ejere, lejere og andelshavere”, fra Bolius med Liselotte Lyngsø og reflekter over hvad, der afspejler dine egne boligvalg.