Fremtidens bolig: familiekollektivet
Hvem ville du kunne se dig selv dele bolig med?
I dag er grænsen mellem privat- og arbejdsliv stort set udvisket. Arbejdet ligger hele tiden og lurer nede i lommen, i vores telefoner. Når vi spiser, er på toilettet eller på vej i seng. For rigtig mange mennesker, har hverdagen aldrig været travlere. Derfor er mange børnefamilier begyndt at øjne muligheden for at bo tættere på hjælpen – nemlig svigerforældre, forældre og venner.
I en artikel fra ALT, beskriver fremtidsforsker Liselotte Lyngsø livet i det moderne kollektiv som en måde at få enderne til at mødes på.
Vi kan li’ den kollektive livsstil
I en undersøgelse fra Vores Børn viser det sig, at 20% af os danskere synes, at det er en god idé at flytte sammen med vores svigerforældre. 35% af os kunne godt flytte sammen med vores egne forældre og for hele 41%, er det ikke en dum tanke at flytte sammen med venner eller beskendte. I Danmark er vi nemlig exceptionelt glade for socialt samvær – og hygge! Og fællesspisning og det at have gratis og tryg børnepasning lyder jo heller ikke værst. Men er vi i virkeligheden så overskudsagtige, når vi klokken 03 om natten, kun iført undertøj, møder svigerfar på vej ud til toilettet? Eller er der grænser for, hvad vi gerne vil dele?
I virkeligheden orker nutidens forældre ikke, at rum som badeværelset og køkkenet skal være fælles. Vi elsker samvær, men det er lige så vigtigt for os at kunne trække os tilbage i vores egen private sfære, når vi har brug for det. I fremtiden vil vi derfor stadig have vores egen bolig. Til gengæld skaber vi fællesskaber, hvor vi har adgang til en masse. Her samles ligesindede om børnepasning, praktiske gøremål og generel støtte, når der er brug for det.
“Det er ikke, fordi kernefamilien er helt lost, men den bevarer ikke sin monopolstatus som idealet, alle stræber imod.”
-Liselotte Lyngsø
Læs meget mere om det familie nære bofællesskab i artiklen fra ALT, med Liselotte Lyngsø.