Små iværksættere er klar til fremtidens arbejdsmarked

Iværksættere er drivkraft for vækst og udvikling. De er også klar til fremtidens arbejdsmarked, hvor freelancere og projektansættelser bliver normen

Af Birgitte Flyvholm

Der er en direkte kobling mellem økonomisk velstand og iværksætteri. Det er alle enige om. Vækst måles traditionelt på omsætning, jobskabelse og eksport. Her spiller vækst-iværksættere en stor rolle, og det er også dem, samfundet satser på.

Det store fokus på vækst-iværksættere og økonomisk vækst har måske været med til, at personer med andre ambitioner har mistet lysten til at blive iværksætter. De føler måske, at der ikke er plads til dem i samfundet.

”Det er vigtigt også at fokusere på de mindre virksomheder. Der er rigtig mange, der har startet en tømrervirksomhed eller åbnet en frisørsalon, og som ikke har ambition om vækst. Der må jeg erkende, at vi ikke udadtil har brugt tid nok på at kalde dem iværksættere,” siger erhvervspolitisk konsulent i Dansk Erhverv Sigurd Schou Madsen.

”Der mangler et andet begreb end vækst for det, iværksættere kan være med til at udvikle,” siger forfatter og rådgiver Abelone Glahn.

Hun mener, at iværksættere i høj grad understøtter andre former for udvikling; netværksudvikling eller afledt vækst ved brug af underleverandører. Eller at små iværksættere er med til at skabe liv i landsbyerne.

”Jeg ville også gerne gøre det op i livskvalitet, for dem selv og deres kunder,” siger Abelone Glahn.

Fremtidens fleksible arbejdsmarked
I de seneste år er der blevet flere iværksættere. Det er især de unge og de ældre, der starter for sig selv.

”Det skyldes nok, at vi er blevet mere individualiserede i Danmark. Folk tør i højere grad prøve deres idé af. At føre deres drømme ud i livet,” siger Sigurd Schou Madsen.

”Vi kan se, at der kommer til at ske en ændring i den måde, vi ser iværksættere på. For vi bliver mere og mere bevidste om – og det viste krisen også – at det altså ikke er trygt at have et 8-16 job mere. Det er lige så utrygt som at være sin egen herre,” siger fremtidsforsker Louise Fredbo-Nielsen.

De unge vokser op i et andet samfund. For dem er det normalt, at de er ansat i nogle år, og så går de ud og starter egen virksomhed. De vil opleve, at de store virksomheder i højere grad vil ansætte til tidsbegrænsede projekter og anvende underleverandører og freelancere.

”De unge vil zappe ind og ud af arbejdsmarkedet. Det bliver også mere normalt at have en virksomhed ved siden af et job, og der vil være mange freelancere,” siger Louise Fredbo-Nielsen.

Ny teknologi giver nærvær
Det er ny teknologi, der giver de nye muligheder til fremtidens arbejdsmarked. Nye teknologier gør det muligt at købe fra freelancere i hele verden. Men det gør det også muligt for en masse små iværksættere at finde kunder og levere til flere. Ny teknologi er med til at skabe en nærhed til kunderne, selv om man er langt fra hinanden.

”Teknologien ændrer den måde, vores samfund fungerer på. Det gør, at der skabes en masse forretningsområder for iværksættere og dermed positiv påvirkning på fremtidens arbejdsmarked. Endomondo er et fantastisk eksempel på, at nærheden til brugerne skabes med de nye teknologier. Det fungerer jo kun, når vi har smartphones og internettet,” siger Louise Fredbo-Nielsen.

0 replies

Leave a Reply

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *