Posts

Fremtidens distancearbejde: hjemmekontorene fortsætter

Hvad skal vi forvente af fremtidens arbejdspladser efter coronakrisen? Vil distancearbejde fortsat være et hit? Måske ligefrem en dealbreaker?

 

Lige om lidt vi ikke længere have work-life balance men life-work balance. Hør hvorfor, i udsendelsen fra TV2 news, hvor fremtidsforsker Liselotte Lyngsø, taler om fremtidens arbejdsliv.

 

Distancearbejde har været under opsejling længe

Der er ingen tvivl om, at vi alle har måtte hakke en hæl og klippe en tå, for at få hjemmearbejdet til at fungere under corona lockdown. Med børn og husdyr susende om ørene på os, har vi måtte tilpasse os et arbejdsliv på distancen – væk fra kontoret. Mange skulle vænne sig til de nye omstændigheder i starten, men så var det som om, der skete noget. Vi begyndte at slappe mere af. Arbejdet var ikke længere nødvendigvis i toppen af vores prioriteringsliste. Tid til familie, venner og ikke mindst os selv kom i fokus. Pludselig var det ikke længere slemt at skulle arbejde hjemme, for der spillede arbejdet ikke en så stor rolle, som det ellers ville have gjort på kontoret.

Udviklingen af distancearbejde har været opsejling længe. Forbes sagde allerede i februar, at hvis man skal have fat i fremtidens talenter, så skal man kunne tilbyde dem at arbejde hvor og hvornår de ville. Hos transportvirksomheden Über, kan du blive hyret og arbejde, helt uden nogensinde at møde din chef. Folk har arbejdet på distancen i lang tid, men under coronakrisen har mange flere virksomheder for alvor åbnet øjnene for de muligheder, det giver.

 

Bagsiden af medaljen

Selvom distancearbejde kan give os mulighed for at sætte vores egne behov over vores arbejdes, så er der også nogle udfordringer, der skal tages stilling til. Hvordan skaber man for eksempel tillid mellem fremmede mennesker, der snakker sammen online? Er tillid ikke noget, man skaber over tid og ved kropssprog og øjenkontakt? Og så forestil dig at skulle skabe nye koncepter og være kreativ sammen med mennesker, der ikke er fysisk til stede! Det kan være svært at tænke ud af boksen og være innovative sammen, hvis man ikke har et fælles, fysisk samlingspunkt at forholde sig til.

Og hvad med magtpolitik? Vi vil gerne bevise vores værd og have mulighed for at arbejde os op ad karrierestigen. Spørgsmålet er, hvordan vi skal gøre det, hvis vi ikke længere viser vores ansigt på kontoret og overfor vores chef?

“Magtpolitik handler om at blive forfremmet. Det handler om at være synlig og blive set. Det kan være svært at hæve flaget, hvis man sidder hjemme i stuen med et barn på skødet.” 

-Liselotte Lyngsø. 

 

Et arbejdsmarked, skræddersyet til DIG

Selvom der findes ulemper ved distancearbejde, så vil det fortsat bredde sig ud til mange flere virksomheder. Det, at vi kan få lov til selv at balancere vores arbejds- og privatliv er kommet for at blive. Vi kan selv bestemme, hvilket liv vi gerne vil have og designe det udfra vores individuelle behov. Er vi B mennesker kan vi arbejde om aftenen. Arbejder vi bedst i levende omgivelser kan vi tage på et co-workingspace eller vores yndlingscafé. Det vil revolutionere ferieplanlægningen, at vi pludselig kan arbejde hvor som helst og når som helst. I stedet for at vores arbejde definerer vores liv, vil vores liv komme til at definere vores arbejde.

Vi går en spændende digital fremtid i møde. Monitorering og kameraer vil afskaffe referaterne, som ingen alligevel læser og alligevel vil ingen glemme, hvad der er blevet talt om. Virtual reality muliggør, at vi kan udvikle projekter og løse problemstillinger, uden overhovedet at forlade det rum, vi sidder i.

 

Pop-up kontorer, øget fleksibilitet og en hel ny præstationskultur. Hvad får virksomhederne og medarbejderne egentlig ud af fremtidens distancearbejde? Hør hele indslaget med Liselotte Lyngsø her.

 

 

LÆS OGSÅ: “Work life balance efter corona”, fra Gjensidige med Liselotte Lyngsø. Der kan du læse endnu mere om det privat- og arbejdsliv, vi går i møde efter corona.

 

Tag et kursus i fremtidsforskning

Vil du lære at trendspotte og oversætte fremtiden til strategi, idéer og handling for dig og din organisation? Så meld dig til et intensivt kursus i fremtidssans med Liselotte Lyngsø.

Link til fysisk kursus.

Link til online kursus.

 

Sådan gør vi virksomhederne post corona-krise klar

Om lidt skal virksomhederne åbnes op igen. De har overlevet en lock down. Nu skal de overleve en genåbning i et samfund, hvor alt er anderledes og hvor nye regler gælder. Men hvordan ved de, hvad kunderne har brug for?

I podcasten Inspire Monday, tager erhvervscoach Helena Risager en spændende og inspirerende snak med fremtidsforsker Liselotte Lyngsø. Her snakker de om, hvad fremtidsforskning er og hvordan man kan bruge det til at få fut i virksomhederne. Og så forsøger de at finde svar på, hvad vi skal forvente af den fremtid, der banker på døren når vores samfund skal være normalt igen. Mon vi nogensinde får lyst til at kramme andre igen?

 

Slut med nærvær?

Det at vi har været tvunget til at holde afstand har kridtet banehalvdelene tydeligt op, når det gælder typer. På den ene banehalvdel har vi dem, der har været lettede over at have en undskyldning for at undgå fysisk nærkontakt. De stortrives i vores nye, kram- og håndtryksløse verden. På den anden banehalvdel findes de typer, for hvem det gør kæmpe indtryk, at de skal undgå fysisk kontakt. Det er dem, der udtrykker deres følelser for andre gennem kærtegn, og som kan gå helt ned over ikke at måtte kramme deres nære.

Udeblivelsen af fysisk kontakt har tvunget os til at træne vores samtaleevne. Vi må ikke være sammen mange mennesker, og derfor udøver vi 1 til 1 walk’n talks som aldrig før. Vi får skabt nogle buddyteams, som i dykkerverdenen betyder, at vi har nogen, der har vores ryg og omvendt. Nogen, der hjælper os og giver os hudløs ærlig feedback. Det får vi ikke meget af i den tid, vi står i lige nu. Kun fra sociale medier og vores chatbots, der giver os de svar, vi gerne vil have! Mon buddyteams bliver et etableret begreb hos virksomhederne efter krisen?

 

Hop med på dovenskabsbølgen!

Det, der især får sin opblomstring lige nu, er teknologien. Hvor mange af os var skeptiske og tilbageholdende overfor digitaliseringen af hverdagen før, er flere begyndt at åbne op og se mulighederne i den. Vi har for eksempel set, hvor let det egentlig er at holde virtuelle møder. Det er gået op for os, hvor tidskrævende det var at tage hele vejen hen til kontoret, når man lige så godt kunne arbejde hjemme fra sengen. Mon vi går 100% tilbage til fysiske møder og 9-17 kontortider, når lock down bliver ophævet? Næppe, for dovenskab er den allerstørste drivkraft til innovation. Hvis der kan udvikles en lettere måde at gøre tingene på, så gør vi det! Se bare på avocadokniven…

Det, at vi konstant skaber nyere, smartere og lettere muligheder gør, at vores forventninger til service stiger og stiger. Og automatisering sætter turbo på kvalitetsskabelse ude i virksomhederne. Om lidt bliver den umotiverede kassemedarbejder skiftet ud med robotten. Men supermarkedernes personale skal ikke udryddes. De skal være en blanding mellem salgsassistenter og life coaches. Teknologien overvåger os allerede nu. Den kan se, hvilket slags tøj vi foretrækker og hvad vores madpræferencer er. Om lidt ved den også, om vi helst køber økologisk eller om vi er laktoseintolerante. Og det bliver et vigtigt værktøj, når medarbejderne i supermarkederne skal coache os til, hvad vi skal shoppe og hvorfor.

“Interessant – spændende!”

En anden stor drivkraft for nytænkning og innovation er vores irritation. Hvornår blev du sidst rigtig frustreret over noget? For Liselotte Lyngsø var det dengang hun altid skulle køre 30 kilometer hele vejen frem og tilbage fra sin farmor for at købe hendes yndlings te til hende. Hun var nemlig den eneste, der vidste hvor man kunne få den. Hun stillede ofte spørgsmålstegn til, hvorfor en af hendes naboer ikke kunne købe den med. De handlede alligevel i samme butik, som solgte teen. Men vi er i det hele taget ikke særlig gode til at bede om hjælp fra hinanden, i vores samfund. Og det er et stort problem – en irritation. Det resulterede i appen “Sammenholdet”, der gør det lettere for kræftpatienter at bede andre om hjælp i hverdagen. Den opretter nemlig et netværk af hjælpere, der kan slå til under sygdomsforløbet.

Virksomhederne gør altså klogt i at øve sig i at sige “interessant, spændende”, når de bliver frustrerede over noget. Hvem ved? Måske bliver deres irritation koden til en helt ny opfindelse.

Den tabte ungdom

Finanskrise, klimakrise og coronakrise vil koste den næste generation dyrt i forhold til manglende praktikophold, høje adgangskrav til uddannelse, arbejdsløshed og en klimaudfording, der stadigvæk skal løses. De er lagt i kakkeloven til generationskonflikter. Med mindre genopbygningen af samfundet bliver med en dobbelt bundlinje, der både har fokus på vækst og grøn omstilling.

Hør hele podcastepisoden med Helena Risager og Liselotte Lyngsø. 

Tag et kursus i fremtidsforskning

Vil du lære at trendspotte og oversætte fremtiden til strategi, idéer og handling for dig og din organisation? Så meld dig til et intensivt kursus i fremtidssans med Liselotte Lyngsø.

Link til fysisk kursus.

Link til online kursus.

 

Hvordan ser en post-corona hverdag ud?

I disse corona tider er vi vist alle efterhånden blevet bevidste om, at vores vante hverdag og måden, vi levede på før, ikke kan opretholdes længere. Sådan er det, når noget så uhåndgribeligt og ukontrollerbart som en virus, pludselig spreder sig. Så må vi vende op og ned på alt det, vi før kaldte normalt. Omstrukturere vores samfund og gentænke rutinerne. Lige nu skaber vi det, vi i fremtiden kommer til at kalde normalen. Og selvom forandring sjældent er nogens kop te, så er det ikke nødvendigvis en dårlig ting, at vi får rusket lidt op i vanerne.

Fremtidsforskere Daria Krivonos og Liselotte Lyngsø giver i denne artikel fra TV2 deres bud på, hvad corona-epidemien kommer til at betyde for fremtidens hverdag.

Med corona er vi blevet tvunget til at udforske vores teknologiske muligheder

Når vi snakker om fremtiden, så er det ofte i vendinger som “det kommer til at ske” og “lige om lidt er alt helt anderledes!”. Det har vi længe gjort med den teknologi, der gør, at vi kan mødes virtuelt. I lang tid har vi diskuteret fordelene ved både fjernundervisning og det virtuelle mødelokale, men først nu, i corona-krisen, er vi begyndt at få det til at ske. Nu udvikler uddannelsesområdet sig med en hastig fart. Hvor mon vi ender henne?

Når vi først har set og mærket, at forandring fryder, så går vi sjældent tilbage til måden, vi gjorde ting på før. Vi må antage, at krisen på et tidspunkt kommer til at slutte, og så vil de positive erfaringer fra perioden leve videre.

 

“Man skal typisk bruge seks uger på at ændre adfærd, og det vel at mærke for ting, man ikke har lyst til at ændre på. Når man ser det gode ved ændringerne, tager det ikke så lang tid.”

-Liselotte Lyngsø. 

 

Selvdesignede arbejdstider

De virtuelle møder boomer derudaf og vi hjemmearbejder på livet løs. Det har vist sig at være fuldkommen uproblematisk at lade folk være ejere over deres egne arbejdstider. Nogen sover længe og arbejder sent ud på aftenen. Andre kombinerer arbejdet med morgenmad på sengen. Og kontorene? Ja, de savner ikke deres ejermand mere end de allerede gjorde før. Der stod de nemlig alligevel tomme om aftenen og i weekenderne.

Vi kan betragte den her corona lock-down som et eksperiment. Eksperimentet gik ud på at finde ud af, hvorvidt vi virkelig behøvede af et 9-17 skema og et kontor. Og konklusionen er – for rigtig mange af os – at nej, det gjorde vi ikke. Det skaber tværtimod kæmpe fordele for vores arbejdspladser. De vil ikke længere behøve at bruge ressourcer på plads, der ikke bliver udfyldt. Forskudte og fleksible arbejdstider lever videre efter epidemien. Og det giver arbejdspladserne mulighed for at skabe det bedst mulige arbejdsliv for deres ansatte.

 

Et kropsforskrækket, kontantløst samfund

Hvis der er én positiv ting, vi har lært efter coronavirussen så er det at være opmærksom på vores egen hygiejne. Der er opstået en fælles bevidsthed om, hvordan bakterier og virus spreder sig, og hvordan man undgår smitte. Det får os automatisk til at holde to meters afstand, når vi passerer hinanden på gaden, og flere af os er allerede nede på tredje hudlag efter al den håndvask.

Samfundet bliver forhåbentlig snart åbnet igen. Mon vi bare kan gå tilbage til knus og kram og “vil du smage min is?” igen? Kan den kropsforskrækkelse, krisen har påført os, udviskes?

 

“Nærkontakt bliver en luksus, storrummet erstattes af distancearbejde, og når vi endelig mødes, skal gruppen aldrig være større, end den kan dele to pizzaer, så vi kan få fuld gavn og feedback af hinanden.”

-Liselotte Lyngsø. 

Det er ikke kun nærkontakt, vi får problemer med at finde efter krisen. Kontanternes udfasning er i den grad også blevet sat på turbo. Mange butikker nægter at tage imod betaling, hvis det ikke er med kreditkort. De bakteriebefængte kontanter har ingen plads i et coronaramt samfund. Mon de kommer til at have det i post-corona tidsalderen?

 

Læs hele artiklen med Daria Krivonos og Liselotte Lyngsø og reflekter over, hvordan du tror vores samfund kommer til at se ud på den anden side.

 

LÆS OGSÅ: 10 bud på hvordan Corona-krisen vil skærpe din fremtidssans, med Liselotte Lyngsø.

 

Vil du lære at trendspotte og oversætte fremtiden til strategi, idéer og handling for dig og din organisation? Så meld dig til et intensivt kursus i fremtidssans med Liselotte Lyngsø.

Link til fysisk kursus.

Link til online kursus.

10 bud på hvordan Corona-krisen vil skærpe din fremtidssans

”Meget er kastet op i luften. Men en ting er jeg ikke i tvivl om. Corona-krisen vil skærpe vores sans for at navigere i fremtiden!”

 

Af LISELOTTE LYNGSØ, fremtidsforsker, direktør og stifter af Future Navigator.

 

Aldrig i nyere historie har så mange mennesker ændret deres adfærd i så stort et omfang på så kort tid, som vi ser i disse uger. Som fremtidsforsker gennem mere end 20 år har jeg ikke oplevet en situation, der var så radikal og dybtgående. Corona-krisen har kastet os ud på det helt mørke vand. Der er blevet sat en ekstra skub i trends, der allerede lå i tiden. Altså udviklinger og brudflader vi godt vidste var vigtige, men hvis betydning og potentiale, vi havde svært ved at se udmøntet, fordi meget var som ”det plejede”. Vi har fået serveret fremtiden under en kæmpe lup. Se bare på din egen familie, hvor vi pludselig skal være sammen på en ny måde. Se på din arbejdsplads, hvor vi skal lære at samarbejde uden at være sammen. Nye regler gælder. Verden er ufrivilligt blevet omdannet til et gigantisk laboratorium. Det giver os en enestående mulighed for allerede i dag at øve os i at håndtere morgendagens samfund. Men det kræver at vi kigger de rigtige steder. Jeg vil pege på 10 konkrete nedslag, som vil sætte deres præg på verden på den anden side af COVID-19 krisen.

 

1. Vi genopfinder vores tro på eksperter

10 bud på hvordan Corona-krisen vil skærpe din fremtidssans

Efter en lang periode med begreber som fake news, alternative sandheder og det post-faktuelle samfund, hvor alt var ligegyldigt, så står vi nu som kollektiv i en situation, hvor viden er afgørende. Altså ægte viden. Adgangen til at mene noget og bidrage er baseret på faglige kundskaber og ikke antallet af likes, følgere på Instagram eller evne til at råbe højt. Alvor og viden klæder hinanden. Og det vil gælde i årene efter, at COVID-19 har lagt sig.

Eksperter er mennesker med en særlig dyb indsigt vi alle kan nyde gavn af. Vi vidste det godt. Men havde bare glemt det i de sociale mediers malmstrøm af holdninger og råberi. Det vil få afgørende betydning for vores mulighed for eksempelvis at løse klimakrisen, at vi forstår, at der er forskel på rigtigt og forkert.

 

2. Vi lærer at reagerer på farer som ikke er synlige

Corona var længe noget man havde i Wuhan, Kina. Kun de færreste havde fantasi til at forestille sig, at det ville komme til Europa, endsige Danmark. Vi kunne ikke se sygdommen. Ikke forstå den. Ikke mærke kinesernes skæbne i vores eget liv. Mange af fremtidens udfordringer bliver dem som ikke står tindrende klart – før de banker på vores dør.

Vi har gennem i årevis talt om eksponentialitet uden helt at forstå den som andet end matematiske formler. I denne tid begynder vi – på den hårde måde – at forstå princippet i en udvikling, der følger en eksponentiel kurve. Det bliver en fordel når den teknologiske revolution for alvor stempler ind. Eller når isen smelter med accelererende hast. Vi har fået en kollektiv lektie i hvorfor, det er vigtigt at handle i tide– og ikke vente til vi når tipping-point – og det er for sent!

 

3. Vi skal blive bedre til at forebygge en feedbackkrise

10 bud på hvordan Corona-krisen vil skærpe din fremtidssans

Vores hjem er blevet omskabt til små digitale hubs. Møder afvikles online. Der bliver skåret ind til benet, mange vil opleve det som voldsomt effektivt. Hvor spildte vi dog meget tid på møder og ligegyldig snak! Distancearbejde var en trend, der allerede lå i kortene.

Det store amerikanske erhvervsmagasin Forbes Magazine pegede i februar på distancearbejde som det afgørende parameter for at tiltrække og fastholde unge talenter. Nu vil det buldre afsted. Men det fungerer kun, hvis vi også bliver bedre til at give og modtage feedback. Vi bliver godt nok konstant bedt om at ranke og rate. På TripAdvisor, TrustPilot, ja vi kan dårligt handle i en bager uden at skulle tage stilling til om servicen var god nok. Vores relationer bliver gjort til algoritmer i online-samfundet. Distancearbejde forstærker den udvikling. Men den forstærker også den feedbackkrise vi allerede står i.

For når vi gør feedback til anonyme tal, risikerer vi at gå glip af svarene på det vi ikke har spurgt om, men som er vigtige. Hvordan skal vi som mennesker reagerer på, at vi fik 5 i stedet for 6 på en skala fra et til 10? Og hvad med de tabuer, der kræver tillid og nærvær for at blive forløst? Der er en reel risiko for, at vi bliver afstumpede af hele tiden at kommunikere med maskiner og bots – digitale robotter, der svarer på vores spørgsmål – og som er designet til at give os ret. Skal vi forløse distancearbejdets enorme potentiale er det ekstremt vigtigt, at vi gør noget ved hudsult, træner vores evne til at lytte højt, er nærværende, konstruktive, nysgerrige og empatiske, når vi endelig kan mødes igen hinanden.

 

4. Vi insisterer på at spille hovedrollen i vores eget liv ved aktivt at slukke

 

10 bud på hvordan Corona-krisen vil skærpe din fremtidssans

Netflix, HBO og alle de andre streamingtjenester har kronede dage. Gør din borgerpligt: Bliv på sofaen. For Danmark. Det er et kig ind i en fremtid, hvor flere og flere risikerer at blive passive tilskuere. Godt nok på et meget højt underholdningsniveau med konstant nye og endnu bedre tilbud. Men det er binging. Infotainment bulimi. I disse dage skal vi hver især vælge, hvordan vi aktivt forholder os til en situation, der opfordrer til passivitet. Lærer vi nye sprog? Bygger vi om? Melder vi os aktivt til at hjælpe i nærområdet – hvis man må? Har vi styrken til at sige nej til at lade nyhedsflowet overvælde os, og i stedet tage kontrol selv indenfor en meget begrænset ramme. Coronakrisen kan være det som udløser, at vi for alvor får trænet vores evne til aktiv fordybelse. Selv om omverden lokker, er usikker, bimler og bamler.

 

5. Vi dropper indlæggelse og satser på hjemlæggelse

10 bud på hvordan Corona-krisen vil skærpe din fremtidssans

I løbet af ultrakort tid er vi blevet sat i en situation, hvor vi skal tage ansvar for egen sundhed. Er jeg syg? Har jeg lidt feber? Ingen tør hoste mere – undtagen i smug. I det omfang vi overhovedet kan, bliver vi hjemme. Sygehuse er kun for de sygeste! Steder du for en hver pris bør undgå.

Det kræver at vi øger vores viden om egen sundhed. Vi skal monitorere vores temperatur, vores vejrtrækning, vores almen tilstand. Det rejser en række etiske spørgsmål.  Er den viden vi indsamler fælles eller privat? Skal vi dele med vores arbejdsgiver, hvis vi kan måle, at vi er ved at udvikle en forkølelse? Kan vores arbejdsgivere i fremtiden forlange, at medarbejderne bruger nye teknologiske muligheder for at følge eget helbred? Men vigtigst vi kommer til at se en eksplosion i frivillig selv-overvågning og diagnosticering, så vi sammen med chefen kan tage stress og forkølelser i opløbet.

 

 

6. Vi finder nye læringsstier til både børn og voksne

I uddannelsessektoren har man længe talt om mulighederne for fjernundervisning. Men det har været halvhjertet og mange har set det som et forsøg på at spare. Nu er der ingen vej uden om. Alt undervisning er flyttet over på onlineplatforme. Min søn skal registrere sin puls og løbeturene som en del af fjerngymnastiktimen. Han nyder at det sædvanlige hierarki med stræberne, der rækker hånden op på første række og altid bliver hørt, er blevet brudt. I stedet skriver de allesammen svaret i kommentarfeltet. Kunstig intelligens måler præcist på netop dine huller og finder adaptive øvelser, der passer præcist til dit niveau.

10 bud på hvordan Corona-krisen vil skærpe din fremtidssans

Alle undervisere bliver kastet ud på digitalt vand – vi slipper for diskussioner om med eller uden skærmtid. Undervisere og elever er tvunget til at blive meget bedre til at udnytte potentialet i forskellige læringsformer så one size erstattes af my size. Min oplevelse er, at entusiasme hos både elever og undervisere er stor. Alle føler en forpligtigelse til at gøre det så godt som muligt i nødens stund. Det helt afgørende bliver en systematisk evaluering af erfaringerne fra det store digitale klasserum. Hvordan reagerer eleverne? Hvordan reagerer underviserne? Og hvordan kan det hjælpe os med livslang læring? Vi får aldrig en bedre mulighed for at blive klogere.

 

7. Vi stopper op og bliver bevidst nøjsomme

I disse dage stiller vi knivskarpt på vores forbrug – ikke mindst vores overforbrug. Jeg er næppe den eneste dansker, der har måtte afbestille påskeferien. Eller fået aflyst en fest eller udskudt en biograftur. Krisen har mindet os om, at alt har en ende og at den vigtigste ressource i vores liv er et godt helbred for os selv og vores nærmeste. Vi vidste det godt i forvejen. Vi havde bare glemt det.

Men nu er mulighederne for overforbrug skåret dramatisk ned og mange danskere – ja i hele den rige verden – vil sidde tilbage med en følelse af, at det egentligt var ok. Vi talte i forvejen om staycation (ferie i Danmark) og undersøgelser viser igen og igen, at en stor gruppe danskere drømmer om at geare ned. Det sker nu. Mange vil opleve, at det faktisk ikke er så tosset at arbejde smartere og forbruge mindre. Så er det hellere ikke vigtigere at komme til Rom.

 

8.Vi får styr på rammerne

10 bud på hvordan Corona-krisen vil skærpe din fremtidssans

37 familieformer har længe skulle passe ind i et boligmarked skabt til en kernefamilie med villa og vovhund. Corona-krisen kommer til at sætte sine spor i vores hjem. Når hele familien skal være hjemme så længe og børnene skal gå i skole og forældrene skal arbejde i hjemmet, så finder vi virkelig ud af hvad, der fungerer og hvad, der ikke fungerer. Den ultimative test.

Vi får multifunktionelle hjem, vi bygger huler, smider ud og ommøblerer på livet løs derhjemme: Så er stuen et mødelokale. Så er det fitnesscenter. Så er det workshop for børn, der skal lave kreative malerier. Vores hjem har fået en ny opgave: Det skal være mere situationstilpasset i forhold til hvad vi har behov for – fremfor, at beboerne skal passe til stuerne.

 

10 bud på hvordan Corona-krisen vil skærpe din fremtidssans

 

9. Time-out for hvor ender det?

Bliver jeg eller mine kære syge i denne COVID-19 bølge eller den næste. Mister jeg mit job? Hvad skal jeg leve af? Hvem har brug for mig? Hele oplevelsessektoren, der har levet trygt og ombejlet står pludselig med håret i postkassen og alle planer aflyst. Ikke underligt stresser det os helt vildt når vi pludselig selv skal finde på noget at lave og hverken kender de nye spilleregler eller kan gennemskue spillet. Usikkerheden virkede meget abstrakt og diffus i snakken om disruption og robotter, der ville tage vores arbejde.

Nu forstår alle, undtagen samfundets allervigtigste, hvad det vil sige at blive ”slået hjem”. Vi har fået et eksistentielt wake-up-call. Hverdagen som vi kender den kan faktisk slutte fra det ene pressemøde i Statsministeriet til det næste. Mange vil begynde at tage pension med pauser. Hvor vi tager timeout og forlader de daglige rutiner, for at overveje, hvad det er for en værdi, som vi kan og vil bidrage til samfundet med.

 

10. Vi bliver nysgerrige på andre lande

I årevis har vi talt om den globale landsby. Månelanding og begivenheder som de Olympiske Lege har gjort verden mindre og skabt et imaginært fællesskab af at være verdensborger. Nu får vi i fællesskab konkrete erfaringer med at være isolerede og kæmpe mod Corona. Vi har længe været offer i en politisk og ideologisk handelskrig mellem USA og Kina. Beskyldningerne er fløjet frem og tilbage. Nu vil borgerne vide mere om hinanden. Pludselig handler det om vores allesammens hverdag. Hvordan har de det i Spanien? Hvad er reglerne i Sydkorea? Er de holdt op med at kysse på kinden i Frankrig? Hvordan begraver italienerne deres døde? Og kan det nu passe at kineserne har fået inddæmmet smitten?

10 bud på hvordan Corona-krisen vil skærpe din fremtidssans

Måske bliver vi alligevel til en slags globale verdensborgere, der har fingeren på pulsen i forhold til at lade os inspirere af andre måder at indrette os på. Vi har alle stået på samme side i den samme krig. De store internationale institutioner har med deres tavshed efterladt os til selv at konkludere. Meget er kastet op i luften. Men en ting er jeg ikke i tvivl om. Corona-krisen vil skærpe vores sans for at navigere i fremtiden!

 

 

Læs artiklen i Politiken her.

Copyright: Future Navigator 

Skal du også til at gå til nærvær?

I lang tid har vi set en udvikling, hvor fokus på nærvær er blevet mindre og mindre. Vi går allesammen går rundt i hver vores boble. En boble, der symboliseres ved de høretelefoner, vi har på når vi er ude og gå. Eller den smartphone, vi søger ned i når vi tager offentlig transport.

»Vi er gået fra en kultur baseret på nærvær til andetstedsværelse. Opfindelsen af smarttech har kastet os alle ud i en kollektiv feedbackkrise.«

-Liselotte Lyngsø 

Nu står vi midt i en krise, der tvinger os væk fra hinanden. Når vi endelig bevæger os ud fra hjemmeisolationen, så holder vi 2 meters afstand og vender os væk fra en hver form for smittefare og nærkontakt. Før virkede det uhøfligt at have hovedet begravet ned i mobilen, uden at se sig for. Nu er du en helt, hvis du holder dig for dig selv. Den boble, vi befandt os i før, er kun blevet forstærket af corona-krisen.

 

Coronavirus sætter turbo på feedback-krisen

En af grundene til, at vi i lang tid har bevæget os længere og længere væk fra hinanden, er teknologien. Den har gjort mange af de processer, der før krævede fysisk nærvær, virtuelle. For eksempel ser vi, at især arbejdsrelaterede møder, i høj grad bliver afviklet online i stedet for fysisk. Det er fantastisk, at vi er eksponerede overfor de teknologiske muligheder, som vi ser i dag. Især i den tid vi får igennem lige nu, hvor det fysiske fremmøde er umuligt – og også ulovligt til en vis grad. Men den vænner os også mere og mere til en tilværelse, hvor fysiske relationer bliver mere og mere fremmedgjorte.

Teknologien har også givet os smarte robothøjtalere som Siri og Alexa, der kan afkode, hvad vi trænger til. De kan også fungere som en “nem” kilde til samtale, fordi de giver os ret og kender til vores behov. Til gengæld kan de ikke afkode vores skjulte sider og frustrationer. De giver os heller ikke den feedback, vi skal bruge for at udvikle og forbedre os selv.

Corona-krisen sætter turbo på feedback-krisen. Den eneste feedback vi modtager for tiden, er den, vi læser på de sociale medier. Eller når vi bliver skældt ud nede i supermarkedet, fordi vi glemte at spritte af eller tage handsker på.

 

Vi bliver så dårlige til nærvær at vi skal begynde at gå til det

Om lidt bliver nærvær noget, vi aktivt skal vælge at have i vores liv. Med teknologien og kriser som den, coronaen har skabt, bliver vi mere og mere vant til en hverdag uden nærvær. Folk, der arbejder på kontorer, som ikke bliver udsat for meget fysisk bevægelse i hverdagen, skal aktivt vælge at dyrke motion ved at løbe en tur eller tage i fitness. Sådan bliver det også, når vi gradvist bliver dårligere til at være tæt på hinanden. Så må vi opfinde redskaber, der kan træne og holde vores nærværsmuskel ved lige.

Her kommer brætspillene til at gøre en stor forskel. Dem kan man nemlig ikke spille alene eller med sin chatbot. Om end de går ud på at spille sammen eller mod hinanden, så fungerer de som et samlingspunkt.

Liselotte Lyngsøs eget spil Typisk!, er udviklet netop til at træne vores empatiske muskel. Det handler om personlighedstyper, hvor man både opdager, hvilken type man selv er, og samtidig skal forlade sin egen personlighedstype for at træne at se verden gennem andres øjne. Deltagerne i spillet kan kun vinde, hvis de sidder sammen, taler sammen og samarbejder.

 

Mon vi skal til at gå til nærvær, på samme måde som vi har gået til fitness? I så fald, kommer du så til at skrive dig op til holdet? Læs mere om tendensen til at bruge brætspil som kilden til nærvær i denne artikel fra Berlingske med Liselotte Lyngsø.

 

Original artikel skrevet af: Sine Gerstenberg

 

LÆS OGSÅ: “Spil Typisk! og træn dig til kærlighed” med Liselotte Lyngsø.