”Meget er kastet op i luften. Men en ting er jeg ikke i tvivl om. Corona-krisen vil skærpe vores sans for at navigere i fremtiden!”

 

Af LISELOTTE LYNGSØ, fremtidsforsker, direktør og stifter af Future Navigator.

 

Aldrig i nyere historie har så mange mennesker ændret deres adfærd i så stort et omfang på så kort tid, som vi ser i disse uger. Som fremtidsforsker gennem mere end 20 år har jeg ikke oplevet en situation, der var så radikal og dybtgående. Corona-krisen har kastet os ud på det helt mørke vand. Der er blevet sat en ekstra skub i trends, der allerede lå i tiden. Altså udviklinger og brudflader vi godt vidste var vigtige, men hvis betydning og potentiale, vi havde svært ved at se udmøntet, fordi meget var som ”det plejede”. Vi har fået serveret fremtiden under en kæmpe lup. Se bare på din egen familie, hvor vi pludselig skal være sammen på en ny måde. Se på din arbejdsplads, hvor vi skal lære at samarbejde uden at være sammen. Nye regler gælder. Verden er ufrivilligt blevet omdannet til et gigantisk laboratorium. Det giver os en enestående mulighed for allerede i dag at øve os i at håndtere morgendagens samfund. Men det kræver at vi kigger de rigtige steder. Jeg vil pege på 10 konkrete nedslag, som vil sætte deres præg på verden på den anden side af COVID-19 krisen.

 

1. Vi genopfinder vores tro på eksperter

Efter en lang periode med begreber som fake news, alternative sandheder og det post-faktuelle samfund, hvor alt var ligegyldigt, så står vi nu som kollektiv i en situation, hvor viden er afgørende. Altså ægte viden. Adgangen til at mene noget og bidrage er baseret på faglige kundskaber og ikke antallet af likes, følgere på Instagram eller evne til at råbe højt. Alvor og viden klæder hinanden. Og det vil gælde i årene efter, at COVID-19 har lagt sig.

Eksperter er mennesker med en særlig dyb indsigt vi alle kan nyde gavn af. Vi vidste det godt. Men havde bare glemt det i de sociale mediers malmstrøm af holdninger og råberi. Det vil få afgørende betydning for vores mulighed for eksempelvis at løse klimakrisen, at vi forstår, at der er forskel på rigtigt og forkert.

 

2. Vi lærer at reagerer på farer som ikke er synlige

Corona var længe noget man havde i Wuhan, Kina. Kun de færreste havde fantasi til at forestille sig, at det ville komme til Europa, endsige Danmark. Vi kunne ikke se sygdommen. Ikke forstå den. Ikke mærke kinesernes skæbne i vores eget liv. Mange af fremtidens udfordringer bliver dem som ikke står tindrende klart – før de banker på vores dør.

Vi har gennem i årevis talt om eksponentialitet uden helt at forstå den som andet end matematiske formler. I denne tid begynder vi – på den hårde måde – at forstå princippet i en udvikling, der følger en eksponentiel kurve. Det bliver en fordel når den teknologiske revolution for alvor stempler ind. Eller når isen smelter med accelererende hast. Vi har fået en kollektiv lektie i hvorfor, det er vigtigt at handle i tide– og ikke vente til vi når tipping-point – og det er for sent!

 

3. Vi skal blive bedre til at forebygge en feedbackkrise

Vores hjem er blevet omskabt til små digitale hubs. Møder afvikles online. Der bliver skåret ind til benet, mange vil opleve det som voldsomt effektivt. Hvor spildte vi dog meget tid på møder og ligegyldig snak! Distancearbejde var en trend, der allerede lå i kortene.

Det store amerikanske erhvervsmagasin Forbes Magazine pegede i februar på distancearbejde som det afgørende parameter for at tiltrække og fastholde unge talenter. Nu vil det buldre afsted. Men det fungerer kun, hvis vi også bliver bedre til at give og modtage feedback. Vi bliver godt nok konstant bedt om at ranke og rate. På TripAdvisor, TrustPilot, ja vi kan dårligt handle i en bager uden at skulle tage stilling til om servicen var god nok. Vores relationer bliver gjort til algoritmer i online-samfundet. Distancearbejde forstærker den udvikling. Men den forstærker også den feedbackkrise vi allerede står i.

For når vi gør feedback til anonyme tal, risikerer vi at gå glip af svarene på det vi ikke har spurgt om, men som er vigtige. Hvordan skal vi som mennesker reagerer på, at vi fik 5 i stedet for 6 på en skala fra et til 10? Og hvad med de tabuer, der kræver tillid og nærvær for at blive forløst? Der er en reel risiko for, at vi bliver afstumpede af hele tiden at kommunikere med maskiner og bots – digitale robotter, der svarer på vores spørgsmål – og som er designet til at give os ret. Skal vi forløse distancearbejdets enorme potentiale er det ekstremt vigtigt, at vi gør noget ved hudsult, træner vores evne til at lytte højt, er nærværende, konstruktive, nysgerrige og empatiske, når vi endelig kan mødes igen hinanden.

 

4. Vi insisterer på at spille hovedrollen i vores eget liv ved aktivt at slukke

 

Netflix, HBO og alle de andre streamingtjenester har kronede dage. Gør din borgerpligt: Bliv på sofaen. For Danmark. Det er et kig ind i en fremtid, hvor flere og flere risikerer at blive passive tilskuere. Godt nok på et meget højt underholdningsniveau med konstant nye og endnu bedre tilbud. Men det er binging. Infotainment bulimi. I disse dage skal vi hver især vælge, hvordan vi aktivt forholder os til en situation, der opfordrer til passivitet. Lærer vi nye sprog? Bygger vi om? Melder vi os aktivt til at hjælpe i nærområdet – hvis man må? Har vi styrken til at sige nej til at lade nyhedsflowet overvælde os, og i stedet tage kontrol selv indenfor en meget begrænset ramme. Coronakrisen kan være det som udløser, at vi for alvor får trænet vores evne til aktiv fordybelse. Selv om omverden lokker, er usikker, bimler og bamler.

 

5. Vi dropper indlæggelse og satser på hjemlæggelse

I løbet af ultrakort tid er vi blevet sat i en situation, hvor vi skal tage ansvar for egen sundhed. Er jeg syg? Har jeg lidt feber? Ingen tør hoste mere – undtagen i smug. I det omfang vi overhovedet kan, bliver vi hjemme. Sygehuse er kun for de sygeste! Steder du for en hver pris bør undgå.

Det kræver at vi øger vores viden om egen sundhed. Vi skal monitorere vores temperatur, vores vejrtrækning, vores almen tilstand. Det rejser en række etiske spørgsmål.  Er den viden vi indsamler fælles eller privat? Skal vi dele med vores arbejdsgiver, hvis vi kan måle, at vi er ved at udvikle en forkølelse? Kan vores arbejdsgivere i fremtiden forlange, at medarbejderne bruger nye teknologiske muligheder for at følge eget helbred? Men vigtigst vi kommer til at se en eksplosion i frivillig selv-overvågning og diagnosticering, så vi sammen med chefen kan tage stress og forkølelser i opløbet.

 

 

6. Vi finder nye læringsstier til både børn og voksne

I uddannelsessektoren har man længe talt om mulighederne for fjernundervisning. Men det har været halvhjertet og mange har set det som et forsøg på at spare. Nu er der ingen vej uden om. Alt undervisning er flyttet over på onlineplatforme. Min søn skal registrere sin puls og løbeturene som en del af fjerngymnastiktimen. Han nyder at det sædvanlige hierarki med stræberne, der rækker hånden op på første række og altid bliver hørt, er blevet brudt. I stedet skriver de allesammen svaret i kommentarfeltet. Kunstig intelligens måler præcist på netop dine huller og finder adaptive øvelser, der passer præcist til dit niveau.

Alle undervisere bliver kastet ud på digitalt vand – vi slipper for diskussioner om med eller uden skærmtid. Undervisere og elever er tvunget til at blive meget bedre til at udnytte potentialet i forskellige læringsformer så one size erstattes af my size. Min oplevelse er, at entusiasme hos både elever og undervisere er stor. Alle føler en forpligtigelse til at gøre det så godt som muligt i nødens stund. Det helt afgørende bliver en systematisk evaluering af erfaringerne fra det store digitale klasserum. Hvordan reagerer eleverne? Hvordan reagerer underviserne? Og hvordan kan det hjælpe os med livslang læring? Vi får aldrig en bedre mulighed for at blive klogere.

 

7. Vi stopper op og bliver bevidst nøjsomme

I disse dage stiller vi knivskarpt på vores forbrug – ikke mindst vores overforbrug. Jeg er næppe den eneste dansker, der har måtte afbestille påskeferien. Eller fået aflyst en fest eller udskudt en biograftur. Krisen har mindet os om, at alt har en ende og at den vigtigste ressource i vores liv er et godt helbred for os selv og vores nærmeste. Vi vidste det godt i forvejen. Vi havde bare glemt det.

Men nu er mulighederne for overforbrug skåret dramatisk ned og mange danskere – ja i hele den rige verden – vil sidde tilbage med en følelse af, at det egentligt var ok. Vi talte i forvejen om staycation (ferie i Danmark) og undersøgelser viser igen og igen, at en stor gruppe danskere drømmer om at geare ned. Det sker nu. Mange vil opleve, at det faktisk ikke er så tosset at arbejde smartere og forbruge mindre. Så er det hellere ikke vigtigere at komme til Rom.

 

8.Vi får styr på rammerne

37 familieformer har længe skulle passe ind i et boligmarked skabt til en kernefamilie med villa og vovhund. Corona-krisen kommer til at sætte sine spor i vores hjem. Når hele familien skal være hjemme så længe og børnene skal gå i skole og forældrene skal arbejde i hjemmet, så finder vi virkelig ud af hvad, der fungerer og hvad, der ikke fungerer. Den ultimative test.

Vi får multifunktionelle hjem, vi bygger huler, smider ud og ommøblerer på livet løs derhjemme: Så er stuen et mødelokale. Så er det fitnesscenter. Så er det workshop for børn, der skal lave kreative malerier. Vores hjem har fået en ny opgave: Det skal være mere situationstilpasset i forhold til hvad vi har behov for – fremfor, at beboerne skal passe til stuerne.

 

 

9. Time-out for hvor ender det?

Bliver jeg eller mine kære syge i denne COVID-19 bølge eller den næste. Mister jeg mit job? Hvad skal jeg leve af? Hvem har brug for mig? Hele oplevelsessektoren, der har levet trygt og ombejlet står pludselig med håret i postkassen og alle planer aflyst. Ikke underligt stresser det os helt vildt når vi pludselig selv skal finde på noget at lave og hverken kender de nye spilleregler eller kan gennemskue spillet. Usikkerheden virkede meget abstrakt og diffus i snakken om disruption og robotter, der ville tage vores arbejde.

Nu forstår alle, undtagen samfundets allervigtigste, hvad det vil sige at blive ”slået hjem”. Vi har fået et eksistentielt wake-up-call. Hverdagen som vi kender den kan faktisk slutte fra det ene pressemøde i Statsministeriet til det næste. Mange vil begynde at tage pension med pauser. Hvor vi tager timeout og forlader de daglige rutiner, for at overveje, hvad det er for en værdi, som vi kan og vil bidrage til samfundet med.

 

10. Vi bliver nysgerrige på andre lande

I årevis har vi talt om den globale landsby. Månelanding og begivenheder som de Olympiske Lege har gjort verden mindre og skabt et imaginært fællesskab af at være verdensborger. Nu får vi i fællesskab konkrete erfaringer med at være isolerede og kæmpe mod Corona. Vi har længe været offer i en politisk og ideologisk handelskrig mellem USA og Kina. Beskyldningerne er fløjet frem og tilbage. Nu vil borgerne vide mere om hinanden. Pludselig handler det om vores allesammens hverdag. Hvordan har de det i Spanien? Hvad er reglerne i Sydkorea? Er de holdt op med at kysse på kinden i Frankrig? Hvordan begraver italienerne deres døde? Og kan det nu passe at kineserne har fået inddæmmet smitten?

Måske bliver vi alligevel til en slags globale verdensborgere, der har fingeren på pulsen i forhold til at lade os inspirere af andre måder at indrette os på. Vi har alle stået på samme side i den samme krig. De store internationale institutioner har med deres tavshed efterladt os til selv at konkludere. Meget er kastet op i luften. Men en ting er jeg ikke i tvivl om. Corona-krisen vil skærpe vores sans for at navigere i fremtiden!

 

 

Læs artiklen i Politiken her.

Copyright: Future Navigator