Velkommen til den aldersfrie fremtid!

Af fremtidsforsker Mette Sillesen

Gammel er død, og alder ophævet. I fremtiden lever vi ikke bare længere, men også bedre. Vi giver den gas og holder formen langt op i årene – måske helt til vi takker af som 142-årige. Så at betegne mennesker som gamle, når de har mere end halvdelen af livet tilbage, er jo absurd. Og hvad er gammel også? Min chef Anne Skare Nielsen har altid sagt, at gammel er intet andet end dårlig software – og nu bakker diverse eksperter og forskere hende op. Velkommen til den aldersfrie fremtid!

Flere mennesker lever længere

Lad os starte med at ridse banen op med lidt fakta:

#1 Fremtidsfaktum: Flere mennesker

I dag er vi 7 milliarder mennesker på jorden. Det er 3 milliarder flere end for blot 30 år siden, og det er 2 milliarder mindre end om 30 år, hvor vi har rundet de 9 milliarder – og stigningen fortsætter kun.

#2 Fremtidsfaktum: Flere “gamle”

For første gang i historien er der i dag flere mennesker over 60 end under 15. Pyramiden er vendt på hovedet. Om små 20 år vil hele 25 procent af populationen være over 65. Tænk lige over det: Hver fjerde person, du vil møde på din vej, vil være gammel i 2016-optik.

At kategorisere så stor en del af befolkningen som “gamle” er da ret meningsløst, ikke? Særligt hvis de ikke føler sig eller lever som “gamle”.

#3 Fremtidsfaktum: Vi lever længere

I følge prognoserne vil en baby, der fødes i dag (i 2016), leve 20 år længere end sin oldefar (født i 1925). Det er tæt på en levealder på 100 år. Og det er når vi ser bort fra ny og kommende forskning, medicin og teknologi, og kun forholder os til vor nuværende levestil og apparater. Her er der altså ikke taget højde for fx et gennembrud af mirakelmidlet rapamycin (som kan komme til at betyde, at vi bliver sådan cirka 142 år!), eller celleforskningens udbredelse (som allerede nu har vist, at det er muligt at sætte nogle celler i stå og endda skrue dem tilbage!).

Hvorfor lever vi længere – og bedre?

Forskning og innovation er de primære grunde til, at vi lever længere. For eksempel har opfindelsen af køleskabet betydet, at vi kan have mad på køl, uden at der går forrådnelse i det, sæben at vi undgår bakterier, vaccinen at vi er modstandsdygtige overfor sygdomme, etc. En af fremtidens hårdeste trends er eksponentiel acceleration, som betyder, at den teknologiske udvikling (samt udviklingen inden for mange andre områder) fortsat vil udvikle sig med eksponentiel hastighed. Det vil sige en fordobling af, hvad teknologien kan, og hvor hurtigt den opererer cirka hver 18. måned (på nuværende tidspunkt). Dette forhold har betydet, at vi siden år 2000 (altså på godt 15 år) har flyttet os mere, end vi gjorde i hele det 20. århundrede. Det betyder også, at vi de næste 5 år kommer til at udvikle os mere, end vi har gjort de sidste 15 år. Tyg lige på den!

Også oplysning udvikler sig eksponentielt. På grund af internettet og de voldsomme videnskabelige fremtidskridt vi tager hele tiden, er vi så utroligt oplyste i dag. Vi ved, hvad det gode, sunde, lange liv kræver – og vi begynder så småt at handle derefter: Vi spiser sundere, sover mere, motionerer bedre, lærer nyt, tænker positivt, stresser mindre, er mere tilstede og omgiver os med mennesker, der gør os godt.

Not oldies, but goodies

Hvis du synes, at denne tendens er svær at få øje på, så kan jeg godt følge dig. Fedme- og stress-statistikkerne peger jo på det modsatte. Men det er netop derfor: Med en trend, følger altid en modtrend. Med en udfordring, følger altid en løsning. Nuvel. Jeg giver mig en smule: “Flere mennekser lever længere” er en hård trend (et vilkår for fremtiden), mens “flere mennesker lever længere og bedre” kun er en blød trend (en plausibel fremtid). Men lad os abonnere på den konstruktive fremtid og gå med det plausible scenarie: I fremtiden er der få oldies og i stedet masser af goodies: Mennesker over 65 år, som er i topform fysisk, mentalt, emotionelt og spirituelt.

Lad os tage skridtet videre ved at gå aktivt til fremtiden. Det vil sige, lad os spørge os selv, hvad der skal til for, at vi bliver goodies og ikke oldies i fremtiden. Eller, sat på fremtidsforskerformel, oversætte den hårde trend, at vi lever længere, til egenskaber. Mit bud kommer her:

#1. Selvforståelse 

Den første og vigtigste egenskab er selvforståelse. Vi skal først og fremmeste gøre op med “gammel” og stoppe med at putte mennesker i kasser og bokse ud fra deres biologiske alder. Alder er et tal, der fortæller mindre og mindre om os. Og gammel er intet andet end dårlig software.

Alder fortæller mindre og mindre 

I dag er vi børn til vi fylder 11 – max. Herfra er vi unge til vi bliver forælder. Så bliver vi voksne for en stund, for så at blive unge (måske endda teenagere) igen. For så måske at stifte familie påny. Ellers skipper vi det helt og lever “straight out” som singler. Der er flere og flere måder at leve på, men en fælles tendens er, at livsfaserne forskydes eller helt udviskes. 40’erne er de nye 20’ere, og 60’erne de nye 40’ere. For nogle. Andre vælger mere traditionelle forhold, mens endnu andre har frasagt sig alder og normalitet for længst. Pointen er, at vi på en og samme tid lever mere ens (på tværs af alder) og mere fragmenteret (går vores egne veje). Og det betyder, at aldersbegrebet siger mindre og mindre om os.

Gammel er intet andet end dårlig software

Klichén “alder et bare et tal” holder altså. Og det gælder ikke kun måden vi lever på, men også måden vi tænker på. Det er nu videnskabligt bevist, at der en stærk sammenhæng mellem måden vi tænker på og måden vi ældes på. Dit humør, tanker, følelser påvirker direkte din fysiologi. Du har altså selv en voldsom stor indflydelse på, hvornår – og om – du bliver gammel. Det er først, når du begynder at fortælle dig selv, at du er gammel, at du bliver gammel. Fortæller du dig selv, at du er ung, frisk, dynamisk og har noget at bidrage med, så følger hjernen efter!

For eksempel, hvis du er 20 år og slår din hofte, så forventer du, at den bliver god igen af sig selv hurtigt – og det er hvad den gør. Er du 70 år og slår din hofte, fortæller du dig selv, at du er gammel og at din krop er ved at falde fra hinanden. Tænker du som den 20-årige, vil du med stor sandsynlighed hele hurtigere. It’s all about the mind!

Så hvis du gerne vil være ung hele livet, så tænk dig ung. Endnu bedre drop mærkaterne ung og gammel og fokuser på, hvad du gerne vil være. Opfatter du dig selv som sund, energisk, uovervindelig, er det det, du bliver.

#2. Pauser

En anden egenskab, der bliver vigtig, hvis vi vil være goodies og ikke oldies i fremtiden, er pauser. Vi skal igen droppe at tænke på alder som noget, der bare sker. Drop idéen om, at du skal på pension når du fylder 60. For hvorfor skulle du det, når du ikke er gammel og slidt? Og når du har sådan cirka 40 år endnu at gøre brug af? Øv dig i stedet på at holde pauser igennem livet. Fremtidens arbejdsmarked vil kræve af dig, at du genopfinder dig selv løbende og kontinuerligt udvikler din “employability”. I fremtiden bliver vi ikke bedømt på vores CV og alder, men på den værdi vi skaber. Og det er dit eget ansvar. Dermed er det også dit eget ansvar, at du er bæredygtig og ikke brænder ud som stresskanin som 42-årig. Det bliver derfor vigtigt, at du evner at tage pauser igennem livet – til genopfindelse, fornyelse, fordybelse, oplevelser, nærvær, samvær, m.m. Vi skal have små pensioner ind på arbejdsmarkedet. Og vi skal have pauser ind i hverdagen. Fordybelse og nærvær er ikke bare den nye luksus; det er top-nødvendigt i den evigt eskalerende fremtid.

I denne artikel Fra MBA til MBS kan du læse om, hvordan du træner din evne til at holde pauser og fremtidssikrer dig selv til det lange arbejdsliv.

#3. Partnerskifte

Også parforholdet præges af, at vi lever længere. Vi kommer til at have flere partnere igennem livet. Det skyldes ikke kun, at vi lever længere, men fordi vi insisterer på at leve bedre. For ikke så frygtelig mange år siden var det sådan, at en kvinde havde brug for en mand for at overleve og omvendt. Manden tjente pengene, og konen tog sig af børn og hjem, og et brud var så ødelæggende, at det ikke ansås som en mulighed. Sådan er det ikke længere.

I dag går vi ikke fra hinanden, fordi det ikke fungerer, men fordi vi kunne være lykkeligere et andet sted. Vi er i forholdet så længe det er godt. Og når det ikke fordrer os længere, vælger vi os selv og går hver til sit. Seriel monogami vil fortsat være den mest udprægede parforholdsmodel i fremtiden – trods flere og flere hopper ud i polygami, åbne forhold eller bevidst vælger et liv uden en partner. Partnerskifte bliver derfor en essentiel egenskab.

Luksusskilsmissen

At kunne danse med opbrud, håndtere svære følelser og acceptere – og måske endda nyde – at tingene forandrer sig bliver en stor styrke i fremtiden. I dag ses en tendens, hvor vi dyrker luksusskilsmissen. Det vil sige, at man fremskynder skilsmissen, således at man når at blive skilt, mens man stadig har følelser for hinanden, så man kan blive gode skilsmisseforældre. Endnu bedre: I fremtiden behøver vi formentligt ikke selv at hitte ud af, hvordan vi træner denne egenskab. Nej, den følger med på det obligatoriske skilsmisseforberedende kursus til alle nybagte forældre. Bonus!

Måske synes du, at denne model lyder både kynisk og overfladisk, men hvis det er det lange og gode liv, du bestræber, så er den faktisk slet ikke så tosset igen. Ny forskning viser, at hvis vi er i usunde forhold går det markant udover vores sundhed og hvordan vi ældes. Fjendskhed og dårlig trivsel udløser nemlig stresshormoner og nedsætter immunsystemet og fordøjelsen.

Elsk din nabo

Når det er sagt, viser forskningen også, at gifte personer i lange forhold lever længst. Men det er altså kun, hvis de er glade sammen. Forklaringen findes nemlig i, at ens partner giver følelsesmæssigt støtte og tryghed, hvilket medfører større glæde og mindre stress. Partneren er der desuden til at minde om, at du skal huske at tage dine piller og gå til lægen.

Men igen, hvis parret derimod forårsager hinanden stress, er det bedre at være alene, og så i stedet finde sparringen, trygheden og kærligheden blandt nære venner, familiemedlemmer eller måske din nabo.

Vil du vide mere om konsekvenserne af det lange liv, så hør denne podcast, hvor jeg sammen med en filosof, en parterapeut, en arbejdslivsforsker og morgenværterne på Radio24syv diskuterer den nye alderdom.

Af fremtidsforsker Mette Sillesen

Snart bliver din tommeltot guld værd

Til sommer kan turister i Japan betale med fingreaftryk i udvalgte butikker. Liselotte Lyngsø vurderer, at den nye og hurtig betalingsform bliver en win-win. Løsningen med fingreaftryk betyder nemlig, at betalingssitationen vil gå hurtigere, og det giver mindre eller ingen kø i supermarkederne. Og det betyder, at vi får kortere tøvetid, og sådan kommer vi til at købe mere. Derfor kan nye betalingsløsninger være rigtig attraktive for virksomheder. 

Læs hele artiklen om den nye betalingsform her

 

 

Vi booker hotellet alt for tidligt

Over halvdelen af danskerne booker hotellet flere måneder i forvejen ifølge momondo.dk. »Tidsintervallet for hotelbook­ing passer både med tendensen om, at danskerne tager flere kortere ferier spredt ud over året, og at vi vil skræddersy og kontrollere vores ferie fra start til slut,« forklarer Mette Sillesen til Berlingske.

Succes til de ansvarlige

I dag kæmper kloden med store, globale problemer. Vi mennesker skal finde nye løsninger og grønne teknologier for at løse dem. Dette giver et stort vækstpotentiale, og derfor er ansvarlige investeringer ikke kun godt for miljøet, men også for investorerne.

I artiklen fra Jyllands-posten, taler fremtidsforsker Mette Sillesen om, hvordan klodens globale udfordringer vil ende med at gavne dem, som tager ansvar.

Citatuddrag fra Mette: ”Det er svært at være virksomhed, hvis du lukker øjnene for omverdenen og dens problemer. Flere medarbejdere søger mening i arbejdslivet, og for forbrugere og medier er du kun interessant, hvis du tager ansvar.”

Teledildoer og sexrobotter

3D printede kønsorganer og virtuelle kærester… Den oppustelige Lolita dukke skiftes ud med sex-robotten Roxxxy, hvis personlighed og humør man selv kan indstille, og telefonsex udvides med teledildoer. Læs Louises 5 bud på  sex i fremtiden  her.

Skræddersyet sundhed

Med et armbånd der måler, hvad du spiser, og en gentest, der kan fortælle dig, hvad der er bedst for dit helbred, er sundhed i dag skræddersyet til den enkelte. Læs om Liselotte Lyngsøs bud på 2016s sundhedstrends her, på Metroexpress.

Besiddelse er lig med lidelse

Citatuddrag fra fremtidsforsker Liselotte Lyngsø: »Før var lagre på loft og i kældre lig med rigdom. Nu er besiddelse lig med lidelse. At skille sig af med ting er en renselsesproces, for vi har behov for ro omkring os for at få ro i sindet«.

Læs hele artiklen om tendensen simple living her: Vi gider ikke at have så mange ting

 

Fremtidens konference skal være en sanseoplevelse

Den klassiske konference med informationstunge foredrag og netværk med visitkort og kaffe i pausen har for længst passeret sin holdbarhedsdato. I stedet efterspørger danskerne skræddersyede kurser med ekstraordinære oplevelser og indtryk, der pirrer sanserne og efterlader deltagerne inspireret.

Ligesom på så mange andre planer i danskernes liv anno 2016 handler det også om oplevelser og autenticitet, når der skal vælges et kursus eller en konference i fremtiden. Sådan lyder det fra fremtidsforsker Mette Sillesen, når hun kigger i krystalkuglen for at se, hvilke tendenser som danskerne vil møde inden for området i de kommende år.

»Deltagere stiller endnu højere krav til oplevelsen af kurset eller konferencen. De vil forvente mere af oplevelserne – både før, under og efter arrangementet. Det gør de allerede i dag, men kravene bliver endnu højere i fremtiden,« spår hun.

Den klassiske opbygning af en konference med en foredragsholder og efterfølgende netværk er ifølge fremtidsforskeren forældet. I fremtiden skal konferencen ses som en helhedsoplevelse, hvor alle kontaktpunkter er nøje udtænkt.

»Oplevelsen starter allerede inden konferencen, når deltagerne ved, at de skal med. Før en konference, kan du spørge ind til deltagerne med spørgsmål som f.eks.: Er du vegetar? Har du nogle krav til teknologien? Eller er der noget, du har brug for i forhold til konferencen? På den måde føler den enkelte sig hørt og føler ikke, at konferencen er en standardpakke, men derimod et skræddersyet arrangement med hensyn til unikke behov og præferencer,« forklarer Mette Sillesen.

Ikke information, men inspiration

Hvor mange før i tiden samledes på kursus eller konference for at få ny viden, kan alle i dag gå online og blive opdateret med dugfrisk viden inden for deres arbejdsområde. Og da en stor del af hverdagen allerede bliver brugt på nettet, både rent arbejdsmæssigt, men også i fritiden, har danskerne store forventninger til de arrangementer, som de vælger at bruge deres dyrebare offlinetid på.

»Det betyder, at der er større krav end nogensinde før til det fysiske møde, og hvad konferencen skal kunne. Når man vælger at afsætte tid til et kursus eller en konference, så skal det være noget ekstraordinært, som man får ud af det.

Hvis man ligeså godt kunne have siddet ved computeren og lære det, som man lærer på konferencen, så er det bare ikke godt nok.

Når man vælger at bruge tid og energi på at komme til en konference, så skal den transformere dig på en eller anden måde og give dig noget, som du ikke kan få andre steder,« forklarer Mette Sillesen.

Det er altså ikke information, som danskerne hungrer efter, når de tager på kursus og konference i 2016, men derimod inspiration og transformation, mener hun.

»Når man vælger at være der fysisk, kommer man for oplevelsen og for at netværke. I dag er netværk en væsentlig del af det at tage på konference eller kursus, og noget som man som udbyder også kan skabe en oplevelse omkring. At netværke skal ikke bare være at drikke kaffe og dele visitkort ud, men det at dele en oplevelse. Der er mange måder, hvorpå man kan gøre det sociale element til en oplevelse, f.eks. kan man servere noget særligt mad, som larver eller myrer. Det kan også være sanseoplevelser med lys, lyd eller dufte. Det grundlæggende er, at det skal være noget overraskende og noget, som man ikke har set før.«

Hent artiklen “Fremtidens konference skal være en sanseoplevelse” af Christina Hasselbalch Langpap fra Jyllands-posten som pdf her

 

Vis mig dit hotel – og jeg skal sige dig, hvem du er

Et hotel er ikke bare et sted, du sover. I dag vælger flere hotel efter, hvem de er, og hvilken historie som de gerne vil fortælle om sig selv.

Danske hoteller oplever en markant fremgang i hele landet. Det viser de seneste tal fra Danmarks Statistik. Og det er især danskerne, som bidrager til fremgangen. Fremtidsforsker Mette Sillesen nikker genkendende til tendensen.

»Helt generelt ser vi, at vi begynder at bruge både tid og penge på oplevelser frem for at sætte vores penge i vores hus og boligindretning. Vi rejser mere og kommer mere ud af vores hjem. Vi vil væk fra materialisme – og vores sociale status bliver målt i, hvad vi gør og bruger vores tid på, frem for hvad vi ejer,« forklarer hun.

Bevidst valg af hotel

Som en følge af det vælger mange at overnatte på hotel i jagten på oplevelser og autenticitet. Men et hotel er ikke bare et sted, man sover. I dag er valget af hotel meget mere bevidst end nogensinde før, lyder det fra fremtidsforskeren.

»Når vi vælger vores hotel, er vi meget reflekterede over vores identitet. Det hotel, som vi vælger, skal være i tråd med den måde, som vi ser os selv på. Mange baserer deres valg af hotel på, om stedet er værdigt til at dele online, og om det er et sted, som man har lyst til at fortælle om. Vi spejler os i oplevelser, og når oplevelsen inkluderer et hotelophold, går mange ofte hele vejen og vælger et hotel, hvor de kan se sig selv i øjnene.«

Ifølge Mette Sillesen handler det i dag om at få en unik oplevelse, og om at hotellet er særpræget.

»Det kan f.eks. være et designerhotel med designermøbler, der signalerer, at her er en person, som går op i god design.

Men mange vælger også hoteller efter pris, men det skal være et lavprishotel, som stadig er forholdsvis trendy, og hvor det hele fungerer som f.eks., at internettet og teknikken på værelset virker,« forklarer hun.

Trækker stikket

Ud over oplevelser og selviscenesættelse er hotellerne også danskernes foretrukne måde at trække stikket fra en hektisk hverdag.

»Mange vælger hotel, fordi man så bliver serviceret og kan læne sig tilbage og ikke skal tænke på noget,« forklarer hun og fortæller, at især spahoteller er eftertragtede.

»Der er flere end tidligere, som foretrækker et ophold på et spahotel. Det hænger sammen med, at vi i dag lever en ret hektisk hverdag med højt tempo, og hvor vi er meget online både i arbejdstiden og fritiden. Vi har derfor brug for små afbræk en gang imellem, hvor vi kan få lov til bare at være og ikke yde noget.

På spørgsmålet om hotellerne er populære hos danskerne i fremtiden, svarer Mette Sillesen prompte.

»Ja, oplevelseshotellerne er stadig populære. Buzzwordet siden starten af 2003 har været autenticitet – den er sikker hvert år, og det bliver det ved med at være i fremtiden,« siger hun.

Hent artiklen “Vis mig dit hotel – og jeg skal sige dig, hvem du er” af Christina Hasselbalch Langpap fra Jyllands-posten som pdf her

 

Fremtidens Danmark byder på:

Selvkørende biler, robotter til det sure arbejde og maskiner som sensorer.

Hvad skal vi lave når robotterne tager over? Lyt med, når fremtidsforsker Liselotte Lyngsø fortæller hvad fremtidens danske befolkning skal give sig til, når robotterne overtager deres jobs, og om hvordan fremtidens teknologi vil ende med at gøre den nye generation til den klogeste.

 

Hør interviewet med Liselotte Lyngsø på Nova her på soundcloud.