TAG TESTEN: Kunne du bo i et tiny house?
Vil du gerne leve mere bæredygtigt?
Kunne du tænke dig at blive mere uafhængig af samfundets infrastruktur og leve selvforsynende?
Er tid vigtigere for dig end penge?
-Kan du svare JA til mindst én af de ovenstående spørgsmål? Så overvej at flytte ind i et tiny house community….
Fra villa til tiny house
Vores lyst til at leve mere bæredygtigt og i pagt med naturen stiger markant. I en analyse af danskernes syn på klima og bærerdygtighed, foretaget af Landbrug og Fødevarer i 2019, svarede hele 95%, at de kunne finde på at ændre adfærd eller vaner af hensyn til klima, miljø eller bæredygtighed.
Alligevel er det noget drastisk at skalere ned til et 45 kvadratmeters hus. Særligt hvis der skal være plads til andre end os selv.
For 27-årige Jakob Solkær var det ikke bare en fiks idé, da han besluttede sig for at bygge sit helt eget minihus. Og ifølge fremtidsforsker Liselotte Lyngsø, vil trenden med at skabe communities omkring værdifællesskaber kun vokse sig stærkere.
Vi vil diktere rummet – ikke omvendt
Store huse og dyre biler var engang luksus. Nu er det kampen for klimaet, det er sejt at arbejde for.
Særligt blandt den yngre generation.
Otte unge mennesker har netop sultestrejket for klimaet i en uge foran Christiansborg. Generation Z og Alpha bliver dem, der vil tage de mest ekstreme metoder i brug for at nå et mål. De skal være på planeten længe endnu og har derfor mest på spil.
Ifølge fremtidsforsker Liselotte Lyngsø, vil tiny house bevægelsen i høj grad blive søsat af unge og enlige. De små huse emmer nemlig af frihed og udstråler en modtrend til materialismen, og samtidigt bliver man en del af et fællesskab. Tiny houses passer perfekt til de nyeste indretningstendenser, hvor det ikke skal være rummet, der dikterer adfærd, men aktiviteten, der dikterer rummet. Med den indstilling har vi slet ikke brug for alle de funktionsopdelte rum, som stue, spisestue, fitnesslokale, kontor, hobbyrum og så videre. Det lille hjem bliver en hybrid, der kan omstilles til alle gøremål.
Økonomisk praktisk og en fryd for fællesskaberne
Flytter vi ind i et tiny house vil vi være selvforsynende fra starten, hvilket befrier os for svinedyre forbrugsregninger. Og glem ikke fordelen ved de grønne og økologiske råvarer, høstet direkte fra egen grund!
Den næste generation skal ikke regne med at blive lige så rige som deres forældre. De skal kæmpe med pandemien, et overophedet boligmarked og klimakrise. Tiny houses kan blive en redning fra at bo hjemme i meget længere tid, end de har lyst til.
Søndagsmiddag med familien, madklubber med vennerne og altid nogen, der kan passe børnene når man gerne vil på date night… Hvem drømmer ikke om at bo i samme område med sine nærmeste?
Tiny house tendensen går hånd i hånd med vores voksende behov for at have fællesskaber i nærområdet. Allerede nu, viser flere kommuner stor interesse for at tiltrække dem, der gerne vil bo i tiny houses. Det vil bidrage positivt til lokaludviklingen, når fællesskaber med den samme indstilling til det gode liv, allierer sig i et nyfortolket bofællesskab af minihuse på samme grund.
“Det er på mange måder meget federe end at bo i en eller anden overpriced by, hvor man ikke aner, hvem naboerne er. Så selvom man kunne tro det, er tiny house-leveformen på ingen måde en boform, man går hen og bliver eremit af.
-Liselotte Lyngsø.
Drøm dig væk til en tilværelse med færre bekymringer og mere tid, og læs meget mere om tiny house trenden i artiklen fra Kristeligt Dagblad med Liselotte Lyngsø.